Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Franquins Sorte Sider / Cobolt / 72 imponerende sider
Tekst: André Franquin & Yvan Delporte, ill: André Franquin
Anmeldt 9/2 2016, 15:47 af Torben Rølmer Bille

Langtidsholdbar nostalgi


Langtidsholdbar nostalgi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er sikkert flere der deler lignende oplevelser med undertegnede. At komme ind på det lokale kommunebibliotek, slendre ind i tegneserieafdelingen og her blive ramt af duften af tryksværte, tobaksrøg og den umiskendelige lugt af de barnehænder, der har bladret Tintin, Gammelpot, Smølferne, Prins Valiant, The Spirit og Linda & Valentin-albummene tynde, mens man selv ivrigt scannede forsiderne for eventuelle nyheder. Det var tiden før internettet, da boghandlere kun solgte bøger, da computerspil var noget, der foregik på den lokale grillbar, og før man opdagede, at der var en butik i København der hed Fantask.

Indimellem faldt man også over en tegneserie, der bestemt ikke var tiltænkt børn, men som datidens bibliotekarer alligevel havde placeret i blandt de andre albums, udelukkende fordi det var en tegneserie. Således faldt man over ganske vovede sager som de Bodé, Gotlib, Crumb eller lignende. Det kan måske undre lidt i retrospekt, til gengæld var det ganske forståeligt at Franquins sorte sider blev placeret stod lige ved siden af Vakse Viggo, for det var trods alt André Franquin der var forfatter og tegner på dem begge. Forskellen er blot at Sorte sider ingenlunde var for de yngste. Til de, der enten ikke ved hvad nærværende anmelder fabler om, eller til alle de tegneseriefans der har ledt med lys og lygte efter denne fabelagtige udgivelse (men som kun har fundet den noget fesne pocket-udgave fra 1990 eller et alt for slidt, alt for dyrt eksemplar brugt) er der heldigvis godt nyt. Forlaget Cobolt har nemlig udsendt en flot, ny udgave af Franquins sorte sider i stift bind til alle tegneseriefans med hang til at (gen)opdage albummet.

Sorte sider hedder ikke kun sorte sider, fordi udgivelsen er i sort/hvid, det er lige så meget fordi indholdet byder på kulsort humor af bedste skuffe. Idet man åbner coveret mødes man snart af den danske titel (der i øvrigt også er tegnet af Franquin) og under titlen en tegning af en samurai, der har skåret mavesækken op på sig selv og mens han peger på de tarme der vælter ud af maven på ham storgrinende siger: ”Nej. Jo! HYDR! HYDR! En kræftsvulst!”. Så er stilen lige som lagt.

Der er masser af grotesk lemlæstelse, død, og ulykke spredt ud over de næste mange sorte sider, men heldigvis er humoren et gennemløbende træk. Humoren er dét der gør at men her, selv fyrre år efter albummet blev trykt første gang stadig kan huske episoder som bonsai-entusiasten, der stolt fremviser sine træer og til en journalist forklarer, hvordan man bare klipper og klipper, hvorefter bonzai-mandens to børn i stribens sidste billede klatrer ned fra et af træerne. Et andet eksempel, tennisspilleren der har fået spændt sin ketsjer ekstra hårdt op, som taber kampen og hamrer selvsamme ketsjer ned i hovedet på modstanderen – hvorved han naturligvis forvandler modstanderens hoved til en slags blodig spaghetti.

Dette er bare to af en hel række klassiske voldsomheder, der måske ikke er nær så skræmmende voldelige efter man har brugt størstedelen af ens ungdom og voksenliv på at se gyserfilm, men ikke desto mindre er det scener som disse man husker, muligvis fordi det var ens første rigtige møde med sådanne tegnede groteske, splatterscenarier og fordi de er så fantasifuldt fundet på.

Franquin beviste også med Sorte sider hvor overlegen en tegner han var. For selv om hans ubesværede streg også kom blændende til udtryk i såvel både Vakse Viggo og Splint & Co. (sidstnævnte var det dog ikke ham der havde skabt), så var det med denne udgivelse at han viste stor visuel opfindsomhed i striberne, der samtidig ikke veg af vejen for at have et enten socialt, religiøst eller politisk budskab. Noget som bestemt ikke gik i de øvrige serier han tegnede til. Den nye udgivelse har også et ganske omfattende forord, der beskriver hvordan denne udgivelse i det hele taget blev til.

Selv om han også krediterer Yvan Delporte for en del af ideerne, så er det Franquins umiskendelige stil der bærer albummet. En stil, der nemt holder og kan konkurrere med de bedste serietegnere i dag. Det er ikke kun detaljerne der er fine, men i det hele taget hvordan Franquin til fuld effekt benytter såvel rammerne og ikke mindst hvordan han er i stand til at skabe dynamiske bevægelser i hans billeder. Dertil kommer at Freddy Miltons oversættelse stadig holder 100%.

Franquins sorte sider er en tegneserie som burde være fast inventar i ethvert hjem, der huser tegneseriefans. Måske skal den placeres på en af de øverste hylder i reolen, så ikke familiens allermindste kan få fat i den. Det er nemlig en samling mareridtsagtige, surreelle og ikke mindst meget morsomme striber som er samlet hér. For de der aldrig har læst den vil den fremstå som en overraskende og grotesk ny side af Franquins univers og for de af os, der i forvejen kender udgivelsen er det bare skønt endelig at have fået en gammel ven hjem.

Forrige anmeldelse
« Patience «
Næste anmeldelse
» Perkeros – Diabolus in musica... »