En fortælling ejes af dens læser. Det er læseren, der skaber fortællingen gennem læsningen. Læsningen kan til tider synes som et puslespil, hvor brikkerne samles til et helt billede, men denne forestilling om læsningen er alligevel falsk, da brikkerne aldrig danner et helt billede, der blot stykkes sammen af de foreliggende brikker. Brikkerne skal ganske vist stykkes sammen, men det er læserens – eller rettere: læsningens brikker, der skal stykkes sammen for at fuldføre fortælleakten. Fortællingen er derfor også en kærlighedshistorie mellem fortællingen, som den foreligger, og læsningen, som aktualiserer fortællingen.

Når man sidder med den indiskfødte forfatter Tabish Khairs roman Film. En kærlighedshistorie kan det være svært at afgøre, hvilken kærlighedshistorie, der er tale om. Er det kærlighedshistorien om en kvinde og to – eller tre – mænd? Er det kærlighedshistorien om et menneske og en drøm? Er det kærlighedshistorien om fortællingen og læsningen? Eller er det kærlighedshistorien om et land og et folk – en historie om humanisme? Hvis det er det sidste, er det en sørgelig historie om, hvordan religion kan bruges imod menneskelige fællesskaber. Om hvordan religioner kommer imellem mennesker i løbet af Indiens historie, hvor landet bliver delt og Ghandi bliver dræbt.

Først er fremmest er Film er krævende fortælling, hvor læseren bliver en detektivisk hovedperson for at stykke en sammenhængende fortælling sammen af en række forskellige fragmenter. På virtuos vis bliver fortællingens forskellige (pig)tråde vævet ind og ud af hinanden, så man ikke altid kan følge den enkelte tråd.

”Trådene i historien er filtret sammen som filmruller, der er gledet af spolen, som længder af snoet pigtråd. Pigtråd og fotografering. […] Og historien, som jeg nu vil fortælle Dem, unge mand, den handler om bevægelighed, om hvordan mennesker bevæger sig fra sted til sted, fra tid til tid, fra navn til navn. […] Men er det kun en historie? Hvis jeg skal være ærlig, unge mand, så ved jeg det ikke, for historier er umulige at indhegne i enten tid eller rum, og jeg fik fortalt historien her af tre forskellige mennesker, fra tre forskellige synsvinkler.”

En overordnet fortæller forsøger at stykke en fortælling sammen af forskellige andre(s) fortællinger for at få en mening ud af fortællingen, han får givet. Han er forsker med interesse for indisk film i 40’ernes Bombay. Derfor opsøger han en forfatter, som fortæller en lang og indviklet fortælling om kærlighed mellem en mand og en kvinde og endnu en mand og mændenes kærlighed til film. Men hvem er den tredje mand – og hvordan kan den gamle forfatter vide det, han ved? Det er op til læseren at finde ud af.

Som fortælling er Film. En kærlighedshistorie fantastisk. Desværre lider den danske udgave af en oversætter, der for det første ikke kender forskel på ’ligge’ og ’lægge’ eller ’hang’ og ’hængte’. For det andet skurrer oversættelsen sine steder. Og irritationen bliver ikke mindre af, at forlaget har valgt at trykke bogen så bogstaverne på flere linjer står så tæt, at det kan være svært at skelne de enkelte ord fra hinanden. Da forfatteren samtidig krydrer fortællingen med så mange indiske udtryk, som denne læser ikke kender, skubbes man yderligere bort fra det, der ellers er en ualmindelig godt fortalt fortælling, som jeg som filmiske billeder danner på min indre hjernebark.

Der er mange perspektiver at holde ude fra hinanden og holde sammen, så billederne bliver ’læselige’ – samtidig er ufuldstændigheden et vilkår, fortællingen deler med livet – og kærligheden. Hvad er digt, og hvad er virkelighed? Virkeligheden og kærligheden er i sig selv digtet, hvilket ikke gør dem mindre virkelige – blot mindre entydige.