Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Udvidelse af kampzonen / Michel Houllebecq / 173 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-4735-3
Anmeldt 12/7 2016, 11:34 af Michael Agerbo Mørch

Når Mars og Venus bliver bitre


Når Mars og Venus bliver bitre

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Det er 173-siders ak og ve, når fransk litteraturs enfant terrible, Michel Houllebecq, dissekerer og udstiller det moderne menneskes magtesløshed i sin hjerteløse debutroman, Udvidelse af kampzonen. Romanen er delvist selvbiografisk og skriver sig dermed ind i den hypede genre, autofiktion, men det er ligegyldigt, for selv uden denne knage til virkeligheden er bogen skræmmende og flimrende, et virtuost overfald på læseren. Der er ingen opbyggelse, intet håb, ingen vej ud, og alligevel er man opstemt af læsningen, fordi sætningerne er skarpe, tankevirksomheden klar og vedkommende. Houllebecq vil ingenting, og igennem dette ingenting vil han noget.

Michel er i bogen 40 år gammel og arbejder i Landbrugsdepartementet. Han er en hjerne på højtryk, men en hjerne, der ikke er tilfreds. Han er utilfreds med sin egen krop, med sin egen karriere, med sine sociale relationer og med sine manglende fremtidsudsigter. Kampzonen er en marxistisk metafor for økonomien, som i denne heftige tekst gælder for to instanser: penge og sex. Begge dele er kampzoner, hvor det enkelte individ kæmper for at finde fodfæste og overvinde byttet. Både sex og penge skaber sociale hierarkier, hvor der er vindere og tabere. Nogle vinder i begge sfærer, andre i én, nogen går altid tomhændet bort. Det er denne lakoniske indsigt, som Michel har gjort sig, men selvom han kan stille diagnosen, er han ikke i stand til at ordinere egen medicin, og derfor ender det i mismod.

”Seksualiteten er et system, der skaber et socialt hierarki … Det forholder sig afgjort sådan, tænkte jeg, at i vores samfund udgør sex helt sikkert endnu et forskelsdannende system, helt uafhængigt af det økonomiske; og det er mindst lige så nådesløst … Den økonomiske liberalisme er en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser. På samme vis er den seksuelle liberalisme en udvidelse af kampzonen, udvidelse til alle livets aldre og alle samfundsklasser” (s. 103, 111 og 112). Citatmosaikken indikerer det dobbelte problem, som det moderne individ må forholde sig til, og som til stadighed gør det bittert og usikkert. For problemet er menneskets iboende evne til at eksplicitere sit begær, og dermed åbnes der en mulighed for at blive skuffet. Dyr har drift, men ikke begær. Dyr kan ikke italesætte længsel eller stimuli, og derfor skuffes de ikke. Men mennesker lever på grænsen af bitterheden, fordi de netop kan formulere, hvad de ikke kan opnå. Det er hele vejen igennem bogen Michels store problem.

Igennem bogen møder Michel forskellige skæbner, som han ikke har det mindste til overs for. Særligt sørgelig er hans kollega, den afdankede og malplacerede Raphaël Tisserend. På den ene side, er han det sociale fællesskab, som tilbydes Michel, på den anden side, er han frastødene og en kilde til ubehag for den nøgterne Michel. Det er Houllebecqs strategi at beskrive bipersonerne i positive vendinger, hvorefter en enkelt formulering piller det fra hinanden. Denne subversive praksis bruges også til stemninger: ”Jeg husker solen, varmen og fornemmelsen af frihed i gaderne. Det var uudholdeligt” (s. 167). Bedst som man tror, man får et positivt glimt, pisser Houllebecq med velbehag sine karakterer i ansigtet. For nogle mennesker er der bare ikke håb.

Houllebecq har skrevet en vedkommende bog, der dog er noget arkaisk i sin sprogbrug med snirklede sætninger og omvendt ordstilling. Der drysses også fremmedord i lind strøm, fx ”paroksystisk” eller ”saprofyt”. Tematisk er det dog nihilismen, der fremskrives, og det er romanens kerne, men i den postmoderne udgave, hvor ironien – også i den vellykkede version – har meget at have sagt. Tjek fx følgende spidse formulering: ”Forstår De, vi lever i et utroligt simpelt system. Der eksisterer et system, der er baseret på magt, penge og angst – nærmest et maskulint system, som vi kan kalde Mars; så er der et system baseret på forførelse og sex, lad os kalde det Venus. Det er alt” (s. 164). Houllebecq kunne have skrevet ”haha” efter den sætning, hvis det ikke var fordi, han mente det. Men det er altså nihilisme med et smil, ingen tvivl om det.

Bogen er en mellemting mellem nogle filosofiske noter, en dannelsesroman og en dystopisk vision, og netop denne underlige cocktail er også formuleret eksplicit i bogen selv: ”Romanformen er ikke beregnet til at udmale ligegyldighed eller intethed; der må opfindes en mere plat, mere kortfattet og mere glansløs fortælleform” (s. 51). Dét er netop, hvad Houllebecq forsøger at gøre i Udvidelse af kampzonen. Det er råt, hjerteskærende og goldt, men hverken plat eller glansløst. Der er noget på spil, og selvom man føler sig tæsket med en rive, så er hjernen pænt friseret bagefter. Smagfuldt og ydmygende på én gang.


Forrige anmeldelse
« De faderløse «
Næste anmeldelse
» Elementarpartikler »


Flere prosaanmeldelser