Mest læste
[Teateranmeldelse]

1 - Teateranmeldelse
Hedda Gabler
2 - Teateranmeldelse
De 3 musketerer
3 - Teateranmeldelse
Mord på Skackholm Slot
4 - Teateranmeldelse
Mens vi venter på Godot
5 - Teateranmeldelse
Yahya Hassans digte
6 - Teateranmeldelse
Den Lille Havfrue - The Musical
7 - Teateranmeldelse
Jeppe på Bjerget
8 - Teateranmeldelse
Frk. Julie
9 - Teateranmeldelse
Maskerade
10 - Teateranmeldelse
Vi elsker thaidamer




Aldriglandet Teatret Møllen
Anmeldt 22/12 2016, 11:30 af Hans Christian Davidsen

Peter Pan som episk teater


Peter Pan som episk teater

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

“Folk, der ikke får fortalt historier, bliver så frygtelig irriterende”, får vi at vide i Teatret Møllens poetiske opsætning af historien om Peter Pan.

Så bliver der ellers fortalt historier. For Møllen fortæller til publikum med ansigterne vendt mod publikum. I ny og næ falder der dialoger mellem karaktererne på scenen, men ellers er det episk teater med Brecht-agtige undertoner, Møllen i årevis har dyrket, og fortsat gør - med succes.

Egentlig er det forunderligt. Det er som med humlebien, som ifølge al naturlov og logik ikke burde kunne flyve: reglen om at en historie fortælles bedst ved netop ikke at fortælle den, men vise den, holder ikke, når Møllen spiller teater. Her er vi i Omvendtslev, ligesom et populært børneprogram hed på Danmarks Radio i 1970erne: Don’t show it - tell it!

Sart poesi
Selv om der fortælles og fortælles, opleves Møllens forestilling Aldriglandet ikke som fortællende. Især fordi iscenesættelsen midt i den sarte og unikke poesi lægger op til, at vi skal være kritiske observatører, der ikke bliver alt for distraheret af en egentlig handling, men også fordi Møllen bruger nogle herlige effekter til at tage luften ud af den ballon, som især Disney har pustet op i en stiliseret og simplificeret version af den skotske forfatter J.M. Barries roman Peter Pan. Med andre ord: Masser af underdrevet humor i stedet for ydre glamour.

Af sted på en skraldespand
Børnehaderen Kaptajn Klos håndprotese er - både når Klaus Andersen og Connie Tronbjerg spiller ham - den frygtindgydende metaldel fra et kultivator-redskab, som bruges i en villahave. Klokkeblomst behøver vi heller ikke se.

Vi mærker hende vimse rundt som en lille lysprik fra et lommespejl eller som en diskret messingklokke i Peter Pans hånd. Når Wendy og Peter Pan flyver af sted fra den grå og almindelige tilværelse til det fiktive Neverland er det på en skraldespandscontainer - som i øvrigt også gør det ud for det skib, som Peter Pan dukker frem fra.

Selv  den farlige krokodille gøres realistisk med blot en skygge og Connie Tronbjergs sultne, snerrende stemme. Hvor er det fascinerende lavpraktisk! Men man kan diskutere, om ikke iscenesættelsen hopper over, hvor gærdet er lavest, ved på et tidspunkt at bede publikum lukke øjnene og bare forestille sig og sætte fantasibilleder i gang.

I Møllen er det Wendy, der har hovedrollen - spillet af en skrap, men også sød Sara Line Møller Olsen.

Det at starte med er hun den vrangvillige og pr. automatik skeptiske teenager. Hun bruger megen tid på at fortælle, at hun slet ikke tror på Peter Pan. Det er ikke den almindelige historie, der fortælles her - men nok en endnu mere vedkommende, der taler lige ud af posen.

Forhutlede hjemløse
Thomas Jacob Clausen er ingen smuk eller drenget Peter Pan. Han har lange lokker, fuldskæg og en sjov hat på. Kostumering, manuskript, skuespil og scenografi er virkelighedsnært, og mit store spørgsmål før denne forestilling var: Er det børne- eller voksenteater? Ingen af delene. Eller rettere: Begge dele. Det er en svær kunst at ramme alle aldre og tage begge målgrupper alvorligt.

Scenografien er - surprise, surprise, når vi taler om Møllen - noget gammelt skrammel: Et beskidt sejl, stakke af gamle aviser, træpaller og kluns fra den nærmeste marskandiser. Det er ikke småborgerlighed, Wendy kommer fra, og børnene i handlingen er forhutlede hjemløse, der ikke blot spilles, men også fremstår som voksne - der ikke helt har fundet sig tilrette i det almindelige, måske trivielle, voksenliv.

Barndommens magiske anarki understreges effektfuldt af klezmer-agtig sigøjnermusik med skiftende rytmer og musikeren og multikunstneren Pete Livingstones varme violin omgivet af et orkester med klarinet, guitar og lilletromme. Det er den sidste detalje, der gør virkningen stærkere i det 75 minutter lange forløb med rolleskift og en glidende strøm af kammerspil, der taler til børn, der har lidt svært ved at forestile sig et voksenliv, og voksne, der skal mindes om det at være barn.

Forrige anmeldelse
« Kan du sige rødgrød med flød... «
Næste anmeldelse
» Sort vand »