Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
7 - Spilanmeldelse
SpaceChem
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Bloodborne / PlayStation 4
From Software / Nordisk Film
Anmeldt 11/6 2015, 19:50 af Torben Rølmer Bille

Uhyggeligt udfordrende


Uhyggeligt udfordrende

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Advarsel: Den efterfølgende anmeldelse er, stik imod Kulturkapellets intentioner om at være et formidlingsorgan, der gerne vil ramme bredt, skrevet primært for dem, der holder af at spille og ikke mindst virkelig ”nørde” videospil, især den slags spil, der kræver at man investerer megen tid i dem. Derfor vil mange begreber og beskrivelser måske forekomme ret indforståede. For de der blot vil have den korte version, så er kapellets samlede anbefaling at finde i det sidste afsnit.

Op til udgivelsen af PS4 eksklusiv-titlen Bloodborne var begejstringen allerede at spore blandt spilentusiaster, for chefdesigneren Hideki Miyazaki fra From Software havde allerede etableret et positivt renommé på Playstation 3, idet det var ham der stod bag spillene Dark Souls I & Dark Souls II, samt det nært beslægtede Demon Souls. Fælles for spillene var, at de både foregik i en ustyrligt dyster fantasy verden og at denne verden var så grusom at spilleren, næsten uanset hvor erfaren denne var, konstant døde og måtte starte forfra.

Det er overordnet set samme læst som Bloodborne er skåret efter og det er også derfor at denne spilanmeldelse har måttet lade vente på sig, for selv om spillet i skrivende stund har været i handelen i lidt over halvanden måned var undertegnede da spillet ankom, så naiv at tro at der kunne blive forfattet en anmeldelse af hele spillet. Det kan desværre ikke lade sig gøre, da spillet, selv efter mere end 50+ times intens kamp mod de overnaturlige, blodtørstige bæster, der hærger den gotiske by Yahman og egnene omkring denne, ikke er gennemført. Faktisk virker det som om der stadigvæk er meget spil undertegnede har til gode, og selv om der nok allerede er en del af læserne, der vil ryste på hovedet, så er det faktisk en god ting.


Bloodbornes største by Yahman er både skræmmende og skræmmende flot.

Du døde... igen!
Til forskel fra de øvrige titler nævnt ovenfor, er Bloodborne nemlig ikke et spil, der bliver så frustrerende, at man pludselig i ren arrigskab kyler ens Dualshock™-controller gennem fladskærmen (selv om der måske er enkelte spillere der har haft lysten). For selv om den ildevarslende tekst ”Du døde”, for gud ved hvilken gang toner frem på skærmen og man indstiller sig på at stirre på load-skærmen, og starte helt forfra på en lang bane, der nu atter er blevet proppet op med de monstre man allerede har nakket så mange gange før, så har spildesignerene fundet frem til en nærmest perfekt blanding mellem playability, endeløs frustration over sværhedsgraden og ikke mindst glæden ved gentagelsen. For de gange det faktisk lykkes at nedlægge en af de mange imponerende bosser man møder på sin vej, føles det som om man har vundet Tour de France, eller triumferende står på toppen af Mount Everest med et glas champagne i hånden.

Selv om du kun meget langsomt får mulighed for at blive hurtigere, købe bedre våben og få mere livsenergi, så bliver man, takket være at man finde ud af hvor farerne lurer og måden som de forskellige monstre angriber på, langsomt bedre til den aktuelle bane man er i gang med. Det er også muligt at bevæge sig langt hen af en bane, og så pludselig låse en dør op, som bringer en tæt på det sted man starter, hvilket gør at spilleren, næste gang denne dør, bare kan snuppe genvejen, i stedet for at skulle hele banen igennem. Dertil kommer at banedesignet er så fedt lavet, at man det til trods (og for at score flere point) indimellem vælger den lange vej, da spillet har lært en hvordan den skal betrædes.

Lyde i mørket
Man fascineres dog også konsekvent fordi spillets verden er så ustyrlig, uhyggelig lækker at bevæge sig rundt i. Selv baner som man går i gang med for treoghalvtredindstyvende gang kan man blive så fascineret af, at man standser op for at lade kameraet dvæle ved omgivelserne. Selv om det oftest er meget mørkt, så gribes man til stedse over hvor lækkert det hele er lavet. Grafikken er meget japansk, forstået på den måde at spillet allermest ligner en meget dyr og dyster animé, rettet mod et voksent publikum.

Omgivelserne, monstrene og spillerens avatar bliver afviklet uden de mindste fejl (selv om det dog lykkedes spilanmelderen under en af de første møder med Bloodborne at lave et rul og ”sidde fast” blandt nogle statuer på den allerførste bane) og måden både figurer og omgivelser er animeret på er helt i top, men det visuelle står bestemt ikke alene.

Hvad måske virker allerbedst er nemlig lyddesignet i spillet. Har man derfor et velfungerende surroundanlæg i hjemmet leverer Bloodborne et af de mest overbevisende lydkulisser i nyere tid. Dette handler ikke kun om spillets brug af dramatisk musik når man konfronteres med en af de utallige bosser, som skal nedkæmpes før man kan åbne op for det næste save-point, det handler også generelt om de lyde der omgiver spillerens, idet han endnu engang løber eller sniger sig rund i de farlige brostensbelagte gader eller forvirret forsøger at finde vej i den dunkle skov. Fra ændringer i det underlag man bevæger sig på, vands dryppen ned af hustage eller et fjernt uhyres fnysen, så fungerer dette i dén grad til at skabe en helstøbt oplevelse, hvor spilleren også ofte netop benytter lyden til at orientere sig selv efter, idet angribere også gerne laver lidt støj inden man rammes af deres våben.

Langsomt fremskridt
Dræbes man, transporteres man, efter spillet har indlæst banen, tilbage til det udgangspunkt man startede fra, ofte det sidste savepunkt. Samtidig mister man også alle sine indsamlede erfaringspoint, i spillet kaldet ”blodekkoer”. Mister man mange idet man dør, kan man dog vælge at finde det sted, hvor man døde sidst og dræbe det monster der har ekstra lysende øjne, for på den måde at få sine blodekkoer retur – men man har kun en chance for det, for dræbes man undervejs, går disse tabt.

Alternativt kan man, hvis man har samlet en masse blodekkoer sammen, vælge at drage tilbage til savepunktet og tilgå det som kaldes ”Jægerens Drøm” en slags paralleldimension uden monstre, men hvor det er muligt at opgradere våben, bytte blodekkoer til indkøb af genstande (f.eks. våben, specialgenstande, osv.) eller bruge pointene til at opgradere ens stats.


Bloodbornes såkaldte 'Jægerens drøm' er det eneste sikre sted hvor spilleren er fri for angreb.

I starten af spillet finder man også en række gravsten, der i trit med at man kommer dybere ind i spillet kan aktivere, for på den måde at rejse både til det sted man er nået til og tidligere savepoints som man har åbnet op for. Dertil kommer en række bonusbaner, der gemmer på udfordrende bosser, men også en masse erfaringspoint, hvis man er i stand til at gennemføre dem. Det giver spilleren en frihed til at vælge mellem udfordringerne og på den vis føles spillet knapt så lineært som det ellers ville have været. Men husk på, det tager tid og tålmodighed at komme til dette punkt.

Alternativ multiplayer
Har man ustyrligt svært ved at klare en boss, er det en god idé at spille online, for gør man det og har man investeret i en ”lille klokke” kan bruge den til at tilkalde hjælp fra andre jægere, som spiller Bloodborne. Er man heldig dukker der en mere erfaren, hårdere spiller op, som kan assistere i den aktuelle situation. Det er langt fra altid dette sker, men er man heldig så kan dette også være med til at gøre frustrationen over en ekstra hård modstander en tøddel mindre.

Spiller man online vil man også opdage at andre spillere har lagt beskeder til deres medspillere, en funktion man også selv kan benytte. Disse hints er ofte ganske informative, selv om der også er hints der opfordrer spilleren til eks. at træde et skridt frem, selv om man så blot ryger direkte ned i en afgrund. Senere i spillet kan man også anskaffe sig flere klokker man kan ringe med, en hvor man selv tilbyder sin assistance til andre frustrerede spillere, og en der ligefrem signalerer at man vil kæmpe mod andre jægere. Denne måde at spille online på er ganske usædvanlig i 2015, men ikke desto mindre meget fedt tænkt i forhold til universet i Bloodborne, der netop skal være hårdt og uden nåde.

Brutale strategier
Spillet ligner måske ved første øjekast et meget gængs hack-n-slash eventyrsspil, med rollespilselementer og enkelte fysiske gåder undervejs, men det skal man ikke lade sig narre af, for der er faktisk en hel del fysisk strategi i den måde man går til de forskellige baner på. Lige som man har læst at kende en bane til fingerspidserne, ved hvor alle monstrene er og det lykkes en at slagte den næste boss, så åbner der sig straks en ny bane op, hvor monstrene er mindst lige så udfordrende som da man startede på det niveau man netop har gennemført. Det er der sikkert nogle der vil synes dette er alt for trættende i længden, men de der er blevet bidt af Bloodborne vil ikke have det anderledes, for så bliver man nødt til at finde en strategi og en taktik til at nedkæmpe disse bøller.


Bloodbornes bosser er indimellem usandsynligt svære...og så er de også ret klamme.

Selv om fokus er på de fysiske konfrontationer, der næsten kan beskrives som Mortal Kombat der har parret sig med Diablo, så er fortællingen i spillet også ganske interessant og både tonen i fantasyhistorien og de fysiske repræsentationer af flere af uhyrerne minder om dem man finder hos Lovecraft og hans arvtagere.

Kort sagt er der alle mulig gode grunde til at anskaffe sig en PS4, men Bloodborne er en af de bedste grunde. Det er et sælsomt, vanvittigt svært spil, der dog fastholder og belønner spilleren, med usandsynligt lækkert gameplay, imponerende grafik og en modstander AI der er så kompleks at selv gamle programmører vil have svært af vide, hvornår man skal angribe eller rulle væk fra fjenden. Det er stemningsfuldt, klamt og ikke mindst meget, meget vanedannende.

Forrige anmeldelse
« The Order: 1886 «
Næste anmeldelse
» Until Dawn »