Mest læste
[Spilanmeldelse]

1 - Spilanmeldelse
Bloodborne
2 - Spilanmeldelse
Ratchett & Clank – Tools of Destruction
3 - Spilanmeldelse
Assassin’s Creed IV – Black Flag
4 - Spilanmeldelse
Far Cry 3
5 - Spilanmeldelse
Assassins Creed - Brotherhood
6 - Spilanmeldelse
The Last of Us
7 - Spilanmeldelse
SpaceChem
8 - Spilanmeldelse
Knack
9 - Spilanmeldelse
Back to Bed
10 - Spilanmeldelse
South Park: Stick of Truth




The Order: 1886 / PlayStation 4
Ready at Dawn / Sony
Anmeldt 19/3 2015, 20:41 af Torben Rølmer Bille

Smuk, lineær oplevelse


Smuk, lineær oplevelse

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

En af de fantastiske ting ved at være gamer, er at man kan give sig selv utroligt mange forskelligartede spiloplevelser. Selvom man forsøger at være opdateret på de allernyeste spil, er det nærmest umuligt at nå gennem dem alle, og der kan - i sagens natur – være mange gode grunde til, at man sætter sig til rette foran sin konsol eller PC.

Grunden til denne noget aparte start på en spilanmeldelse, skyldes primært nærværende anmelders aktuelle spilsituation. For efter at have brugt over 85 timer på et utal af sidemissioner, dialogsekvenser, opgraderinger af genstande, søgen efter skjulte skatte og ikke mindst nedkæmpning af gigantiske drager i EA’s imponerende Dragon Age: Inquisition, var det en noget mere overskuelig opgave at gå i gang med The Order: 1886. For dette spil er nemlig betydeligt hurtigere at gennemføre.

Lange, flotte cutscenes
Længden af et spil hænger ikke nødvendigvis sammen med kvaliteten, for det er forholdsvis nemt at komme i tanker om meget lange, komplekse og ustyrligt kedelige spil, eller for den sags skyld korte, hurtigere, men samtidig langt mere intense spiloplevelser. The Order: 1886 hører til sidstnævnte.

Spillet hører til en af de mest imponerende grafiske oplevelser, man kan forkæle sin PS4 med i skrivende stund. Spillet består af en række længere cut-scenes, hvor spilleren passivt må se til, mens spillets historie udfolder sig, før man bliver kastet ind i en række voldsomme og ganske intense kampe. Overgangen mellem disse filmsekvenser og spil er ikke til at få øje på, for idet man kontrollerer hovedpersonen Galahad, ændrer det grafiske udtryk sig stort set ikke. Ganske enkelt - meget imponerende.


En af missionerne starter med at man skal fire sig ned af en zeppeliner


Handlingen er, som titlen antyder, hensat til en alternativ udgave af 1886, og idet spillet starter befinder vi os i London. Byen ligner mere eller mindre sig selv, men den væsentligste ændring er, at enorme Zeppeliner-luftskibe fylder himlen, at vampyrer og varulve lurer i de mørkeste gyder og ikke mindst, at spilleren indtager rollen som en vaskeægte ridder, udstyret med højteknologiske våben.

Mysterier i mørket

Handlingen starter in medias res, ved at det første spilleren udsættes for, er at blive tortureret af to særdeles hårdhændede betjente. Det lykkes dog at flygte fra fangekælderen, men kun for at blive stoppet få øjeblikke senere. Herefter springer handlingen en par måneders tid tilbage i tidslinien, og spilleren kan på første hånd opleve, hvordan det kunne gå så galt for hovedpersonen.

Galahad hører til Ordenen, en slags videreudvikling af Kong Arthurs gralriddere, der nu tjener Imperiet trofast, og som med hård hånd forsøger at nedkæmpe terrorister, uhyrer og andre trusler mod tronen. De har alle en lille flaske med en helbredende, nærmest magisk væske, som naturligvis alluderer til netop gralmyten. De første missioner lader spilleren være et respekteret og integreret del af denne barske specialenhed, før handlingen trækker spilleren i en anden retning.

Spillet læner sig op af både steampunk-genren, og det vil med sikkerhed også appellere til alle de, der med stor iver har kastet terninger til rollespil som Vampire & Werewolf, har spillet andre fantasy-spil som Thief, læst tegneserier som League of Extraordinary Gentlemen eller har set tv-serien Penny Dreadfull. For disse vil spilverdenen på én gang virke fremmed og underlig velkendt. Det er Sherlock Holmes’ tågede version af London tilsat en del overnaturlige og teknologiske anakronismer. Det lyder måske på ovennævnte beskrivelse som en spilverden, der ikke hænger ordentligt sammen, men der går ikke ret mange minutter, før man er fascineret af denne støvede, beskidte, gotiske og mørke metropol.

I løbet af spillet bevæger man sig rundt i byen, fra Whitechappel, hvor Jack the Ripper tilsyneladende hærger, over hustage, gennem The Docklands, og naturligvis bliver der også tid til et visit til Ordenens hovedsæde i Westminster. Detaljegraden og grafikken er så flot og stemningsfuld på mange af disse lokaliteter, at man ofte tager sig selv i at bevæge sig væk fra skyderierne, blot for at studere omgivelserne.


Galahad kigger ud over Londons alternative 1886'er skyline.


Mere film end spil
Siden de allerførste computerspil, har det været diskuteret, både blandt spildesignere, spilteoretikere og brugere, om det kan lade sig gøre at lave et spil, der minder om en interaktiv film. Der er mange bud på dette, men det største problem har været at finde en balance mellem de handlingsbærende elementer, som spilleren ikke selv kan styre og spilelementerne.

Er man derfor ikke tilhænger af sådanne længere handlingssekvenser vil The Order: 1886 nok ikke være et spil, der vil appellere, da der forekommer en hel del af disse scener, som fungerer som pause mellem de dele af spillet, man har indflydelse på. Selve spildelen ændrer dog ikke noget som helst ved mellemfilmene, hvilket gør, at The Order: 1886 ikke er en af den slags spil man har lyst til at spille igen, til trods for at det kan klares på en halv dags tid, for spillet ændrer sig ikke fra gennemspilning til gennemspilning.

Dertil: Når spilleren så bliver sluppet fri, så er fokus dels på at skyde løs – undtaget i et par enkelte situationer, hvor man bliver nødt til at snige sig gennem banen. Der findes også enkelte steder, hvor man skal lirke en dør op eller få startet en generator, men disse minigames er meget nemme. Sværhedsgraden i spillet er generelt passende, men undertegnede oplevede en bane mod spillets slutning, der var en del mere vanskelig end ellers, hvilket ledte til en del frustrationer.


Flot og stemningsfulde gader, bare synd der ikke er flere baner.


Fordybelse eller formidling?
The Order: 1886 er et spil, der gerne vil en masse, men som desværre kun når halvt i mål. Det er udkommet eksklusivt til PS4 og er skabt af spilstudiet Ready at Dawn, der bl.a. består af tidligere folk fra Naughty Dog, som nok bedst kendes for Crash Bandicoot og Uncharted-serien. Ifølge netkilder, bl.a. Wikipedia, har spillet været under udvikling siden 2010 og det var tanken at det oprindeligt skulle have været mere som netop Uncharted, i stedet for det noget gammeldags og lidt rigide spil, som er blevet slutresultatet.

For selv om historien er virkelig spændende, figurerne interessante, verdenen som er blevet skabt uhyggelig flot at se på, så ændrer det ikke på det faktum, at gamere i 2015 er vant til mange flere interaktive muligheder. Det handler ikke kun om, at man som spiller kan yde indflydelse på selve fortællingen, men også om at der måske findes 2-3 objekter på hver bane, som man kan finde, ganske få trophies man kan udelukke og måske allerværst, at spillet er så hurtigt slut. Selvom der utvivlsomt er gået en masse penge til spiludviklingen og det grafiske departement i selskabet, så er det næsten urimeligt at opkræve næsten 500 kr. for et spil, der både er så kort, og som tilbyder så få muligheder i forhold til at genspille det.

Det lyder måske som en meget hård dom, men det er det egentlig ikke, for spillet er bestemt både værd at spille og ikke mindst værd at skue. Det ville blot have været rart, hvis designerne på Ready at Dawn havde været langt mere ambitiøse, især når man er blevet vant til alle de open-world spil, som er kommet i løbet af de seneste år. Rådet herfra er, at har man lyst til at opleve en noget mere intens gotisk steampunk-oplevelse, så er førnævnte Theif nok det bedste bud til din PS4.

Forrige anmeldelse
« Watch Dogs «
Næste anmeldelse
» Bloodborne »