Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Perkeros – Diabolus in musica / Cobolt / 184 sider
Tekst: JP Ahonen & KP Alare, ill: JP Ahonen & KP Alare
Anmeldt 11/3 2016, 15:30 af Torben Rølmer Bille

Kærlighed til metallen


Kærlighed til metallen

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som mangeårig fan af hård rock, nærmere bestemt heavy-, trash-, speed-, doom- og hardcore-metal og efter at have tilbragt mange timer med håbefulde musikere i øvelokaler, der altid lugtede en anelse hengemt (læs: en blanding af fastfood, urin, sved og bajere) og med Marshallforstærkeren skruet helt i bund, er det en vidunderlig fornøjelse at læse den finske tegneserie Perkeros, hvis undertitel Diabolus in musica som så meget andet her i verden er tyvstjålet fra Slayer.

Selv om Slayers album er langt fra deres bedste, så skal dette ikke på nogen måde forringe oplevelsen af tegneserien, som langt hen af vejen synes at give et fint indblik i et metalbands daglige liv, men som undervejs også overrasker og pludselig hiver læseren i en helt anden retning end først antaget. Dette skal ikke forstås som om at serien er realistisk, for så mod slutningen at tilføje overnaturlige elementer – for trommeslageren er eksempelvis en fuldvoksen brun bjørn, der aldrig siger noget – men det lykkes alligevel folkene bag Perkeros at ende deres historie meget dramatisk, hvilket i den grad klæder fortællingen.

Det skal naturligvis ikke i dette forum afsløres hvad denne overraskende drejning er, men de der forhåbentlig giver sig tid til at læse Perkeros vil opleve at den dramatiske slutning fungerer endnu bedre, når den ses i lyset af den i øvrigt ganske lange og lavmålte start. For det er en af den slags udgivelser der heldigvis giver sig god tid til at tegne nogle fine figurer i kraft af dialogen og handlingerne, ikke kun via de meget fine tegninger, der godt kan minde om vor landsmand Peter Snejbjergs streg.

Den egentlige hovedperson er Akseli, der er guitarist og frontmand i bandet Perkeros (ordet ”perkele” – der ofte bruges som vi bruger ”idiot”/”for helvede” på dansk - betyder i øvrigt ”djævel” på finsk, hvilket næppe er et tilfælde.) Akseli har problemer med nerverne og første gang vi møder ham er han ved at ofre aftensmaden i et toilet umiddelbart før hans band skal optræde. Han har meget høje ambitioner, men også svært ved at acceptere at han måske ikke skal være forsanger, som man vil opleve idet handlingen skrider frem.

Læseren lærer også de andre bandmedlemmer godt at kende, samtidig med at der bydes på en parallelfortælling om Akselis forhold til kæresten, der starter ganske fint ud men som udfordres i løbet af fortællingen. Desuden bliver vi trukket med i øvelokalet, for her både at opleve de mange diskussioner, skænderier men også morsomme momenter medlemmerne imellem. Læseren oplever også på første hånd jalousien ti både en potentiel ny forsanger i Perkeros og måske i sær til de rivaliserende metalorkestre i nærområdet.

Alle disse begivenheder er skildret med blik i øjet og ikke mindst stor, inderlig kærlighed til denne type af musik og de elskelige mennesker som lever og ånder for metallen. Bandets manager Kervinen, der ligner en mellemting mellem Gandalf og en roadie for Grateful Dead, der viser sig at være langt mere hemmelighedsfuld end man umiddelbart skulle tro, er ham der kommer til at repræsentere det næsten filosofiske aspekt i historien, da han både fortæller bandmedlemmerne om musikkens sande væsen og ikke mindst om mange af de oplevelser han har haft gennem alle årene.

Selv om det på mange måder er en tegneserie der handler om at finde sit rette ståsted og ikke mindst om at finde sig til rette med dette, så er det også en udgivelse der nærmest brister med kærlighed til både genren og miljøet. De mest imponerende sekvenser er de hvor seriens bagmænd har forsøgt at gengive livemusikken i billeder, for selv om det synes at være en nærmest umulig opgave, så er det sikkert en visuel fremstilling af live-oplevelsen som rigtigt mange metalfans vil kunne relatere til.

Perkeros er en af den slags tegneserier der har det hele – der er kærlighed (både til hinanden og til metalmusikken), masser af dramatik, konkurrenceaspektet og ikke mindst en historie der på én gang føles realistisk og magisk musikalsk udknaldet. Tilsæt til dette mix en stor portion humor og selvironi og ikke mindst en ren, indbydende tegnestil, så har man dette ganske fine resultat.

Det kan godt være at fortællingen om et opdigtet band, der forsøger at bryde igennem og alle skærmydslerne der opstår undervejs er fortalt både i romanform og på film mange gange før, men det er vist første gang dette kan opleves i tegneserieform – men det gør det bestemt ikke kedeligt, tværtimod.

Det er meget muligt at man skal være lidt af et metalhead for til fulde at påskønne nuancerne i Perkeros, men er man det, så bør der altså ikke være nogen undskyldning for at få fat i et eksemplar og give sig selv en fin læseoplevelse. Når det så er sagt, så vil det også være en udgivelse som andre udenfor miljøet kan nyde, selvsagt får disse nok ikke alle referencerne med, men omvendt kunne det jo være at der blandt denne gruppe af tegneseriefans også kan gemme sig enkelte, der endnu ikke har fået ørerne og øjnene op for metalmusikken og på den måde kan dette fiktive band måske være med til at omvende endnu flere på længere sigt.

Forrige anmeldelse
« Franquins Sorte Sider «
Næste anmeldelse
» Dansker »