Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
Knack
8 - Spilanmeldelse
SpaceChem
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Ratchett & Clank – Tools of Destruction / PlayStation 3
Insomniac Games / SCEE/ Nordisk
Anmeldt 30/12 2007, 18:21 af Torben Rølmer Bille

”Jeg havde nær ikke genkendt jer i High Def”


”Jeg havde nær ikke genkendt jer i High Def”

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er basalt to slags spillere. Den ene slags søger fordybende, taktiske og komplekse simulationer, og så den anden har bare lyst til at smadre en masse aliens, hoppe over ting, samle point og løbe gennem imponerende scenerier. Hvis du hører til sidste, så er Ratchet og Clank – Tools of Destruction klart et spil du må eje!

Spilserien om den lille lodne Lombax, Ratchet, og hans mekaniske ven startede i 2002 og var et af de første europæiske spil, der blev udbudt som bundle sammen med Playstation 2 i Japan. Det var dog næppe tilfældigt, for ud over at være grafisk imponerende og et ganske omfattende platformspil, udmærkede det første sig markant fra konkurrenterne ved ikke at skulle bruge tid på at loade mellem de enkelte baner. Fiffet var, at man viste Ratchet og Clanks rumskib, der fløj fra den ene planet til den næste, mens banen blev digitalt gjort klar. Bemærkelsesværdigt var også den gennemgående humor i spillet. Den havde lidt mere bid end mange andre tuttenuttede titler på markedet og lavede ofte grin med hele spilsituationen. Endelig var spillets balancegang mellem traditionelt platformspil og actionspil perfekt fordelt, så fans af begge genrer var stillet tilfreds.

I løbet af tre fulde titler (og et enkelt spin-off) til Playstation 2, samt et enkelt PSP spil, har Ratchet og Clank kæmpet sig gennem et utal af fjender, samlet en fantasillion møtrikker op, og købt større, sejere og mere bizarre våben end nogen andre spilhelte på markedet. Serien har desuden introduceret spilverdenen for en lang række sjove og tåbelige karakterer, hvor den patetiske Kaptajn Quark, foruden vore hovedpersoner, måske er den mest prominente. Quark er en krydsning af en spandex-klædt superhelt og Kaptajn Kirk, uden dog at være hverken særlig super eller beslutsom. Ganske som i de forrige spil er det Quark, der i Ratchet og Clank - Tools of Destruction får ødelagt den ellers så rolige dagligdag for vore to helte.

Onde, sværtbevæbnede aliens
Plottet i spillet er hverken særligt dybt eller hyperkomplekst. En ond lille gnom af en alien, Kejser Tachyon, har sammen med sine amøbeagtige undersåtter planer om at få resten af galaksen til at underkaste sig. Det går naturligvis ikke an. Så vore helte må atter træde i karakter og hoppe, slå og blaste sig gennem et utal af monstre, i håbet om ikke kun at redde galaksen, men også at komme til bunds i hvor resten af Lombaxerne er blevet af. De er nemlig på mystisk vis forsvundet, og Ratchet er måske den sidste i universet. Undervejs møder man også obligatoriske bosser, men de er ikke særligt vanskelige at besejre, og Tachyon selv er langt fra så svær at få ned med nakken, som Dr. Nefaruious var det i seriens tredje del. Historien i Tools of Destruction kompliceres yderligere af nogle små robotagtige væsener, Zoni’erne, som kun Clank kan se, og som hjælper ham på de solomissioner, hvor spilleren udelukkende kontrollerer ham.

Selvom spillets finale er en cliffhanger af dimensioner, er den åbne slutning bestemt ikke frustrerende, ud over at man må væbne sig med tålmodighed, inden fortsættelsen kommer. Ligesom i de andre spil i serien er det et spil, som man gerne vil spille igen, selv efter det netop er blevet gennemført. Selv om replay-værdien måske er begrænset, så åbnes der efter finalen op for et hårdere niveau, og spilleren kan nu begynde, at lede efter alle de gemte områder, få låst op for alle ekstra-features, små film og meget, meget mere. Samtidig starter man med hele sit arsenal intakt, og det er jo måske en af de vigtigste årsager til at tage en tur til.

En masse ødelæggelsesværktøj
Valget af mærkværdige våben har i det nye spil fået endnu et nøk. Ud over de våben, man allerede har mødt i de andre spil, er et af de sjoveste nye påfund en såkaldt ”Groovitron”. Fyrer man den af, skabes en stor discokugle over monstrenes hoveder. De begynder straks at danse, og mens de er optaget af at ligne John Travolta, kan man pløkke løs på dem!

En af de mange ting, der har været seriens force, er, at man aldrig er helt sikker på, hvad den næste bane vil bringe. Naturligvis er langt de fleste baner en krydsning mellem traditionelt skyde/smadrespil, bosskampe og platformspillets udfordringer, men Ratchet og Clank har også altid forstået tiltrækningen ved minispil, eksempelvis puslespil, der skal gennemføres for at åbne døre, eller arkadeagtige flyvespil, hvor man skal plaffe fjender ned, for at nå frem til den planet, hvor ens næste mission venter. Disse puzzle-elementer giver en skøn afveksling i gameplayet og gør, at man som spiller ikke kører træt i, hvad der ellers kunne have været alt for repetitativt.

Laber styring
Skønt er det også, at spildesignerne virkelig har fundet ud af at udnytte Sinaxis-controllerens indbyggede bevægelsegyro. Det er superfedt at styre Ratchet, mens han svæver fra stor højde ned mod den næste bane. Ved blot at vippe controlleren fra side til side og op og ned skal man forsøge at undgå de raketter og andet grumt stads, der sendes mod ham. I andre sammenhænge skal man bruge samme form for styring til at guide en laser for at åbne op for alternative ruter på banerne, eller for at styre en kugle rundt på en kuglebane i forsøget på at åbne nogle elektroniske låse.

Efter Clank, på et tidspunkt i spillet, får monteret vinger, bruges samme metode til at få ham til at svæve gennem tunneller og hen over landskabet. Det eneste sted, hvor denne effekt ikke er udnyttet godt, er i det tornadovåben, man kan anskaffe sig. Våbnet er ganske effektivt, men tornadoen lader sig ikke særligt godt styre af sinaxis-funktionen, og man opgiver hurtigt at bruge den. Det er dog kun en lille skår i glæden ved denne gode debut på next-gen konsollen.

For børn i alle aldre
Ratchet og Clank er ganske vist et spil, der herhjemme har fået aldersgrænsen 7+, men det må sikkert bero på, at man skal være over 7 for i det hele taget at kunne styre spillet. Jeg valgte selv, efter grundig overvejelse, at vise det til min søn på snart 4, og han var helt igennem begejstret, så har man børn er det perfekt tidsfordriv, forudsat at de godt kan tåle ting, der eksploderer og tegnefilmsagtig voldsomheder.

Kort sagt så er Ratchet og Clank – Tools of Destruction et spil, der er næsten lige så sjovt at se på, som det er at spille. Der sker konstant noget på skærmen. Der er et væld af fint animerede, morsomme cutscenes, der er med til at fremskynde handlingen. En af mine favoritter er, da Ratchet og Clank møder deres gamle ven mekanikeren og han udbryder: ”Øj, det er jo jer! Jeg havde nær ikke genkendt jer i High Def.” Er ens PS3’er indstillet til dansk, vælger spillet automatisk det sprog.

Selvom Ratchet og Clank altid har set bragende flot ud, så er det ingenting imod, hvordan de tager sig ud på PS3’eren. Der er simpelthen dømt fantastisk øjeguf! Farverne står klart, der er stort set ingen grafikfejl, og man får nærmest lyst til, at ae Ratchets lodne ører, hvis man kunne. Igen og igen må man forundres over detaljerne i såvel flora, fauna, arkitekturen og alt det andet, som man i løbet af de 10-12 timers spilletid flår, hamrer, og smadrer helt til ukendelighed.

Forrige anmeldelse
« Assassin's Creed «
Næste anmeldelse
» Uncharted – Drake’s Fortune... »