Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Åbne sår / Carlsen / 178 sider
Tekst: Rutu Modan, ill: Rutu Modan
Anmeldt 9/12 2008, 07:57 af Torben Rølmer Bille

Den evigt fraværende fader


Den evigt fraværende fader

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mellemøstlig hverdag, den svære kærlighed og ikke mindst jagten på en far, der måske, måske ikke er død, er de helt centrale temaer i Rutu Modans israelske hverdagstegneserie Åbne sår. Der er tale om en på mange måder besynderlig tegneserie, for det er ved første bekendtskab et lidt mærkværdigt, at netop denne historie skal fortælles i tegneserieformat. En af årsagerne skal jo naturligvis findes i det faktum, at forfatter og tegner Rutu Modan er grafisk designer og serieskaber, men det ændrer ikke ved det faktum, at historien på lige så succesfuldt kunne have været fortalt i ren litterær eller filmisk form.

Tegneserieformen tillader, som Scott Bukatman gør opmærksom på flere gange i Understanding Comics, at læseren frit kan vælge at nærstudere detaljer, bevæge blikket frem og tilbage på siden og nærstudere de enkeltdele, man lyster. Det er måske netop den (ved første øjekast) uprætentiøse grafiske side, der gør, at Åbne sår vinder i længden. For når man først giver sig tid til at dvæle ved de næsten kedelige tegninger og de støvede baggrunde, forekommer de på en ret unik måde at bidrage med den særlige tristesse, som gennemsyrer værket.

Historien tager udgangspunkt i mødet mellem to meget forskellige mennesker, den unge taxachauffør Koby og den kvindelige soldat Numi. Koby har for længst mistet kontakten med den far, som forlod ham og moderen, da han var barn. En dag opsøges Koby af Numi, der gennem en længere periode har haft et forhold til faderen. Faderen har ikke vist sig i et stykke tid, og hun har en mistanke om at hans forsvinden måske hænger sammen med den seneste bilbombeeksplosion i Hadera.

Lidt modvilligt forsøger Koby at hjælpe kvinden med hendes opklaringsarbejde, der viser sig at være langt sværere end først antaget. Først synes beviderne for faderens død at være uomtvistelige, men jo mere de leder, jo flere ledetråde synes at pege en helt anden og overraskende vej. Faderens pludselige forsvinden tvinger dem begge til selvransagelse og chancen for muligvis at finde frem til sider i dem selv, som ingen af dem troede eksisterede.

Modan tegner sine karakterer ekstremt enkelt, men formår med denne meget enkle, nærmest naivistiske streg at gøre hendes hovedpersoner både naturligt grimme og enormt tiltalende. Det er næsten umuligt at bevæge sig længere væk fra den hyperæstetiserede superheltetegneseriestil. Baggrundene er ofte fint detaljerede, uden at være overlæssede med detaljer, som de man finder hos Geoffrey Darrow, og de dunkle baggrundene synes konsekvent at stå i kontrast til figurers meget simple men udtryksfulde ansigter.

Man kunne måske forvente at - når nu bilbomben optræder - det atter er den politiske hverdag i området, som for Gud ved hvilken gang bliver sat i fokus, men sådan forholdet det sig ikke. Tegneserien er befriende apolitisk. I stedet kommer Modans meget afdæmpede stil til at fungere som baggrund for en historie om menneskers svigt og deres gensidige søgen efter noget udefinerbart i deres liv.

Det er hverken stor filosofi eller eksistentialisme, der gennemsyrer Åbne sår, men derimod en fin hverdagsstil, som på trods af sin insisteren på det konsekvent uprætentiøse alligevel formår at underholde læseren. Grafisk set er den flot og minder i sin insisteren på den dagligdagens sprog og i sit grafiske formsprog om en farvelagt version af brødrene Hernandez’ Love & Rockets. Måske er det største clou, at Modan har udnyttet tanken om, at læseren selv fylder den manglende information på de ansigter, man præsenteres for – og det er måske i virkeligheden den illusion, som fungerer allerbedst, når man læser Åbne sår.

Forrige anmeldelse
« Death Note 1+2 «
Næste anmeldelse
» Røde Orm »