Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Røde Orm / Carlsen / 211+17 sider
Tekst: Frans G. Bengtsson , ill: Charlie Christensen
Anmeldt 10/12 2008, 08:22 af Torben Rølmer Bille

Hærg og voldtag!


Hærg og voldtag!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er efterhånden fire år siden, det sidste regulære bind i tegneserieudgaven af Frans Bengtsons brutale og underholdende drengebog Røde Orm udkom herhjemme. Serien udkom i fire dele fra 1998 til 2004 fra forlaget Sesam, og er nu blevet genudgivet samlet fra forlaget Carlsen.

I forhold til de oprindelige danske udgivelser er formatet skrumpet en lille smule, men det betyder ikke så meget, for tegningerne og farverne er stadig lige gode. Charlie Christensen, som de fleste nok bedste kender fra satirestriberne om Arne And, synes at tage stilen direkte op fra belgiske mestertegnere som Hérge og Edgar P. Jacobs, i og med at han bibeholder pastelbaggrunde og giver både bygninger, fartøjer og sine figurer et markant sort tuschomrids. Det giver Røde Orm et nærmest gammeldags præg, som synes velvalgt; for genremæssigt placerer historien sig (ganske lig de Illustrerede Klassikere, som nogle måske husker) mellem en regulær røverhistorie og historiske facts.

Desværre er nærværende anmelder en af de få raske drenge, der mangler bogforlægget som en naturlig del af sin dannelse, så derfor er det umuligt at sige, hvor trofast Christensen er overfor originalen. Man kan derimod gisne om, at det er forholdsvis tæt på, for i al fald emmer både sproget i taleboblerne og i de beskrivende passager af vaskeægte vikingeudtryk. Det tilrådes derfor, at man har et digert synonymordforråd parat, hvis man beslutter sig for at bruge Røde Orm som godnatlæsningføljeton for de mindste i husstanden.

Måske er det heller ikke den allerbedste idé, hvis ens poder er nervøst anlagt, for hoveder og lemmer hugges af, kvinder trækkes ved håret ud af brændende bygninger mod langbåden, og der drikkes, bandes og hores på livet løs. Nuvel måske hæfter man sig umiddelbart ved de mere saftige detaljer, for der er også plads til en både langt og spændende eventyr, der tager sin start den aften vikingedrengen Orm meget mod sin vilje shanghajes af de vikinger, som angriber hans landsby…

Orm er nemlig så modig, at han dræber en af de voksne vikinger, så nu mangler kaptajnen - den barske Toke - en mand ved en af årerne. Inden længe vinder den frække knægt dog mandskabets respekt og bliver et fuldgyldigt medlem af besætningen. Deres færd bringer dem ikke kun til England, men også til Middelhavet, hvor han - i Cordoba sammen med sine gæve vikingevenner - ender med at blive livvagt for sultan Almansur. Af omveje fortæller Røde Orm også i grove træk om kristendommens langsomme men sikre indtog i vikingernes verden, og vor hovedperson er ligefrem blandt gæsterne ved Harald Blåtands berømte og berygtede juletaffel i Jelling.

Tegningerne - være det sig interiører, landskaber, våben, drikkekrus og alt andet - er gengivet med en stor, nærmest pertentlig sans for akkuratesse. Dette synes igen at bringe minder frem om førnævnte belgieres interesse for at koble de realistiske, historiske træk sammen med mere eventyrlige handlingselementer. Mange af Charlie Christensens tanker omkring selve tilblivelsen af bogen og hans research i forbindelse med dette arbejde bliver fortalt i en (i al fald for virkelige tegneseriefans) spændende efterskrift, som ikke var at finde i de oprindelige Sesamudgivelser.

Man skal være meget mavesur og gnaven for ikke at lade den spændstige røverhistorie om Røde Orm påvirke ens basale lystcenter i hjernen i sådan en grad, at ens indre viking pludselig bryder frem og vil på hugst. Når denne flotte serie tillige er blevet så smukt genoptrykt og samlet i et lækkert stift bind, så er der ingen undskyldning for ikke at lade denne udgivelse være en af de mest hyppigt forkomne under juletræet i år, tiltænkt alle drenge og drengerøve, der enten er bidt af en gal viking, eller som for længst burde være det.

Forrige anmeldelse
« Åbne sår «
Næste anmeldelse
» Bæver Renovering & 2009 Kalen... »