Hvornår er man god nok som mor? Hvad vil det egentlig sige at elske, og hvordan bearbejder man den sorg, det er at miste sit barn? Det er nogle af de fundamentale og påtrængende spørgsmål, der behandles i Helene Uris roman Engel af nylon (2003), der som den tredje af Uris romaner nu foreligger på dansk; oversat af Charlotte Kornerup og udgivet på forlaget Klim.

Ligesom Uris tidligere oversatte romaner, Honningtunger og De bedste af os, går Engel af nylon tæt på et givent miljø og nogle bestemte personer, og heller ikke i denne bog viser der sig at være så smukt i dybden, som den polerede overflade umiddelbart lægger op til. Uanset om det er forholdet mellem kvinder, universitetsmiljøet eller som her moderrollen, der tages op til fiktionel behandling, så synes Uri at have det som en litterær ambition at trænge ned til de ikke altid smigrende motiver for menneskers handlen og stille skarp på lidet behagelige områder af det menneskelige sind.

Det lyder da også som et eventyr, der er for godt til at være sandt, når Beate bliver gift med sin Bernt og allerede på bryllupsrejsen bliver gravid med deres kommende datter, Fie. Og at virkeligheden ikke kan leve op til eventyret, viser sig ikke først, når Fie som femårig bliver kørt over og dør. Glansbilledet krakelerer, så snart datteren bliver født. Selvom Beates søster, Janna, sammenligner den nybagte mor med en dronning, der troner med sin prinsesse, så oplever Beate nemlig allerede fra begyndelsen, at hun mangler den allermest fundamentale ting som mor, evnen til at elske sit barn.

Bogen antyder, at Beate lider af en fødselsdepression, men i så fald forbliver den ubehandlet, og hvad der siden tager sig ud som et ideelt forhold mellem mor og datter og dermed som en fortsættelse af det lykkelige eventyr, er set med Beates egne øjne – og indefra – ren forstillelse og gennemført skuespil. Af angst for at datteren skal opdage og tage skade af, at hendes mor ikke elsker hende, indstuderer Beate rollen som den perfekte mor. Eller rettere: sådan oplever Beate det selv, og sådan fremstår det ikke mindst, efter Fie er død, og hun står tilbage med alle selvbebrejdelserne, sorgen, skammen og skylden, fordi det jo var hende, der ikke hørte sin datters kalden, men lige ville købe fårepølse og skinke og således ikke kom tids nok til at afværge trafikulykken.

Romanen giver et detaljeret psykologisk portræt af en skyldbetynget mor, der tugter sig selv med sin oplevelse af utilstrækkelighed og en evigt kværnende refleksion, der ikke tillader hende at være selvforglemmende og lykkelig sammen med sit barn. Ikke desto mindre når Beate i løbet af processen med at fortælle sin og datterens historie også frem til, hvad læseren længe kan have tænkt, nemlig at problemet ikke så meget var, at hun ikke elskede sin datter, men at hun ikke turde tro på, at hun faktisk gjorde det.

Når læseren bibringes denne erkendelse før hovedpersonen, skyldes det, at historien om Beates forhold til sin datter ikke er den eneste vigtige fortælling i bogen. Ligesom Uri på et overordnet plan arbejder med at trænge bag sine miljøers og personers overflade, ligger der en historie bag hovedfortællingen, som er af afgørende betydning. Denne historie handler om Beates og Jannas barndom og kommer især frem i de indledende og afsluttende kapitler i romanen, der veksler mellem at være fortalt af Beate og Janna – foruden af den engel, der udgør romanens motiviske ledetråd.

Det er en barndom, der er præget af, at faren pludselig forlader dem, og at Beate som den ældste af søstrene ikke kun sidder tilbage med fornemmelsen skyld over, at det kunne ske, men også med den tunge byrde det er at skulle tage sig af deres maniodepressive mor i hendes dystre perioder. Historien om søstrenes barndom giver dermed den psykologiske baggrund for portrættet af Beate, og som læser forstår man nu, hvorfor Beate følelsesmæssigt er stækket; hvorfor hendes selvværd er så utroligt lavt, og hvorfor hun kan have grund til at tvivle på sin egen evne til at være mor.

Endvidere oplever vi gennem den vekslende synsvinkel, at Beate føler sig mindre værd end sin søster, mens det for Jannas vedkommende forholder sig lige omvendt. Der er med andre ord altid mere end et blik på et givent forhold, og at det ikke så meget er det faktiske forhold, som den subjektive fornemmelse af det, der præger en, ved Beate. I en central refleksion lyder det: ”Jeg har altid været klar over, at sproget har en magisk kraft, og at ens egen forestilling om ting er meget vigtigere, end hvordan tingene er objektivt set. For objektivitet er i grunden en illusion, fakta findes sjældent, ting eksisterer kun i svag grad i sig selv.” Tilsvarende er grundene til, at Beate anklager sig selv, i høj grad subjektive og udsprunget af hendes eget sind. Bag om alle selvbebrejdelserne gives der nemlig et billede af en mor, der i høj grad udfyldte sin rolle.

Engel af nylon er måske nok på overfladen en roman om svigtende moderkærlighed, men på de dybere niveauer er det også historien om, hvordan en kvinde traumatiseret af sin egen barndom lever med en konstant frygt for ikke at være tilstrækkelig. Som fortæller bekender Beate sin inderste skam, men historien er tilrettelagt på en måde, hvor det samtidig er tydeligt for læseren, at hun reelt ikke har meget at skamme sig over. Og derfor tror man også gerne hendes søster, når hun ”Af og til spekulerer […] på, om Beate simpelthen bestemmer sig for ikke at kunne lide noget, føle noget specielt, uden at hun egentlig giver sig selv lov til at mærke efter, om hun virkelig føler det, hun har bestemt sig for.” I hvert fald er det tydeligt, at Beate har ualmindeligt svært ved at fralægge sig sin selvbestaltede rolle som et forklædt monster af en mor, også selvom denne rolle ikke passer til hende og modsiges af hendes konkrete handlinger og umiddelbare reaktioner.

Denne selvrevselse gør et langt stykke af vejen romanen til en noget dyster fornøjelse at læse, men slutteligt aner man en positiv åbning, hvor Beates og Jannas mors død synes at have været den udslagsgivende faktor for, at Beate endelig får taget hul på den dobbeltsidige sorgproces, som hendes fortælling er et udtryk for. Helene Uris roman er vedkommende. Den tager et emne op, der til trods for dets meget fundamentale karakter ikke er videre behandlet – i hvert fald ikke ud fra den moders perspektiv, som selv tror, hun ikke har elsket sit barn. Og det gør romanen med stor indlevelse og dybde i portrættet, men nogle gange også med en overtydelighed, som når hovedpersonen gentagne gange påpeger, at historien om hendes egen barndom er en ganske anden end historien om Fie, alt imens læseren så udmærket fornemmer, at omstændighederne omkring denne barndom har været afgørende for det problematiske forhold, hun har til det at være mor. På dette punkt kan man derfor mene, at Uri burde have tiltroet sin læser en bedre evne til at læse i dybden; ikke mindst når det er en evne, som hun selv så overbevisende demonstrerer.