Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Når jeg ikke er til stede / Forlaget Cobolt / 80 sider
Tekst: Lars Horneman, ill: Lars Horneman
Anmeldt 2/11 2014, 17:38 af Michael Agerbo Mørch

Når jeg ikke er til stede


Når jeg ikke er til stede

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Lars Horneman er en garvet tegner, som med udgivelsen af Når jeg ikke er til stede foretager et overraskende stilskifte. Mange vil nok kende ham bedst for bøgerne om Frida. Når jeg ikke er til stede er noget helt, helt andet. Bogen er et eksistentielt langdigt, hvor knuste drømme, længsler og dagligdags fryderåb mikses sammen og for nu bare at sige det, som det er: Jeg er pjattet med det!

Bogen tager afsæt i den ubekymrede barndom, hvor fantasien og drømmene ukontrolleret får frit løb. Ikke i positivt, valoriserende eskapisme, mere som en konstatering af, at barndommen længes ud - lige her. En spøjs dobbelthed, som modenheden afslører som naivitet. Som Horneman selv skriver: ”Hele mit liv har jeg drømt og forestillet mig min fremtid / Og det gør jeg stadig / Hver dag pustes mine drømme op som balloner / Og letter i vinden”. Barndommens tro på egne evner er blevet forvandlet til en mistillid til samme, uden dog at blive direkte depressiv. Realisme og idealisme kæmper simpelthen en evig kamp i jeg’ets sind.

Temaerne er storbyens anonymitet, ensomhedens frihed og smerte, kærlighedens tryghed og forvirring, dødens nærhed og surrealisme. Det er som om alle livets temaer eksisterer i dialektiske par for Horneman. En egentlig afklaring finder man ikke, men brudstykker, der sammenlagt giver en mosaik, som både er smuk og hjerteskærene.

Underboens død tegnes og beskrives meget deskriptivt, næsten kynisk, hvorefter historien fortsætter over i et samleje, hvor de fire frames herom, som bogens eneste, ikke er behæftet med tilhørende verselinje. Sagt lidt plat flettes den store og den lille død her sammen, men det er orgasmen, der ikke kan oversættes til ord. Her må billedet - og intimiteten - tale.

I løbet af bogen opstår der en udsagnslogisk finesse. Hvor bogen begynder med en stram overensstemmelse mellem fortællingens linje, der akkompagnerer det enkelte frame, udvikler den løbende en stor afstand mellem disse. Fortælling og afbildning stemmer ikke overens. Hvordan skal man forholde sig til det? Glider det over i en uklarhed og bliver fluktuerende mellem erindring og drøm? Eller bliver verden bare for ustabil i al sin postmodernistiske intethed? Eller noget tredje?

Tankerne dribler afsted på stadigt mindre arealer, når man skæv af fornøjelse bladrer igennem Hornemans bog. Hvor jeg inderligt håber, at han fortsætter af dette spor, for så har vi mange gode stunder i vente med denne dygtige fortæller.

Forrige anmeldelse
« Batman – Sort Sejr «
Næste anmeldelse
» Folk og fæ i himmelrummet – ... »