Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Elementarpartikler / Michel Houllebecq / 335 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-4734-6
Anmeldt 16/7 2016, 15:20 af Michael Agerbo Mørch

Mennesket som discount-nietzscheansk parasit


Mennesket som discount-nietzscheansk parasit

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

”Vores ulykke er først på sit højeste, når vi på tilstrækkeligt nært hold har oplevet, at lykken er praktisk mulig” (s. 262). Michel Houllebecqs anden roman, Elementarpartikler, er mindst ligeså sortsynet og nihilistisk som den første, Udvidelse af kampzonen . Ungdomsoprøret i 1968, der skulle sætte mennesket fri af snærende, konservative bånd, endte i udsigtsløs dekadence og tomhed, men hvis man skal tro ”prologen” til bogen, så anser Houllebecq alligevel ’68 for at være en ”metafysisk mutation”, som banede vejen for en ny ”epoke” i verdenshistorien. Denne epoke er kendetegnet ved menneskets grådighed, egoisme og håbløshed, fordi Himlen er tom, og fremtiden uundgåeligt ender med døden. Ligesom i den første roman konkluderer Houllebecq, at der er to parametre i denne (nye) verden, to logikker, som styrer mennesket: penge og sex. ”To parametre, ikke flere”, som han skælmsk skriver.

Elementarpartikler har to hovedpersoner, hvis levnedsløb er omdrejningspunkt i bogen. Michel er molekylærbiolog og en kløgtig en af slagsen. Men hans afstumpede barndom har efterladt ham indifferent og følelseskold blandt andre mennesker. Bruno er gymnasielærer, og han forsøger at leve det frie sexliv fuldt ud, selvom det ikke reelt tilfredsstiller ham at benytte Paris’ skøger – måske fordi det reelt er et forsøg på at kompensere for overfald og voldtægt på den kostskole, han gik på som barn?

Michel og Bruno er halvbrødre, men har ikke kontakt med hinanden. Deres mor forsøgte at realisere hippieidealerne, og det førte sønnerne til en opvækst hos forskellige bedsteforældre. Det er et klart tema i bogen, at børnene af hippiegenerationen har betalt prisen for forældrenes utopier og selvrealisering.

Michels manglende evne til at forstå, modtage og give kærlighed har fået ham til at brænde sin ungdoms kærlighed af. Til gengæld har det gjort ham til en klarsynet og skarp forsker, der øjner muligheden for at optimere den menneskelige arts genom. Det ender i den store utopi med visionen: ”Menneskeheden skulle forsvinde; menneskeheden skulle skabe en ny ikke-kønnet og udødelig art, hvor individualiteten, adskillelsen og tilblivelsen var overståede stadier”. Mennesket, som det er, er en parasit, der skal udryddes ved at optimeres.

Brunos eneste drivkraft er han korte penis, som han konstant forsøger tilfredsstillet. Desværre vil kvinderne ikke have ham – et tema som også var udtalt i Houllebecqs første roman – så Bruno søger derfor mod et hippiereservat, en campingplads for frie leveformer, hvor han finder den store kærlighed i den villige Christiane. Slut med endeløse stunder af onani og ensomhed, nu skal der kneppes! Brunos krybdyrshjerne når lykketilstand ved den mindste tilfredsstillelse, men må snart sande, at selv dette nyfundne paradis ikke sikrer mod tragedien.

Selvom sproget i romanen stadig er lidt gumpetungt, så flyder det klart bedre end i Udvidelse af kampzonen, og jeg synes faktisk, at Tine Byrckel er sluppet hæderligt fra opgaven med oversættelsen. Som litterært forbillede for Houllebecq har flere nævnt både Aldous Huxley (som også nævnes flere steder i bogen) og Bret Easton Ellis. Marquis de Sade bliver også nævnt, og med hensyn til det pornografiske materiale, så er de Sade i hvert fald en oplagt reference. Jeg mindes ikke at have læst så eksplicitte, så insisterende og så gentagende udskejelser, som i denne bog. Man har på fornemmelsen, at man som læser ikke skal opstemmes, men væmmes. Det er ikke mommy-porn, når Houllebecq tager fat.

Den vestlige verden er kollapset med frigørelsen. Liberalismen er en fortælling, der har overtaget de religiøse og politiske. Nu vil individet have magten, og alt skal være muligt. Men det udmatter, isolerer og forkramper. Den livsenergi, den geist, der skulle frigøres, var varm luft.

Tilbage står skikkelser som Michel og Bruno, der hverken rigtigt kan eller vil. Nietzsche have en vision for det dyriske – det dionysiske – menneske, men det virker Houllebecq til at afvise. Han kører en discountmodel, hvor nihilismen buldrer i baggrunden af vores tomme liv. Hvis der skal findes et håb, så er det i utopiens kraft, hvor videnskaben måske kan føres os ud af liberalismens jernkløer. Spørgsmålet er bare, om Houllebecq selv tror på den?


Forrige anmeldelse
« Udvidelse af kampzonen «
Næste anmeldelse
» Dengang Hr. Skæg startede i sk... »


Flere prosaanmeldelser