Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor / Jakob Martin Strid / 64 sider
Gyldendal. ISBN 9788702248258
Anmeldt 17/9 2018, 15:38 af Torben Rølmer Bille

Man bliver helt varm indeni


Man bliver helt varm indeni

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jakob Martin Strid kan noget helt magisk. Selv en skriverkarl, der nærmer sig de halvtreds, blev helt utålmodig, da han spottede Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor i den lokale boghandel. Første indskydelse var en følelse af manglende tålmod, for der skulle kæmpes hårdt for ikke at tage fat i bogen og begynde at læse straks. Dernæst krøb en følelse af irritation og frustration ind i den overophedede hjerne, for hvorfor havde forlaget endnu ikke sikret, at der lå et anmeldereksemplar i postkassen? (Det skulle vise sig, at forlaget for længst havde sendt en bog – men at den aldrig nåede frem. (Tak for lort Post Nord – red.))

Endelig blev det hele afløst af en forventningens glæde over at have udsigt til en spritny børnebog fra Strids pen. Når en gammel tosse kan gå gennem hele dette følelsesregister, så tør man slet ikke tænke på, hvordan det må være for den primære målgruppe – børnene – at pludselig få endnu en lang historie om dyrene, der efterhånden er blevet lige så etableret en del af den hjemlige popkulturelle reference som Tintin, Star Wars og Anders And.

Med så tårnhøje forventninger til Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor kunne man måske tro, at bogen ikke kunne undgå at skuffe sin læser, men der må man tro om igen. I vanlig ovelegen stil leverer Strid utroligt flotte, detaljerede og farvestrålende tegninger, der omkranser en fortælling, der lige som de øvrige man finder i hans univers, er både skævt, sjovt og rørende. Denne gang er det ikke, som titlen antyder, den blå elefant Mimbo Jimbo, som det hele handler om men derimod hans bedste ven flodhesten Mumbo Jumbo, der skal på eventyr.

Der skal være fest i skoven, og mens de øvrige dyr gør klar til festivitas sendes Mumbo Jumbo ud i skoven for at plukke svampe, der skal bruges til maden. På sin vej smager han på nogle helt særlige svampe, men det skulle han aldrig have gjort, for da han kommer tilbage til flokken, er både han og den ryksæk, som han tog med sig, vokset voldsomt. De øvrige dyr bliver bange for kolossen, og selv bliver Mumbo Jumbo rigtigt ked af det, da hans mor ikke kan give ham et trøstende knus, da han ganske enkelt er blevet for stor til, at hun kan nå omkring ham.

Alle dyrene ved, at der ikke findes en kur mod dette vokseværk, men alligevel bliver de oppe hele natten for at læse i bøger, da det jo kunne være at der står noget dér, som kunne hjælpe dem. Heldigvis for Mumbo Jumbo finder de ud af, at der i Rusland skulle bo en heks, Baba Jaga, der, som den eneste i verden, skulle være i stand til at få den ulyksalige svampespiser til at skrumpe igen. Derfor beslutter en mindre gruppe af dem at sætte kursen mod Rusland, selv om der er 10.000 kilometer derhen.

På den måde starter en finurlig færd, der bestemt ikke bliver hverken kedelig, forudsigelig eller en side for lang. Selv om der er flere sider, hvor der optræder flere tegninger som i en tegneserie, er hoveddelen af fortællingen holdt i meget imponerende helsidestegninger med tekst. Det giver selvsagt bogen en form for billedbogs-look, samtidig med at de store tegninger tillader at Strid har mulighed for at kæle for detaljer og ikke mindst vise hvor god en tegner han er.

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor byder også, for første gang i disse børnebøger, på et metalag, både i tegninger og i tekst. Eksempelvis er det muligt at finde både Spirillen og andre kendte tegneseriefigurer undervejs i læsningen, ligesom at det er virkeligt morsomt at dyrene hver for sig ”interviewes” om deres netop overståede eventyr til sidst i bogen. Der er endda en side hvor en tydeligvis meget træt Strid er omgivet af dyrene der alle sammen har kommenterer til de begivenheder der netop er blevet læst.

Dette betyder måske også at Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er en bog, der henvender sig til de lidt større børn end de små bøger om Mimbo Jimbo, dels er der mere tekst at læse, og dels kræver det, at læseren fanger nogle af de referencer, der leveres undervejs. Disse referencer fylder dog til gengæld ikke så meget, at de er forstyrrende for bogens centrale road-eventyr, for fanger husets mindste ikke referencerne, så kan de stadig fascineres af Strids flotte univers og de skøre ting, som vennerne oplever på deres vej mod Baba Jagas hus.

Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor er altså en helt fantastisk udgivelse, der med garanti vil få Strid-fans til at hvine af fryd og få de, der endnu ikke kender ham til at blive imponeret over mandens hittepåsomhed og evne til at tegne både maskiner, dyr, natur og meget mere i en streg, som er mandens helt egen.


547
Forrige anmeldelse
« Lær engelsk med Mimbo Jimbo «
Næste anmeldelse
» Whimpy Kid - Katastrofekurs »


Flere prosaanmeldelser