Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Death Note 3+4 / Carlsen / 210 / 198 sider
Tekst: Tsugumi Ohba, ill: Takeshi Obata
Anmeldt 6/3 2009, 14:07 af Torben Rølmer Bille

Geniernes kamp


Geniernes kamp

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er ingen grund til at genfortælle hverken grundpræmis eller gå i detaljer med det meget stilrene grafiske udtryk i den fremragende mangaserie Death Note – derimod er der al god grund til at fortælle om de næste to bind i serien, som nu er landet.

Er man først blevet bidt af dødsguder, notesbøger og antihelten Light Yagamis kamp på vilje og intellekt med den mærkeligt sammenkrøbne teenagedetektiv ”L”, så er tredje og fjerde del i serien ikke til at komme udenom. For ud over at byde på mere af det samme, så kompliceres historien også en hel del undervejs.

Det er sikkert ikke alle mangafans, der vil finde Death Note enormt spændende. For selvom serien byder på en masse spænding, så er den samtidig meget teksttung, især når man sammenligner den med andre mangaer. Der tales i en lind strøm, og samtidig er det en rigtigt god idé, hvis man er i stand til at huske alle de nye regler, som til stadighed tilføjes til den dødbringende notesbogs egenskaber. Regler som i særdeleshed udbygges i fjerde bind, hvor Light pludselig må indse, at endnu en notesbog er dukket op i menneskenes verden.

Seriens 3. del, med undertitlen Duel, byder på en optrapning af føromtalte intense opgør mellem Light og ”L”. Light prøver efter alle kunstens regler at skjule, at han også er morderen Kira, som offentligheden er bekendt med. De to drenge starter begge på det samme universitet, og efter en jævnbyrdig tenniskamp indvilliger ”L.” i, at Light skal være en del af efterforskningsteamet. ”L.” indrømmer samtidig over for Light, at han opfatter ham som en af de hovedmistænkte i sagen, og der udfolder sig nu en mental kamp, hvor de to konstant forsøger at holde hinanden skakmat i spørgsmålet om Kiras sande identitet.

Den 4. del Kærlighed tager over, hvor tredje del slutter, for en ny Kira viser sig pludseligt på banen. Selvom offentligheden ikke kan se forskel, så ved Light, at han pludselig har en skjult konkurrent – endda en som tydeligvis er langt mere skødesløs end ham selv i forhold til at bevare hemmeligheden om Death Note. ”L” ræsonnerer sig også hurtigt frem til, at der må være en ny Kira i spil, og det hele spidser alvorligt til, da denne nye Kira truer med at dræbe enten ”L” eller politiinspektøren, med mindre den originale Kira vil mødes. ”L.” ser sig tvunget til at bede Light om at foregive at være den Kira og mødes med denne nye spiller – hvilket naturligvis gør plottet yderligere kompliceret.

Disse to bind i serien er næsten fuldt ud på højde med de to første, men selv om Takeshi Obatas streg er lige sikker som før, så føles den lidt mere uinspireret. Det ses især på, at der ikke er kælet nær så meget med raster og gråtonenuancerne i nummer tre og fire som i de første. Faktisk kommer de nye bind til at virke meget lysere end forgængerne, og det er lidt en skam, når nu hele tematikken er så dunkel.

Death Notes historie og plotudvikling er også blevet lidt mere anæmisk end forgængerne, for selvom der stadig dræbes folk via notesbog, så er det altså langt fra den brutale, gammeltestamentlige straf, der udmåles. Alt i alt virker det som om, at seriens succes pludselig har fået forfatterne til at ville trække handlingen lidt i langdrag, i stedet for at holde sig strengere til den sti, som blev betrådt i de første to afsnit. Det gør også, at der pludselig kommer nye figurer til; mest fremtrædende er nok fotomodellen Misa Amane, der i kraft af sin præpubertære gothstil, sin kropsnære korsage og sin ultrakorte nederdel gør, at serien synes at fravige dens ellers meget sobre tone til fordel for arketypisk manga flirt.

Indrømmet – de to første afsnit af Death Note har været meget domineret af mænd, faktisk har de eneste kvindelige karakterer været yderst perifere, men det ændrer ikke på at Misa, der er fuldstændigt forgabt i Light, hurtigt synes at få samme funktion som de meget fotogene kvinder, som optræder i tv-serien Star Trek. De er ene og alene med for at holde de unge mænds interesse fanget! De lumre seksuelle undertoner bliver nærmest eksplicitte i de afsluttende scener i del fire, hvor vi oplever den unge dame fikseret i, hvad der allermest minder om en meget sindrig bondagedragt.

Til trods for alt denne meget japanske og ret stereotypiske manga fetich-fascination, så er disse to næste bind i Death Note-sagaen bestemt værd at give sig i kast med. De er som de første glimrende oversat til dansk, og det eneste, der kræves af læseren, er, at denne har både lidt mere mentalt overskud og ikke mindst er villig til at bære over med de føromtalte svinkeærinder fra hovedhistorien om kampen mellem Light og ”L.”

Forrige anmeldelse
« Silver Surfer: Rekviem «
Næste anmeldelse
» Loveless 1 & 2 »