Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Knack
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
8 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth
9 - Spilanmeldelse
SpaceChem
10 - Spilanmeldelse
Back to Bed




God of War / PlayStation 4
Santa Monica Studio / Sony
Anmeldt 26/5 2018, 15:44 af Torben Rølmer Bille

Guddommeligt episk


Guddommeligt episk

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

De, der har levet et liv, som har involveret mere end en Playstation-konsol, kender utvivlsomt Kratos, den Spartanske helt, der i PS2-spillet God of War måtte så grueligt meget igennem, før han kunne hævne sig på de, der havde slået hans familie ihjel. Der kom på Playstation 2 og Playstation 3 en række spil i serien, som alle havde det til fælles, at man styrede en meget bister, muskuløs kraftkarl gennem mange meget lineære baner, der vrimlede med klassiske mytologiske monstre. Man skulle slås med klamme hydraer, der kunne fryse vor helt til is, man kunne tage livtag med horder af minotauruser, skeletter og andre væsener for da slet ikke at tale om de guder og kolosser, som skulle nedkæmpes i utroligt flotte sekvenser, der førhen primært blev afviklet som en slags quicktime-events (altså kampe hvis udfald afhang af at spilleren trykkede på den rette knap på det rette tidspunkt - red).

Nu er Kratos tilbage, denne gang på Playstation 4, hvor man har valgt at bibeholde meget af det, som gjorde de originale spil så fandens spilbare, men samtidig har spildesignerne fornyet spillet og skabt et utroligt intenst actionspil, der samtidig er sat i en verden, hvor hovedpersonen kan bevæge sig væsentligt friere rundt end førhen.

Barsk historie
Da spillet starter, er spilleren vidne til Kratos, der sammen med sin søn på omkring ti år, sammenbidt og næsten tavs går rundt i et sneklædt skovlandskab for at lede efter de helt rigtige træer. Sagen er den, at drengens mor og Kratos’ mage netop er død og træerne, der fældes er på forhånd blevet nøje udvalgt af moderen. De skal bruges til at bygge det bål, som skal sende hendes sjæl godt på vej ind i efterlivet. Fader og søn virker fremmedgjorte over for hinanden. Sorgen er selvfølgelig medvirkende til dette, men det skal også vise sig, at denne sorg i løbet af spillet er det, der bringer de to tættere på hinanden.


I starten skal sønnike lære at blive træfsikker med sin bue. Den får han efterfølgende brug for mange gange.

For handlingen i God of War er basalt set en slags roadtrip. For at ære den afdøde, har far og søn svoret at kaste moderens aske ud fra den højeste bjergtinde i området. Den første opgave er selvsagt at finde vej til denne. En vej der bestemt hverken er fri for farer, forhindringer eller horder af dødsensfarlige modstandere.

Allerede helt fra starten af spillet, da man slås mod forholdsvis kapable men også overkommelige fjender, står det klart, at Kratos bestemt ikke har glemt, hvordan han deler lammere ud. Kratos er fra starten af spillet udstyret med en stor økse, som han er meget effektiv til at håndtere. Hans evner (og våben) udvikles selvsagt i løbet af spillet, men han starter også ud med at være sædeles handlekraftig – og har man evne til at trykke på de rigtige taster på det helt rigtige tidspunkt, oplever man også (som i de spil der kom før dette), at han er i stand til at slå fjenderne ihjel på en særdeles voldsom måde.

Den mystiske fremmede
Inden man har nået at spørge ”hvad blev der egentlig af Kratos’ kædeknive?”, dukker der en gennemtatoveret, spinkel mandsperson op ved Kratos’ hjem i skoven. Han kender tydeligvis Kratos baggrundshistorie - noget som faderen end ikke har fortalt sin søn for at skåne ham - og hvad er værre, så besidder denne mærkværdige fremmede nogle vilde, overnaturlige kræfter, der nærmest synes at matche Kratos’. Han ikke alene forsøger at provokere Kratos, men begynder ligefrem at slå løs på ham. Kratos gemmer sønnen af vejen og kaster sig selvfølgelig ind i en duel med denne skumle mandsling.


Det er ikke kun en spinkel, overtatoveret skikkelse Kratos skal kæmpe imod, der er også masser af langt større, fjender undervejs.

Tvekampen mellem de to er lige så brutal og episk at deltage i, som var man selv med i en brutal blanding af superhelte- og fantasyfilm. Mange spillere vil nok allerede her, meget tidligt i spillet, tænke at skaberne har malet sig selv op i et hjørne, for hvordan kan de dog toppe denne sindssyge duel? Det skal vise sig ikke at være et problem, for der venter spilleren rigtigt mange, episk vilde oplevelser forude.

Kratos trives i åbne landskab
I modsætning til mange af de tidlige GoW-spil, så er Kratos denne gang i stand til at bevæge sig langt friere rundt på de store og grafisk imponerende baner. Selv om spillet starter i Midgård, altså menneskenes verden, så skal Kratos og hans knægt selvfølgelig også rundt til en række andre mytologiske landskaber, der alle sammen er lånt fra nordisk mytologi og asetro.


Der er langt til bjergets top - også selv om det måske ikke virker sådan på billedet her.

Hvordan Kratos pludselig er havnet så langt væk fra det græske øhav, Olympen og de guder, der holder til der, skal selvsagt ikke afsløres hér, det bliver du ganske enkelt nødt til at spillet spilet for selv at finde ud af. De, der har spillet de øvrige spil i serien, vil dog på forhånd vide at vores hovedperson tidligere har delt så mange tørre tæsk ud til stort set alle guder i Middelhavsområdet, at det efterhånden har været svært at finde flere græske guder som Kratos kunne nedlægge.

Undervejs mod bjergtinden møder makkerparret også en masse mærkværdige figurer, både de der vil hjælpe dem. Eksempelvis møder spilleren at par stridende dværgebrødre, der på sigt er i stand til at opgradere våben, Kratos’ og sønnikes rustninger samt nogle af de magiske genstande og artefakter, man kan være heldig at finde på sit eventyr. Man løber også tidligt i spillet ind i en troldkvinde, der bor i et magisk hus dybt inde i skoven, spørgsmålet er blot, om hun er din ven eller ej. Flere af disse figurers identitet bliver afsløret i takt med, at man kommer længere og længere ind i fortællingen.

Ikke kun smadr
Selvsagt så kræver det lidt af spilleren at mestre alle de forskellige kombinationsmuligheder, der eksisterer for at få hovedpersonen til at eliminere modstanderne mest effektivt. Ofte er det et spørgsmål om at vælge den rette kombination af våben, samt parade og angrebsteknikker. Selv om det måske først virker lidt svært, er spillet også tilpas venligt, så selv halvgamle anmeldere kan klare kampene.

Selv om spillet primært drejer sig om at slås, løse fysiske gåder og finde forskellige genstande og power-ups, så er det langt hen af vejen forholdet mellem far og søn og deres rejse, der får det hele til at gå op i en højere enhed. Denne del af spillet er virkeligt fint konstrueret, for det viser sig at der måske alligevel gemmer sig en smule empati bag Kratos’ svulmende muskler og bloddryppende våben.


Der fortælles røverhistorier når far, søn og deres meget særlige følgesvend rejser rundt i landskabet.

I løbet af deres eventyr støder de også på en meget speciel figur, som de tager med sig på eventyr og som på forskellige tidspunkter i spillet – oftest når figurerne skal bevæge sig over længere afstande enten til fods eller sejle fra kyst til kyst i en af de mange både, som findes på banerne – fortæller eventyr, der også er hevet ud af den nordiske mytologi. Det skal dog nævnes, at hvis man enten er asetroende eller går meget op i at disse myter bliver fremstillet helt korrekt, så vil man måske nok skuffet over disse, for folkene bag God of War har taget sig en del friheder i forhold til enkelte fortællinger og figurer, der optræder, så det bedre kan passe ind i netop deres spilunivers.

Begejstringen vil ingen ende tage
Selv om God of War er et langt mere open-world-agtigt spil, end man har oplevet nogensinde før, så er det heller ikke et spil, der byder på lige så mange muligheder, landskaber, sidemissioner og detaljer som f.eks. Grand Theft Auto V, Skyrim, The Witcher eller lignende spil.

Hovedhistorien kan klares på omkring 10-12 timer, og selv om der så efterfølgende stadigvæk er ting man kan udforske, er der ikke på samme måder som de ovennævnte spil et væld af varierede sidemissioner, man kan kaste sig over. Det er selvsagt noget man kan forestille sig kunne dukke op senere i form af mere indhold, man kan downloade, men det gør ikke så meget, for selv om spillet ikke er så omfangsrigt, så er det stadig enormt tilfredsstillende bare at spille hovedhistorien igennem.

Kort sagt er God of War et spil som vil appellere til alle fans af spilserien, men selvsagt også til alle de, der aldrig tidligere har styret Kratos rundt. Det er et ekstremt varieret og voldeligt actionspil, der samtidig byder på en række interessante figurer og ikke mindst en endog meget velskrevet fortælling. Måske har man kunnet opleve delelementer af denne fortælling i andre sammenhænge tidligere, men hovedhistorien er både overraskende, vild, episk og ikke mindst virkelig rørende. Det er derfor ikke noget under, at Kapellet tilslutter sig det kor af begejstrede fans, der udråber God of War til et mesterligt spil, som du ganske enkelt bliver nødt til at have til din Playstation! Om dette vil få spillets designer til at reagere lige så følsomt, som da han så de første anmeldelser dukke op, er dog tvivlsomt

Forrige anmeldelse
« Shadow of the Colossus «
Næste anmeldelse
» Detroit – Become Human »