Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Frøken Julie Det Kongelige Teater, Skuespilhuset
Anmeldt 18/9 2017, 07:42 af Uffe Stormgaard

Håndgribelig symbolik i sommernatten


Håndgribelig symbolik i sommernatten

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Vi er ikke i tvivl. Hugo Alfvens poetiske melodi Midsommarvaka, for fuldt orkester, fylder teaterrummet. I halvlyset skimter vi, den sparsomme møblering. Sengene, et par komfurer, hvor gryderne slipper damp ud. Vi er down-stairs, i køkkenregionerne, helt nede i de dybere regioner, men bare vent, vi skal dybere – også i sindet. Midsommermelodien toner ud, en sortklædt kvindeskikkelse løfter på grydelågene – en voldsom damp vælter op. Kokkepigen Kristin tager gryden af komfuret, trækker op i skørterne og sætter sig over skrævs på gryden for at lade vandet – suppen er klar til at blive serveret for herskabet. Så er tonen slået an. Grov og håndgribelig symbolik. Og det skal blive ved, for vi bevæger os bogstavelig talt i de nedre regioner.

Jean, herskabstjeneren og kokkepigen er kærester. De har for længst har lagt dyd og borgerlig moral bag sig. Han kommer fortumlet tilbage til køkkenet efter en ophidsende dans med husets datter frøken Julie – for der festes i lo og lade, det er midsommernat, fyldt med al sit kogleri. Det er det August Strindbergs stykke Frøken Julie (1888) handler om - erotik, klassekamp og hykleri – endda så provokerende stærkt, at stykket blev forbudt i Danmark på grund af usædelighed og først i 20 år efter fik sin uropførelse.

Stefan Valdemar Holm, har i sin bearbejdelse og iscenesættelse ikke lagt filter på. Jean, er her den ældre herskabstjener (Henning Jensen) med stor erotisk tiltrækning – og formåenhed. Underdanig og lydig overfor greven, grov overfor kæresten Kirstine, og med skjulte drømme om at klatre op af velstandsstigen til hotel og grevetitel i Schweiz.

Så kommer, eller rettere stiger, frøken Julie (Amanda Colin) på tårnhøje plateausko, ned til underklassen/proletariatet med alle deres vilde dyriske instinkter. Ned til Jean, der let forfører/lader sig forføre, af den midsommerliderlige, tårnhøje overklassefrøken. En forførelse, der i Det Kgl.s opsætning, ikke overlader meget til fantasien – med orgasme, fryd og magtkamp.

Spørgsmålet er hvem der har overtaget i nattens elskov – herskab eller kryb? Den klassiske scene, hvor Jean kysser hendes sko, er kun en af mange ydmygelser. I denne hudløse grænseoverskridende psykologiske kamp, med skiftende overtag, hvor begge må ydmyges og erkende deres begrænsninger – og hvor Kristin også inddrages – mens grevens sorte, lange ridestøvler, der står til pudsning, er en stående påmindelse til alle tre om hvem der er herre og hvem tjener.

Frøken Julie er et mesterspil til illustration af menneskets lidenhed, dets læggen under for drifter og evige kamp for at hævde sig – helt igennem utiltalende. Og dog, midt i erotikken og de psykologiske rivegilder, skimter vi et ulykkeligt råb om hjælp, med en kortvarig tro på, at på bunden ligger kærligheden – at eros kan løfte os ud af hverdagens ydmygelser og simpelhed.

Det kgl. Teaters version lægger ikke fingrene i mellem. Henning Jensen er både med sind og krop den ældre Jean, fuld af lidenskab, underdanighed og måske håb – en store præstation i sig selv – men ikke helt troværdig i forhold til Amanda Colins unge pige, der nok er køn, liderlig og et forkælet overklassebarn, men hun mangler glød og smerte. Kirsten Olesen – helt i sort – er helt igennem kontant og tro mod sin klasse.

Forestillingen er, åh, så håndfast. Jean tager sig jævnligt i skridtet, Julie kan ikke sidde ned efter den hårdføre nat med Jean i kanen og som nævnt, Kirstin tisser i suppen til herskabets. Men selv skolemesterpædagogik til de allerbagerste rækker, kan ikke ødelægge, et intenst medrivende midsommerspil, der gør ondt og ikke efterlader hverken lykke eller sejrherrer – kun en erkendelse, at sådan er livet og som den gamle mester siger i Drømmespillet: ”det er synd for menneskene”.

Forrige anmeldelse
« Re-Formation «
Næste anmeldelse
» Diktatoren »