Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
The Last of Us
6 - Spilanmeldelse
SpaceChem
7 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




Watch Dogs / PlayStation 4
Ubisoft / Sony / Nordisk Film Interactive
Anmeldt 25/7 2014, 22:28 af Torben Rølmer Bille

Hackerblues


Hackerblues

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det har næppe forbigået nogen spilleres opmærksomhed, at et af årets mest ventede titler, Ubisofts Watch Dogs, er udkommet. Det er spil, der byder på en omfattende åben verden, denne gang en virtuel repræsentation af Chicago og som tilbyder at spilleren kan hacke stort set alle de elektriske og elektroniske systemer, for på den måde påvirke omgivelserne.

Idet man først griber controlleren, er der meget der føles velkendt i Watch Dogs. For har man spillet GTA, Infamous, eller for den sags skyld andre af Ubisofts egne ’open-world’-spil som Assassin’s Creed, så vil følelsen af at være en del af en travl storby, hvor man kan stjæle køretøjer, gå ind i bygninger og bevæge sig mod en masse forskellige missionspunkter på det enorme kort være bekendt, men allerede i spillets første bane, opdager man at Watch Dogs har forsøgt at lægge et ekstra lag til denne oplevelse.

Under en finalekamp på et stort stadion, har man gennempryglet en skurk med forbindelse til hovedhistorien og efterfølgende bliver man nødt til at flygte fra stedet og samtidig undgå det politi, som er blevet tilkaldt, Det er ikke nemt og kan ikke lade sig gøre, med mindre man bruger sine evner som hacker. Aiden Pierce, som helten hedder, er afhængig af hans mobiltelefon, for den gør ham i stand til eksempelvis at hacke sig ind i et overvågningskamera, fra dette kamera finde et nye kamera som man hacker sig ind i og via et tredje kamera eksempelvis forstyrre sig ind i den enkelte politimands trådløse kommunikation. Det bliver også nødvendigt, mod slutningen af banen, at skabe en større strømafbrydelse, så Adien kan slippe uset væk i mørket. Allerede her får spilleren altså et indblik i, hvor brugbar Aidens evner som hacker kan være, men det stopper ikke her.



I trit med at spillet udvikler sig og man har mulighed for at fordele nogle af de erfaringspoint man optjener, bl.a. ved at gennemføre mindre sidemissioner eller ved at klare hovedmissionens forskellige dele, får Aiden pludselig mulighed for også at påvirke byen, mens han kører igennem den. Det starter i det små ved at man kan give grønt lys for alle billister i et lyskryds, eller man kan hæve broerne over floden, aktivere de elektrisk-styrede chikaner i vejen, hvilket i sagens natur er meget brugbart, når man enten har skurke eller politi i bakspejlet. Senere kan man også overbelaste trykledninger under vejen, så kloakdæksler eksploderer, forstyrre politiradioen, så de enkelte enheder ikke kan kommunikere om ens location eller ligefrem afbryde al strøm i en større del af byen. Eksempelvis er også muligt for Aiden at hacke og standse et af byens mange tog og stige på dette, hvis man er i nærheden af banelegemerne.



Hvis Aiden ikke er i gang med en hæsblæsende flugt i et af de mange forskellige køretøjer og i stedet blot slendrer ned af gaden, kan han ubemærket hacke forbipasserendes mobiltelefoner, og på den måde lænse deres konti for penge, som han efterfølgende overfører til sig selv, eller få nys om forbrydelser i nærområdet, som han så kan forhindre og på den måde også optjene evnepoint. Der er også sidemissioner hvor man kan hacke sig ind i bygninger og folks webcams, ved først at omgå stedet sikkerhedssystem (en slags mini-puzzle-game, hvor man skal låse op for forskellige dele af netværket) .

Onlinedelen er sømløst integreret i hoveddelen af spillet, så man eksempelvis pludselig kan opleve at der er nogen der forsøger at hacke Aiden. Så gælder det om at få opsporet og dræbt den anden spiller så hurtigt som muligt. Aiden kan i den forbindelse også selv få tilbudt missioner om at hacke andre spillere og vil man udforske spillets onlinedel mere proaktivt, kan man opsøge dette og opdager på den måde at der også i denne del af spilet er masser af tage sig til – eksempelvis gaderæs og forskellige udfordringer af mere skydeglad karakter.

Der er altså nok at tage sig til i Watch Dogs og går man alene efter at gennemføre hovedplottet, er det heller ikke noget man kan gennemføre på en eftermiddag, med mindre man er en virkelig erfaren spiller og eftermiddagen bliver strukket ud til sent om natten.

Den grundlæggende fortælling er måske det element som er det svageste i spillet, for selv om historien er glimrende og stemmeskuespillet fint, så indeholder det en række delelementer som man har set rigtigt mange gange før. Aiden er nemlig ude på hævnmission, idet hans niece blev slået ihjel i det uheld der blev forårsaget af ukendte gerningsmænd, som skød mod Aidens bil. Selv om Aidens søster tigger og beder ham om at holde inde med sit forehavende, især da niecens bror er blevet traumatiseret på grund af tabet, fortsætter han stålsat sin vej mod at afdække sandheden og gerningsmændene. Undervejs møder han naturligvis både nye venner og fjender og selv om det hele er både ganske flot iscenesat, så er der altså ikke nok nye plottwists og overraskelser undervejs til at forbløffe den rutinerede spiller. Jovist, man engageres følelsesmæssigt, men langt fra lige så effektivt som i andre, lignende spil.

Selv om Watch Dogs måske strukturelt minder om andre lignende spil, så er det de mange ganske forskellige missioner, sidemissioner og Aidens evne til at manipulere med sine omgivelser, der gør at spillet får en vedvarende appel. Sværhedsgraden er så tilpas afstemt at frustration over visse baner (i denne anmelders tilfælde især de hvor man skulle sørge for at gelejde truede figurer gennem baner fyldt med skurke alene ved brug af overvågningskameraer) aldrig kommer til at fylde så meget, at man kaster sin controller ind i væggen i arrigskab.



Samtidig er Watch Dogs som mange af Ubisofts andre ’open-wold’-titler bragende flot at se på. Her kommer next-gen-grafikken virkelig til sin ret, når eksempelvis en tung regnbyge afløses af sol og vandpytterne genspejler lyset idet man løber eller kører forbi dem. Ud over vejrliget er der er meget at se på i Chicago, fra skiftende bymiljøer, tæt trafik, animerede reklameskilte og masser af liv i storbyen. For selv om køremekanikken og skurkenes AI er lidt vel arkadeagtig, ville det heller ikke have klædt spillet med en større realisme her – for det er basalt et sjovt, tredjepersons skyde/køre-spil vi har med at gøre.



Spillet er heller ikke voldsomt blodigt, med mindre man ser bort fra mellemsekvenserne i hovedhistorien. Der skydes godt nok på livet løs og Aiden falder ofte grimt på motorcykel, hvis han kører ind i en holdende bil med 250 km/t. - men han børster støvet af og rejser sig op uden ret mange skrammer. Blod er der heller ikke meget af, når der udbryder åben gadekrig eller kæmpes på livet løs i parkeringshuse hvor hackerevnerne også kan bruges til at få modstandernes granater til at detonere eller overbelaste el-skabe der kan sprænge i luften tæt på skurkene på et givtigt øjeblik. Selv om grafikken er realistisk er der altså hverken blod, afrevne lemmer eller hjernemasse og af samme grund kan man også spille dette utroligt flotte spil, mens familiens større børn er med på en kigger.

Watch Dogs lever altså næsten helt op til sit hype. Samtidig er det en virkelig god investering, da det er et spil man, takket være omfanget, skal bruge virkelig lang tid på, hvis man hører til de vil jage alle trophies eller blot gennemføre alle sidemissioner. Det er måske ikke revolutionerende nytænkning, men det er solid underholdning hele vejen igennem og så er det faktisk forfriskende at spile et spil der, til trods for de tilsyneladende science-fiction-hacking elementer, ender med at blive ganske nutidigt og troværdigt.

Forrige anmeldelse
« inFAMOUS – Second Son «
Næste anmeldelse
» The Order: 1886 »