Hiner Saleem er født i 1964 og opvokset i Irak. Som 17-årig flygtede han til Italien, hvor han færdiggjorde sin skolegang og gik på universitet. Senere flyttede han til Frankrig og påbegyndte sin karriere som filminstruktør. Han har med stor succes skildret det kurdiske folk på lærredet, og hans film Vodka lemon vandt en række internationale priser, blandet andet San Marco-prisen på filmfestivalen i Venedig. Min fars gevær er oversat til godt 20 sprog, og nu også på dansk. Den omhandler den unge, kurdiske Azad og hans opvækst i et samfund præget af krig og utryghed. Bogen giver et indblik i kurdernes historie både før og under Baath-regimet under Saddam Hussein og skildrer den ustabilitet og rodløshed og stadige håb om et samlet Kurdistan, der er blevet kurdernes følgesvend.

Bogen omhandler unge Azad Shero Selim, sønnesøn af Selim Malay og søn af Shero Selim Malay. Azad vokser op i irakisk Kurdistan, et område præget af uvished og ustabilitet. Azads bedstefar har oplevet at bo i fire forskellige lande uden at flytte. Først under Osmannerriget, hvor han blev fortalt, at han var osmanner og senere tyrker, derefter blev han kurder under Sheik Mahmud, kurdernes konge. Så kom englænderne, og så blev bedstefaderen undersåt under Hendes Højærværdige Majestæt og lærte endda et par engelsk ord. Derefter opfandt englænderne Irak, og siden dengang har familien levet under Irak – et land, kurderne aldrig identificerede sig med. Al denne politisk-nationale turbulens er svær for en ung dreng som Azad at forstå, men spændingerne sætter sine spor.

Man følger bogen igennem Azads perspektiv, og hvordan den turbulens, der præger området, influerer en ung dreng i færd med at vokse op. Kurdernes historie hænger uløseligt sammen med det enkelte kurdiske individ, og den præger opvæksten på indirekte og direkte måder. Azad oplever hurtigt sit etniske tilhørsforhold, f.eks. da han flyttes til en irakisk skole, hvor han ikke kan ét ord arabisk til Baath-regimets indførsel, hvor det kurdiske folk blev forfulgt og mistænkeliggjort – de blev opfattet som fjender af staten og var uønskede i Saddams ønske om oprettelsen af et forenet arabisk rige. Kurderne blev derfor holdt udenfor politiske anliggende og fik aldrig tildelt irakiske pas – de var og er statsløse!

Kurderne bevarer, trods al modstanden, et håb om, at en dag at se et forenet, selvstændigt Kurdistan, og mange vælger at blive medlem af den kurdiske milits, peshmergaerne – heriblandt Azads bror og senere også Azad. Azad bliver rodløs og oplever, hvordan situationen for kurderne bliver mere og mere håbløs og livsfarlig. Lige indtil den dag, hvor Azad – med livet som indsats – vælger at forlade Irak.

Min fars gevær er en fin lille historie, der indkapsler en personlig fortælling med en politisk-nationalistisk dagsorden, der den dag i dag forbliver uløst. Kurderne er nu det største folkefærd uden egen stat og er stadig fordelt udover Tyrkiet, Irak, Iran og Syrien, hvor deres rettigheder gang på gang bliver overtrådt uden konsekvens. Bogen skildrer her fint, hvordan denne ustabilitet bliver en del af den kurdiske befolknings selvbevidsthed, hvordan deres skæbner på godt og ondt hænger sammen med kurdernes kamp for frihed.

Azads historie er ikke meget forskellig fra mange andre kurderes, men dette er netop et plus ved bogen. Den er fiktiv men dog så autentisk! Man føler med den unge, rodløse Azad, der ikke får en normal barndom og holdes fra at udfolde sit potentiale pga. hans etniske tilhørsforhold og man får tillige en forståelse for, hvorfor så mange vælger at flygte fra denne skæbne. En lille bog med et stort budskab.