Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Troldmændene fra Vestmannaeyjar / Forlaget Forlæns / 106 sider
Tekst: Thomas Engelbrecht Mikkelsen, ill: Thomas Engelbrecht Mikkelsen
Anmeldt 18/12 2014, 12:40 af Torben Rølmer Bille

Folkesagn med et twist


Folkesagn med et twist

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Først og fremmest skal der lyde et forsinket, men stort tillykke fra os i kappellet til Thomas Engelbrecht Mikkelsen, der med Troldmændene fra Vestmannaeyjar i juni 2014 vandt Pingprisen for bedste debut. Det må siges at være velfortjent, for det er en både flot fortalt og ikke mindst virkeligt flot tegnet fortælling, som man bliver vidne til her.

Som dansk serietegner er det kanske ikke uvant at beskæftige sig med sagn, myter eller for den sags skyld historier fra vores fortid. Især de fortællinger og myter der knytter sig til vikingetiden bliver ofte benyttet, hvilket ikke kun kan ses hos Peter Madsens i hans Valhalla-serie, hos Charlie Christensens versionering af Røde Orm, eller Søren Glosimodt Mosdals dramatiske epos Filmbulvinter, der kom i foråret. Skal man endelig sammenligne disse meget forskellige værker er det sidstnævnte udgivelse som Troldmændene fra Vestmannaeyjar minder allermest om, i både streg og kontektst.

Thomas Engelbrecht Mikkelsens streg er af flere andre anmeldere blevet sammenlignet med Mike Mignolas og ikke uden grund, for ser man på den måde Thomas eksempelvis skildrer dæmoner, fluer og de hestekranierbærende troldmænd, vil man finde mange lighedpunkter. Til gengæld afholder han sig fra at benytte lige så meget sort i sine billeder, hvilket giver det samlede indtryk en lethed, som man ikke på samme måde oplever hos hans amerikanske kollega.

Man kan spekulere på om Mr. Mikkelsen måske er blevet lidt træt af at få foretaget denne nærmest automatiske sammenligning af anmeldere, men det skal altså forstås som en ensidig ros, idet Mignola ikke kun er en gudsbenådet billedmager, men også en fremragende fortæller. Samtidig giver sammenligningen tegnefans et pejlemærke at gå efter, for det kan ikke ignoreres at der både tematisk og grafisk er lighedspunkter.

Historien i Troldmændene fra Vestmannaeyjar tager udgangspunkt i et gammelt Islandsk sagn, der foregår efter pesten har hærget øerne. En gruppe mægtige troldmænd har forskanset sig på Vestmannaeyjar mens de venter på at døden igen forlader Island. Efter rum tid sender de en af deres egne rundt i landet for ved selvsyn at konstatere, at det er sikkert at vende tilbage, men under hans rejse gennem det øde landskab og de døde byer møder han pludselig en ung, smuk kvinde som på mirakuløs vis har overlevet pesten.

Vores hovedperson drages naturligvis af hende, i sådan en grad at han helt glemmer, at han har lovet sine troldmandskollegaer at vende hjem inden et givent tidsrum. Overskrider han denne dato har han givet tilsagn om, at de kan bruge deres magi mod ham og på den måde dræbe ham. Hvordan dette spænder af, skal naturligvis ikke afsløres hér, det må man få fat i tegneserien, for selv at studere.

Det som fungerer så fint i Troldmændene fra Vestmannaeyjar er dels at fortællingen er meget ordknap og udelukkende benytter teksten til at fortælle det som er strengt nødvendigt. Alt andet overlades til den meget ekspressive stil, som Hr. Mikkelsen mestrer. Udgivelsen er holdt i sort/hvid med enkelte, enkle rastereffekter, som tilføjer tegningerne en ensartet gråtone undervejs.

Skønt er det også at Mikkelsen flere gange undervejs lader flere sider passere uden ord, hvor det bliver stemningen der bliver det bærende element, fra helt enkle billeder af søpapegøjer der flyver, over mødet med kvinden som vasker vores hovedperson og tilbereder ham et måltid, til de mere udpenslede, groteske magiske ritualer som skildres idet dæmoner tilkaldes. Ord er unødvendige, tegningerne giver os alle de informationer vi har bug for. Det fungerer optimalt og er ustyrligt stemningsskabende.

Troldmændene fra Vestmannaeyjar er en rigtigt fin lille sag, som forhåbentlig vil finde et bredt publikum. Selv om tegnestilen som før nævnt skylder an vis amerikaner en del, så er både fortællingen og ikke mindst Thomas Engelbrecht Mikkelsens håndtering af fortællingen virkelig god. Det er ikke blot en 1:1 tegnet gendigtning af et islandsk sagn, men derimod en skæbnefortælling, der emmer af grafiskfortællelyst og en forkærlighed til det dystert magiske og det overnaturlige der synes at være blevet glemt i denne digitale tidsalder, men som var en fast bestanddel af vore forfædres univers.

Forrige anmeldelse
« Den forfinede klunser «
Næste anmeldelse
» Fatale vol. 1 »