Mest læste
[Tegneserieanmeldelse]

1 - Tegneserieanmeldelse
Fimbulvinter
2 - Tegneserieanmeldelse
En dyne af sne
3 - Tegneserieanmeldelse
Batman – Bogen om Nattens Ridder
4 - Tegneserieanmeldelse
Når jeg ikke er til stede
5 - Tegneserieanmeldelse
Det kinesiske værelse
6 - Tegneserieanmeldelse
Kakofonia
7 - Tegneserieanmeldelse
Einherjar
8 - Tegneserieanmeldelse
Goliat
9 - Tegneserieanmeldelse
Mimbo Jimbo
10 - Tegneserieanmeldelse
Habibi




Fatale vol. 1 / G. Floy Studio / 140 sider
Tekst: Ed Brubaker, ill: Sean Phillips (ill.), Dave Stewart (farvelægning)
Anmeldt 18/12 2014, 12:41 af Torben Rølmer Bille

Horror Noir


Horror Noir

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Forsiden på den nye tegneserie Fatale konnoterer umiddelbart noget indbydende for alle de, der holder meget af såvel hårdkogte kriminalfortællinger, som af gyserhistorier, for det viser en forførende kvinde – en femme fatale – der sensuelt lader sin hånd glide ned af cottoncoaten på en mand, der ser ud som om han er enten i ekstase eller i trance. Hun er dog ikke den eneste der befamler manden, for det gør også en samling enorme blå tentakler, der naturligvis straks leder tankerne hen på H. P. Lovecraft. Forventningen er derfor ganske store, idet man forsigtigt (som var dette selveste Necronomicon) åbner omslaget og begynder læsningen.

Lad det blive sagt med det samme, Fatale er først og fremmest kriminalmysterie og sekundært kosmisk horror. For selv om det er en både mørk, barsk og overnaturlig fortælling man som læser bliver hvirvlet ind i, så udebliver der enorme tentakler, der pryder coveret fra selve fortællingen. Det betyder dog ikke at serien er skuffende, for som nævnt er detektivfortællingen, der først udfoldes, både spændende og interessant. Det er også en fortælling der byder på flere uforløste spørgsmål, så muligvis er det blot et spørgsmål om, at vi skal længere frem i serien, før de Gamle Guder begynder at røre på sig.

Der anlægges, til trods for den lidt forsigtige start udi det overnaturlige, en god stemning fra det første billede. Tegnestilen er lettere grov, med mange slagskygger og fokus på at føre læseren ind i et velkendt noir-univers, uden decideret at planke stilen fra Mignola eller Miller, der som bekendt også traverserer lignende grund. Farvelægningen er også holdt i brune, blå og røde sepiatoner, der får det helhedsindtrykket til at ligne en af de klassiske film fra noirs storhedstid, men uden samtidig at forfalde til et monokromt udtryk. Det er virkelig lykkedes Dave Stewart med sin farvelægning perfekt at underbygge den gode stemning, som tegningerne og ordene i øvrigt skaber.

Fortællingen foregår i to tidsperioder, henholdsvis i 1930erne og i 1950erne og fælles for de to historier, der i løbet af bogen, flettes sammen er den mystiske kvinde Josephine, der til trods for de tyve års forskel mellem handlingstrådene, ikke synes at være blevet en dag ældre. Hun bærer på nogle hemmeligheder som vi her i den første del, kun får løftet en flig af, men det er helt bestemt hende der fungerer som katalysator for begivenhederne, også idet det er hende der har givet serien sin titel.

Forfatteren Ed Brubaker og Sean Phillips har tidligere arbejdet sammen om kriminalstof i tegneserieform, i serier som Sleeper, Criminal og Incognito – alle titler som nærværende anmelder desværre ikke har stående på hylden, endsige hørt om før - men i Fatale viser de at de udover det hårdkogte kriminalstof også formår at bringe noget gyseligt og overnaturligt ind i disse universer uden at det kommer til at virke malplaceret eller unaturligt.

De tidsperioder som de arbejder med i Fatale er også velbekendt territorie for alle os nørder, der har spillet rollespillet Call of Cthulhu og glubsk fortæret H.P. Lovecrafts noveller og romaner i vor ungdom. Både spillet og mange af fortællinger har nemlig, lige som Fatale, opklaringen og afsløringen af det okkulte som deres omdrejningspunkt. Derfor forekommer det, i al fald i denne anmelders optik, som noget helt naturligt, at de ritualmord som efterforskes også ender med en jagt på kutteklædte kultister, hvis formål med mordene synes at have en agenda der rækker langt ud over det som fortælles direkte.

Fatale er måske ikke den flotteste tegnede serie man kan få under neglene i år, men hvad den måske mangler i detaljerigdom fortabes i de stemningsfulde skygger og i fortællingen, der både re hurtigt læst og som efterlader sin læser sulten efter mere. Det er neo-pulp når det er bedst og en udgivelse, der med sikkerhed vil appellere til alle de, der i forvejen holder af denne type dystre historier.

Af samme grund håber vi her på kapellet, at seriens anden del snart kommer på tryk, for det virker som om vol. 1 kun lige har kradset et lille hul i fortællingens betændte overflade og udelukkende lade et par spæde tentakler vise sig for os.

Forrige anmeldelse
« Troldmændene fra Vestmannaeyja... «
Næste anmeldelse
» Homo Metropolis 2013-2014 »