Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Whimpy Kid - Katastrofekurs / Jeff Kinney / 217 sider
Gyldendal. ISBN 9788702247824
Anmeldt 27/9 2018, 15:45 af Torben Rølmer Bille

Max Pinligs amerikanske åndsbror


Max Pinligs amerikanske åndsbror

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I sommeren 2018 anmeldte undertegnede et bokssæt med hele fire spillefilm baseret på Jeff Kinneys populære børnebogsserie Diary of a Whimpy Kid. Dette blev foretaget uden at kende voldsomt meget til bogforlægget. Det skulle der selvsagt rådes bod på, så da chancen bød sig, og den nyeste Whimpy Kid-bog udkom på dansk, var Gyldendal så søde at sende den til Kapellet, så anmelders almendannelse på den vis kunne fortsætte.

Selv om Whimpy Kid på katastrofekurs er den ellevte bog i serien, var det ikke svært at følge med i Greg Heffleys mange problemer. Han har en hamrende irriterende storebror, der dog i denne bog ikke fylder voldsomt meget. Hans mor er bekymret over alt det, som Greg synes er sjovt (bl.a. videospil) og vil hellere have, at sønnen interesserede sig for poesi. Hans bedste ven Rowley er stadig meget naiv og lidt for tyk, osv., osv.

Det kan godt være, at der vil være voksne læsere, som ville blive lidt irriteret over disse noget stereotype figurer, men de fungerer fint i forhold til konteksten. Det er jo ikke komplicerede fortællinger, der optræder i dette univers, for det er en bogserie, der nok primært er henvendt til læsere, der alle er på Greggs alder og ikke skæggede anmeldere, der hastigt nærmer sig de 50. Ligeledes er det anmelders hypotese, at den megen fokus på et univers fyldt med voldsspil, prutter og gyserfilm gør, at bøgerne nok primært henvender sig til drengebørn.

Figurerne er nemme at forholde sig til, og Jeff Kinneys meget enkle stregtegninger, der forekommer hyppigt gennem hele udgivelsen, er både charmerende og ofte ganske morsomme. Det er selvfølgelig tanken at tegningerne skal forestille nogle Greg selv har tegnet i hans dagbøger (selv om han selv hårdnakket påstår, at det ikke er dagbøger han skriver) for på den måde at illustrere de ting, han beretter om.

Selv om Whimpy Kid ikke er en egentlig tegneserie, så er der næsten lige så mange illustrationer, som der er tekst. Det gør også at bøgerne bliver attraktive for de unge læsere, der let lader sig skræmme af for megen tekst. Tegningerne akkompagnerer teksten fint, for enten formidler de visuelt de forskellige episoder som Greg beretter om i teksten, andre steder oplever vi Gregs forestillinger om, hvordan verden ideelt set burde være set fra hans synspunkt.

Whimpy Kid på katastrofekurs var, ifølge Kapellets medanmelder (Carl på ti), en smule forvirrende, hvilket hans far ikke helt kunne forstå, da den ret beset jo blot bestod af en række mindre historier, der alle havde det til fælles, at det var Greg, der fortalte dem. Adspurgt gik Carls anke dog netop på det, at der ikke rigtigt var en central historie men derimod flere ting, der foregik, og på den måde havde han oplevet det som en lidt forvirrende læseoplevelse.

Uden at afsløre for meget, så kommer Greg denne gang både i uføre hos sin mor, da hans evner til at skrive poesi ikke helt kan leve op til hendes forventninger – eller rettere hendes vidunderbarn er tydeligvis slet ikke så vidunderligt, som hun antager. Desuden er en af de sjoveste episoder den, der opstår mod slutningen. Her beslutter Greg sig for at skabe en hjemmelavet gyserfilm op til Halloween, for på den måde at tjene nogle penge, som han desperat skal bruge. Nærmere detaljer om denne film skal man selvfølgelig selv læse om, men Kapellet kan da godt afsløre, at den færdige film ikke bliver helt som Greg egentlig havde forestillet sig.

På mange måder minder Whimpy Kid om en amerikansk version af andre velkendte fiktive figurer. Eksempelvis er der sikkert mange fra undertegnedes generation, der kan huske den kiksede engelske teenageer Adrian Mole, og som nævnt i overskriften så er der også rigtigt mange danske børn, der i forvejen kender tv-serien og filmene om Max Pinlig ganske godt. Der er selvsagt lighedstegn men også væsentlige forskelle.

Den væsentligste af disse kulturforskelle er nok graden af, hvor pinligt det bliver for Greg. Der er trods alt forskel på den amerikanske tolerancetærskel for pinligheder og så den hhv. engelske og danske. Det er som om Amerikanerne har lettere ved forargelsen, og at der måske skal skrues lidt op for pinlighedsbarometret, før vi synes det bliver rigtigt akavet. Ikke dermed sagt at Whimpy Kid på katastrofekurs slet ikke er pinlig men måske mere, at man skal tage omslagets løfte om at være ”vildt pinlig” med et gran salt. Til gengæld indfrier den de andre to løfter om at være både ”temmelig god” og ”ret så sjov”, for begge Kapellets anmeldere var i al fald glimrende underholdt undervejs.


548
Forrige anmeldelse
« Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor «
Næste anmeldelse
» Havpaladset »


Flere prosaanmeldelser