Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Patience / Aben Maler / 184 sider
Tekst: Daniel Clowes, ill: Daniel Clowes
Anmeldt 9/2 2016, 15:40 af Torben Rølmer Bille

Tidsløs kærlighed


Tidsløs kærlighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Selv om den amerikanske tegner og forfatter Daniel Clowes ikke hører til de mest produktive i branchen, så er der til gengæld altid begejstring og spænding når der er nyt fra ham. Mest berømt er sikkert hans grafiske roman Ghost World der i 2001 blev omdannet til spillefilm instrueret af Terry Crumb Zwigoff. Både film og tegneserie appellerede til generation X’ernes ”whatever”-attitude, for selv om det ikke rigtigt var handlingen der var det bærende element, så fangede Clowes tidsånden.

Sidst vi her i Kapellet kiggede nærmere på Clowes var da Wilson udkom i 2005 og her i starten af 2016 er tegneserieforlaget Aben Maler klar med Clowes’ hidtil mest ambitiøse værk Patience. I modsætning til de to andre udgivelser er Patience en fortælling der ikke er forankret i en form for genkendelig hverdagsrealisme. Ikke fordi Clowes helt slipper hverken en tegnestil, en samling figurer eller for den sags skyld dialoger, som ligger utroligt langt fra en form for genkendelig virkelighed, denne gang tilføjer han dog et fantastisk element, nemlig tidsrejser.

Bogens titel deler den med kvinden som det hele drejer sig om, Patience. Patience er i bogens start kæreste med Jack. Deres forhold skranter, mest af alt fordi riget fattes penge, men Jack er for stolt til at sige at han arbejder som levende reklamesøjle og bilder hende ind, at der er en forfremmelse på vej. Værre endnu er det at der er et barn på vej. Jack er ved at gå til af dårlig samvittighed, men alt dette ændrer sig da han en dag kommer hjem og finder Patience dræbt på stuegulvet. Naturligvis er det Jack der får skylden for drabet, selv om han hårdnakket påstår, at det ikke var ham der gjorde det.

Der springes nu til 2029. Jack er blevet en gammel, bitter mand, der netop er kommet ud af spjældet. I alle årene er han blevet drevet frem af lysten til at finde den eller de der dræbte hans elskede. Det højeste ønske han har er at der ville være en eller anden som havde opfundet en tidsmaskine, så han selv kunne tage tilbage til nutiden, for at få standset mordet. Af omveje får Jack nys om, at dette måske godt kan lade sig gøre, men turen tilbage i tiden skal vise sig at være langt fra uproblematisk.

Med frygt for at få en masse vrede mails, så vil undertegnede påstå at Clowes styrke ikke skal findes i hans tegnestil. Faktisk er han ikke nogen formidabel tegner. Der er endda ligefrem enkelte steder (f.eks. i den midsterste sektion på side 167, hvor perspektivet og figurernes størrelsesforhold virker helt ude af proportion), hvilket godt kan virke lidt underligt. Farveholdningen er heller ikke imponerende, faktisk er det primært i mandens mest udsyrede passager, hvor vores Jack rejser i tid og hvor virkeligheden vrides og forskrues, hvor både farvelægningen og tegningerne virkeligt synes at fungere. Muligvis burde han satse på at lave en hel surreel fortælling næste gang?

Selv om der sikkert vil være mange, der modsat denne anmelder holder af denne lidt stive, kunstfærdige måde at tegne serier på, så savner Clowes altså noget swung, lidt dramatik og nogle mere interessante vinkler for at det rent grafisk kommer op og ringe. Man kunne i den forbindelse godt sammenligne ham lidt med som f.eks. Jaimie Hernandez eller den sene Robert Crumb, der også leverer en masse fortællinger, der er bundet op i en form for realisme, forskellen er dog er, at begge disse er væsentligt stærkere tegnere, der formår at give meget mere liv til deres karakterer.

Derimod er Clowes en virkelig formidabel formidler, ikke kun i forhold til dialogen men også i forhold til at vise den i forhold til hans figurers interaktion. For selv om dette måske er hans mest plotdrevne fortælling til dato (der er faktisk en fortælling, med en start, midte og slutning, tilsat adskillige tidsspring) så er det de oplevelser han udsætter sine figurer for og de ganske troværdige replikker de arbejder med, der animerer det hele. Så selv om figurerne virker (sikkert fuldstændigt overlagt) underligt liv- og udtryksløse, så bliver de levende og nærværende takket være Clowes’ evne til at skrive.

Selv om tidsrejser i hverken litteratur, på film eller for den sags skyld i tegneserier er noget nyt, så benytter Clowes ikke dette element til at skabe en historie der fokuserer på tidsparadokser, men i stedet på at teknologien giver en enestående mulighed for at ændre på de kausale handlinger som læseren blev præsenteret for i starten, alt sammen naturligvis i kærlighedens navn. Spørgsmålet som man naturligvis selv skal få besvaret ved at læse Patience er om det vitterligt lykkes Jack at finde frem til den skyldige drabsmand og ikke mindst om Jack får reddet den eneste kvinde han nogensinde vitterligt har elsket?

Patience kræver ikke tålemod af sin læser, til trods for hvilke tvetydigheder der i øvrigt ligger i navnet. Patience er, hendes navnt til trods, ikke en pige, der er synderligt tålmodig, tværtom, så virker det som om hun er meget rastløs og frustreret. Noget man som læser dog ikke bliver, for den lidt stive stil til trods, så er Patience en tegneserie der godt nok er lidt stift tegnet, men som byder på en virkelig fint fortalt, vedkommende kærlighedshistorie.

Forrige anmeldelse
« Hr. Gris «
Næste anmeldelse
» Franquins Sorte Sider »