Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Wilson / Aben maler / 80 sider
Tekst: Daniel Clowes, ill: Daniel Clowes
Anmeldt 9/8 2010, 20:47 af Torben Rølmer Bille

Den ultimative sociale mongol


Den ultimative sociale mongol

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den amerikanske tegneserietegner Daniel Cloves er sikkert bedst kendt for hans tegneserie Ghost World, som Terry Zwigoff i 2001 omdannede til spillefilm med Thora Birch i hovedrollen, ikke desto mindre har Clowes skrevet en lang række andre serier på sit CV og tegneserien Wilson fra 2010 er nu ude på dansk.

Selv om tegneseriemediet før har set antihelte, så er hovedpersonen i Wilson ikke kun en antihelt, men en decideret usympatisk person, hvis primære mål forekommer at fornærme så mange som muligt i sin omgangskreds som muligt. Omgangskreds er nu så meget sagt, for basalt set er Wilson en utroligt utilpasset og ensom person som gennem konstante ironiske og sarkastiske bemærkninger, forsøger at lægge afstand til det liv som synes at passere forbi ham. Den eneste anden som Wilson synes oprigtigt at elske, er hans lille hund Pepper så der er ikke gået mange sider før læseren har opdaget at Wilson faktisk er et irriterende fjols.

Det kan derfor forekomme nærliggende at spørge, hvorfor man i det hele taget skulle kaste sig over et album, som synes at have så usympatisk en hovedperson, men svaret er ikke så enkelt, for der er adskillige virkeligt gode grunde til at læse Wilson.

Først og fremmest har Clowes en eminent sans for sprog og timing. Selv om de morsomheder og pinagtigheder der fremvises ikke alle er opbygget som deciderede vitser, så kan de fleste nok ikke sige sig fri for at more sig over de pinlige situationer som Wilson kreerer – både for andre, men især for sig selv. Humoren og dialogen kan på udsatte steder minde lidt om nyere komedieserier som Klovn, Extras og Curb your Enthusiasm, så holder man af denne type skæv, pinagtig humor, vil Wilson med garanti underholde.

For det andet er der tegnestilen som Clowes har valgt. Selv om albummet bør læses fra ende til anden fungerer hver side som en form for afrundet situation. I komedieterminologi så bliver der etableret et ”setup” - en situation som i det sidste billede på siden som oftest resulterer i et decideret ”payoff” eller pointen. Eksempelvis kan man nævne scenen hvor Wilson er på posthuset og spørger en tilfældig gammel dame, hvor meget hun tror det koster at sende den pakke Wilson har med sig. Hun svarer at det ved hun ikke rigtigt, så Wilson beder hende om at løfte lidt på pakken. Idet damen får pakken i hænderne og vurderer vægten af den siger Wilson ganske henkastet: ”den er helt fyldt med hundelort”. Det bør med det samme siges at langt fra alle sider byder på lige så infantile situationer.

Clowes skifter også – alt efter situation – tegnestil, således bevæger vi frem og tilbage mellem ganske realistiske skildringer af Wilson og hans omgivelser til utroligt karikerede sider af samme. Studerer man tegneserien nøjere vil man opdage at der forekommer at være en sammenhæng i disse stilistiske valg, for den karikerede, søndagstillægs-stil optræder som regel i de situationer som er ganske uforpligtende og hvor Wilson interagerer med folk han ikke kender, hvorimod stilen bliver mere realistisk i de situationer, hvor livets alvor synes at trænge sig på. Det er netop disse stilistiske valg der gør, at Wilson, på trods af at det er en tegneserie som ikke indeholder et gran overnaturlige elementer, kun svært vil kunne blive omsat til film, for her ville det være en nærmest umulig opgave konstant at skifte stil og tone i billederne.

Den overordnede handling i Wilson er ganske simpel. Da Wilson efter sin fars død foretager en hurtig og overfladisk selvransagelse opdager at han er i færd med også at forspilde sit liv. Derfor beslutter han sig for at opsøge sin ekskone, som til og med har bortadopteret deres fælles datter. Hende vil Wilson naturligvis også gerne genforenes med, men både gensynet med fruen og den tabte datter ender naturligvis langt fra så harmonisk, som Wilson måske havde forestillet sig, især fordi han konstant skubber folk fra sig med spidse, spydige bemærkninger.

Det som gør Wilson til en tragisk karakter er at han – set fra hans eget perspektiv - blot forsøger at være bundærlig overfor sine omgivelser. Den ærlighed har naturligvis sin pris, for idet han bralrer ud med sine synspunkter, lykkes det vor aparte hovedperson at støde, såre og fornærme stort set alle han møder på sin vej og det er naturligvis også det der var grunden til at konen i sin tid smuttede.

Wilson er hurtigt læst, men det er også en tegneserie som man sagtens kan vende tilbage til efter et stykke tid. Det kræver dog at man holder af Clowes finurlige, underfundige stil og ikke mindst at man godt kan lide den særegne tiltrækning der er ved særlinge. Skal man finde en egentlig morale i fortællingen, så handler det vel blot om at der sikkert er folk der kan spejle sig i den kejtede Wilson, men at langt de fleste af os heldigvis har forstået de uskrevne sociale konventioner langt bedre end denne sørgelige, bebrillede tosse.

Forrige anmeldelse
« Danmark besat «
Næste anmeldelse
» Iron Man – De fem mareridt »