Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Knack
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
8 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth
9 - Spilanmeldelse
SpaceChem
10 - Spilanmeldelse
Back to Bed




Shadow of the Colossus / PlayStation 4
SCIE / Blue Point / Sony
Anmeldt 27/3 2018, 18:14 af Torben Rølmer Bille

Melankolske monstre


Melankolske monstre

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er noget helt særligt over de spil, som udviklerne på Sonys eget firma Japan Studio skaber. Det er ikke mange måner siden, at vi endelig - efter mange års forsinkelse – fik muligeden for at spille The Last Guardian, der kunne ses som en form for direkte efterfølger til de eventyrlige Ico og Shadow of the Colossus.

Shadow of the Colossus var en af de allersidste titler, der udkom til Playstation 2 og et spil som både kritikere og spillere gik helt i svime over. Det med god grund. Shadow of the Colossus var nemlig et spil, der viste, hvor dygtige programmørerne var til at udnytte den gamle maskines motor til det yderste. Resultatet var at ens kæbe nærmest gik af led, når man måbede over hvor flot og stort det hele var.

Minimalistisk elegance
Shadow of the Colossus var samtidig et spil, der imponerede med sit meget simple koncept: lokaliser og nedlæg en række enorme monstre. Motivationen var lige så enkel, for i spillets start ser man den unge, navnløse helt ankomme på hesteryg til et enormt tempel med en livløs kvinde. Legenden vil, at nedlægger man alle disse væsener som gemmer sig i landskabet, så kan kvinden bringes tilbage til livet. Hvad man dog ikke gør for kærlighed?


Afsted på din trofaste hest mod endnu en kolos

I Shadow of the Colossus skal man hverken opgradere våben, sin hovedperson, finde nøgler til døre eller brygge forskellige trylledrikke for at komme videre. Spillet er på den led ufatteligt simpelt skruet sammen. Det betyder dog ikke, at det ikke er udfordrende – langt fra.

For at orientere dig, hvor den næste fjende lurer, skal du løfte dit sværd for at fange solens stråler, de samles i et punkt og rider du i den retning, støder du før eller senere på kolossen. Har du fundet væsenet, skal du dernæst finde en måde at dræbe den på. Igen kan du, såfremt der er sol, bruge dit svært til at lokalisere dens svage steder, og så er det blot et spørgsmål om, hvordan du kommer i nærheden af disse, for slet ikke at sige op på bæsterne, så du kan komme til at hakke sværdet i dem.

På selve skærmen ses oftest kun landskabet, vores hovedperson og dennes hest. Dette ændrer sig dog hvis man kommer i kamp, for så dukker der en rød bjælke op, der er en indikation for hvor meget liv du har tilbage og tillige er der konstant en gul cirkel, der viser hvor meget stamina din figur har. Staminaen er ganske vigtig, for man skal bruge denne for at klamre sig fast i kolossens pels med, når man klatrer rundt på den.

Uforklarligt smukt
Der er selvfølgelig en smule historie, der udfolder sig i løbet af spillet. Det er dog ikke en, der skal diskuteres her, både for ikke at ødelægge den for læsere, der endnu ikke har prøvet spillet og fordi fortællingen måske er det mindst vigtige i spillet. Det som er vigtigt er derimod oplevelsen af at vandre og ride rundt i dette mærkværdige landskab, der både byder på græssletter, tilsandede huler, enorme søer og meget mere, men alt sammen holdt i matte, støvede og tågede nuancer.


Ikke alle kolosser går på to ben.

På mange måder kan man sige at spillet foregriber nogle af de senere Zelda spil til Nintendos maskiner, for selv om landskabet man rider rundt i bestemt er hverken lige så farvestrålende eller børnevenligt, er følelsen af at være draget ind i spillets verden helt den samme. Det er ej heller underligt at spillet er lavet i Japan, for en af de få ting undertegnede ved med sikkerhed omkring japansk spilkultur, er at de ofte er meget glade for virtuelle verdener, der giver spilleren mulighed for at vandre rundt i det åbne landskab. Dette er de fordi mange japanere bor mange på få kvadratmeter. De meget trange boligforhold og mange mennesker, der bor samme sted gør derfor at der i Japan er godt salg i spil som f.eks. Hiking simulator, der egentlig er knap så meget spil, som det er en form for interaktiv gåtur i naturen.

I Shadow of the Colossus (lige som i Last Guardian og Ico) ved spilleren ved spillets start heller ikke rigtigt noget om den fantasyverden som man er en del af. Man finder undervejs i spillet ældgamle ruiner, men deres formål, hver der har skabt dem, eller hvor alle andre mennesker er, forbliver et mysterium. Derfor får man lidt følelsen af at være Palle alene i verden når man sammen med sin trofaste hest Ayo krydser de mange, flotte landskaber.

Sympati for uhyrerne
En af de mange forrygende aspekter ved spillet er også at man ofte sidder tilbage med en noget bitter smag i munden, selv efter at have vundet over en stor, farlig kæmpe. Det er naturligvis skønt at kolossen endelig dratter omkuld, men samtidig er det også lidt vemodigt at disse store, imponerende væsener, pludselig ligge stille på jorden. Efter kolossen er nedkæmpet går det et kort øjeblik, hvorefter en slags sorte tåge-tentakler skyder ud fra den og rammer spillerens figur. Han synker sammen, og idet han vågner er han ført tilbage til spillets centrale tempel, hvor en mystisk stemme giver informationer om den næste fjende i rækken.


Indimellem stopper man ganske enkelt op, bare for at nyde omgivelserne.

Det er ikke helt til at sætte fingeren på, hvordan det præcist er lykkedes spillets designere at man bliver lidt trist efter en endt kamp. Måske er det musikken i samspil med grafikken, måske er de støvede farver, måske er det ideen om at man som det eneste væsen i denne verden (foruden letskræmte firben, nogle fjerne fugle og ens hest) ligefrem dræber andre sakabninger, udelukkende ud fra håbet om at få liv i en død pige.

Grafikfnidder
Spillet blev gennemført af 14-årige Sebastian. Det vil sige lillebror Carl førte ofte hesten frem til bestemmelsesstedet og samlet set blev der brugt lidt over syv timer på at gennemføre Shadow of the Colossus. Selv om enkelte måske kan synes det var hurtigt overstået, så bør man også tage spillets pris i betragtning, for det er i skrivende stund prissat til lidt over to hundrede kroner, hvilket er halv pris af et ny spil.


Find det svage sted på kolossen - det lyser op hvis man har markeret det med solens stråler

De unge spillere, især den ældste af dem, kommenterede også flere gange undervejs over både nogle dele af styringen, når hovedpersonen ikke helt gjorde som han ville – men det er en del af spillets charme. Hesten Aro er også ganske svær at få til at reagere præcist på tastetryk og kommandoer. Sebastian hassellerede også over at der flere gange var grafikfejl, så som at vor avatar, pludselig ”trådte igennem” et stykke landskab, eller på anden vis opførte sig lidt besynderligt, men her bør man måske tage med i vurderingen at det ret beset er en grafisk opdateret version af et spil fra 2005, så det er 13 år gammelt! Det føles dog på ingen måde gammelt, for oplevelsen er lige så bjergtagende som dengang ungernes far kæmpede med kolosser på PS2.

Fra undertegnedes perspektiv virker det også som om at spillet er en anelse nemmere at gennemføre end det var på PS2. Det kan måske skyldes at sønnike bare er en bedre spiller end anmelder var for 13 år siden, men det virker som om spildesignerne har gjort sværhedsgraden ”normal” væsentligt nemmere i PS4-udgaven. Det skal i samme åndedræt nævnes at den sidste bosskamp var lige så svær og frustrerende, som undertegnede huskede den.

Nyt er det også at man – når man er igennem spillet kan vælge at forsøge at kæmpe mod alle kolosserne på tid, spille spillet igennem i en plus-version og endelig spille det, hvor den verden man kender er blevet spejlvendt. Uanset disse ændringer, småfejl og nye tiltag, skal man, enten som fan af originalen eller som spiller, der aldrig før har oplevet spillet, skynde sig at få fat i det, for det forbliver en både unik spiloplevelse som bliver siddende i både krop og bevidsthed længe efter Playstationen er slukket. NB: Spillet fungerer fint på et helt almindeligt tv, men det anbefales at se kolosserne på den størst mulige skærm og med surrounden skruet så meget i bund, at man kan mærke det i fødderne, når de enorme bæster kommer trampende.

Forrige anmeldelse
« Hidden Agenda «
Næste anmeldelse
» God of War »