Forestillingen X-periment på Aalborg Teater er et nyt eksperiment i teaterverdenen, men samtidig erkender den sit inspiratoriske ophav til fulde. Den bygger nemlig på Shakespeares tragedie Othello, og kommer ud i den anden ende som et underholdende men lidt blandet resultat.

Palimpsest
Det er ikke en ny tanke, at fortidens tekster og fortællinger stadig indvirker på os i dag. Ofte sættes accepten af dette princip netop som et kendetegn for postmoderne tekster, der snylter på gamle tekster for at få ny mening ud af den i nyere tid. Om det er en specielt postmoderne grundsætning, kan man dog lade tvivlen bortlede, idet de fleste tekster jo netop ikke kommer ud af et vakuum, men i stedet danner sig ud af en kulturel samhørighed. Den vestlige kulturs grundtekst – den bibelske kanon – er eksempelvist dannet ud af mellemøstlige, ægyptiske og asiatiske myter, og de religiøse tekster danner da også grundlag for mange moderne fortællinger, der ofte kan læses som omskrivninger af religiøse forestillinger – se blot Anders Thomas Jensens film Adams æbler, der primært omskriver Jobs bog. Myterne er heller ikke uden indvirkning i de senere tider; man kunne nævne Wagners teatralske operaer eller et nyt eksempel som Suzanne Brøggers genfortælling af myten om Inanna. Det er således ikke et nyt fænomen, at tekster lader sig bygge på, inspirere af eller give kritik af andre tekster, der går forud for den ene.

Der findes flere begreber, der kan beskrive dette. Intertekstualitet (altså dialogen mellem tekster som basalt maksime) er et af dem, og en specifik form for dialog beskriver den franske narratolog Gerard Genette med begrebet palimpsest. Egentlig er en palimpsest et stykke pergament, hvorpå en ny tekst er skrevet ovenpå en gammel tekst, så den gamle stadig kan blive synlig – pergamenter lavet af dyreskind var kostbart materiale, af hvilket grund det var normalt at genbruge pergamenterne. Hos Genette kommer begrebet palimpsest til at fungere som en beskrivelse af tekster, der ”bygger oven på” andre tekster, hvor den gamle tekst stadig – i overført betydning – er underneden. Det betyder så også, at den nye tekst dermed sætter sig selv i dialog med den gamle tekst, hvorved der kan opstå en ny mening af den gamle tekst. Det er dette forhold, som den russiske teoretiker Mikhail Iampolski kalder ”den tredje tekst princip”. Dette princip handler om, at vi i nyere kultur læser fortidens fortællinger med et andet blik, end samtiden gjorde, og derfor forstår vi fortidens værker på en anden måde – ikke nødvendigvis bedre eller dårligere men blot anderledes. Det er også dette den engelske litteraturforsker David Lodge udnytter i sin skønlitterære ”campus novel” Small World fra 1984, hvor han lader sin hovedperson arbejde på, hvordan Shakespeare var påvirket af T.S. Eliot – altså inspiration i tilbageblik, og med dette mener David Lodge netop, at vi – efter T.S. Eliot – læser Shakespeare anderledes i dag.

Det er heller ikke en ny tanke at tage et drama af Shakespeare som fortidens repræsentant og lade det inkorporere i en ny fortælling. King Lear er eksempelvis blevet opdateret flere gange, hvor Akira Kurosawas Ran fra 1985 nok er det bedste resultat. Den fjerde dogmefilm The King is Alive af Kristian Levring fra 2000 tager også fat om King Lear. The Tempest, for at tage endnu et eksempel, blev også brugt af Peter Greenaway i Prospero’s Books i 1991. Og disse er blot nogle få af de mange Shakespeare-opdateringer, der er foretaget.

Eksperimentet X-periment
Det er primært ikke selve teaterforestillingen X-periment, der er det eksperimenterende tiltag, men snarere er det det, der gik forud for urpremieren. For det første satte instruktør Andreas Garfield sine skuespillere til at improvisere i tre uger, og ud fra denne improvisation skrev han stykket, der skulle blive til X-periment. Og dette improvisationens element kan mærkes i forestillingen, der opleves gennem en høj grad af troværdighed. For det andet inviterede Aalborg Teater op til premieren publikum indenfor til prøverne, hvilket med det samme understreger den selvbevidsthed, som stykket emmer af. Det er på samme tid et stykke, der hæver sit troværdighedsniveau gennem nærværende skuespil, men det også er et stykke, der i den grad er sig selv som teaterstykke bevidst.

Det kammer dog slet ikke over bliver metateater, idet selve dette selvbevidste element er velintegreret i handlingen. Det handler om fem fanger i et fængsel, der har meldt sig til et såkaldt eksperiment, hvor de skal være med i en opførelse af Shakespeares Othello under ledelse af en art underviser og dennes assistent. Dette skal fungere som et forsøg på at give fangerne en vis tro på, at der kan være andet end mere kriminalitet, når de kommer ud igen.

Dramaet udspiller sig så ud fra karakterernes enkelte roller, idet det er så som så med en klar handlingsstreng i fortællingen, men det er netop også en af styrkerne ved stykket. Rollerne er så skarpt skårne (måske lige på nær rollen Nasser, der ikke helt får vist sin rolle i forhold til resten), at dramaet hæver sig mellem de forskelligartede karakterer. Det er således mere et karakterdrama, end det er en narrativ fortælling, hvilket også lægger sig tæt ind til flere af Shakespeares dramaer, der jo også mest holder sig til karaktermæssigt forankrede konflikter (se blot hvor mange navne, der er brugt som titler), som jo selvfølgelig godt kan spinde en narration af sig.

Her stopper indvirkningen fra Shakespeare dog ikke. For det første forekommer der en lang diskussion af Othello, hvor fangerne rent faktisk viser sig at vide temmelig meget om, hvad stykket handler om (hvilket kan overraske eller undre en smule). Her kommer de dybt ind i en tematisk diskussion om, hvad det er, Othello rent faktisk handler om, og den mest ytrede mening er ’ondskab’. Her er det så den tredje teksts princip spiller ind, idet vi hermed forsøger at læse os (som tilskuere) tilbage til Shakespeare gennem X-periment, hvilket kan give os et nyt billede af dramaet. Ydermere placerer X-periement sig også i en klar disput i forhold til Shakespeares behandling af temaet om ’ren ondskab’ og om den findes. X-periment understreger, at ondskaben ikke kommer ud af intet, men er socialt forankret og udspringer af menneskelige og sociale strukturer, som er med til at danne det enkelte menneske – altså kunne man sige, at stykkets mere (måske lidt for) moraliserende tangent handler om, at vi – på en eller anden måde – er konstrueret igennem vores sociale omstændigheder. Altså er der ikke mange nye toner i det tematiske budskab.

For det andet – i forbindelse med indvirkningen fra Shakespeare – er indbygningen af passager fra Othello et specielt træk, der gør, at den der kender Shakespeare en smule kan ane sekvenser undervejs, der er taget (næsten) direkte ind fra det originale drama. Det er her palimpsest-tankegangen kommer til sin ret: Dele af X-periment er skrevet som variationer over Othello som originalt men tidsmæssigt opdateret værk, men grundstrukturen (skriften) fra Othello anes tydeligt underneden. Det er så her Kristian Levrings dogmefilm The King is Alive synes at være et tidligere, godt dansk bud på en Shakespeare-palimpsest: Her er – som det også netop gælder X-periment – den væsentlige pointe, at selve iscenesættelsen af dramaet motiverer situationer i filmen eller teaterstykkets handling. Det er dermed for så vidt ganske interessant at gå på skattejagt i X-periment efter direkte Othello-momenter, men altså er der heller ikke mange friske former i dette formsprog.

Vi skal med andre ord et helt andet sted hen for at finde teaterstykkets åbenlyse kvaliteter, og det kredser primært omkring performativiteten. Performance er et begreb, der fortæller noget om, hvordan mennesket som subjekt netop ikke handler om noget fastlagt værende, men har noget at gøre med det gørende, så at sige. Vores identitet og vores selvforståelse udspringer af, hvad vi gør – ikke nødvendigvis af, hvem vi er. På den måde er X-periment et ’gørende’ stykke teater, der for det første er blevet til i en improviserende proces, mens det for det andet også – i en anden nuance af performance-begrebet – spiller sig ud til publikum, der i stykket er gjort nærværende. Af og til tales der ”som om” et publikum ville være der, mens scenen selv også illustrerer dette nærvær: Det hele foregår nemlig ”på gulvet”, hvorved scene og sal ikke er klart adskilte. Til at starte med er det et net spændt op mellem skuespil og publikum, men da dette – et stykke inde i handlingen – trækkes til side, suges publikum tættere ind i stykket.

Teater er ofte anerkendt for netop det, at det er nærværende, present og til stede, mens det foregår, og denne fornemmelse af nærvær med/i stykket udmærker selve oplevelsen af X-periment. Så selvom selve fortællingen og udformning rent fortælleteknisk ikke bære originale penselstrøg, så ’virker’ stykket stadig, idet eminent skuespil (særligt Kathrine Høj Andersen som Anne Louise) og et – ja, undskyld udtrykket – fængslende scenarisk rum nærmest afkræver publikum en indlevelse. X-periment bør dermed sagt ses for sit nærvær og sit insisterende udtryk.