Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Luftkastellet der blev sprængt / Stieg Larsson / 671 sider
Modtryk. ISBN 978-87-7053-271-6
Anmeldt 10/12 2007, 11:00 af Peter Kirkegaard

Udødelige Pippi - udødelige Stieg Larsson?


Udødelige Pippi - udødelige Stieg Larsson?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Alle taler om det. Det tragiske i at Stieg Larsson skrev tre fede krimier – ud af påtænkt ti – for så pludselig at falde død om af hjertestop. Nummer tre, Luftkastellet der blev sprængt, sprængte nylig alle normale forlagskalkuler, den posthume hype er overvældende, hvilket straks provokerede den kronisk ukorrekte Jan Guillou til et par billige bemærkninger om berømmelsesfordelene ved at dø ung. Og videre har affødt en pinligt usmagelig arvesag mellem enken, der desværre ikke var lovformelig gift med Larsson, og familien som stik mod al menneskelig rimelighed har insisteret på det hele.

I det farvand er det ikke helt let at navigere, alting er sovset ind i den selvskrevne, uimodsigelige succes’ og tragiks tegn. Men vi prøver.

Mænd der hader kvinder, Pigen der legede med ilden og Luftkastellet der blev sprængt har alle deres primære attraktion i sam- og modspillet mellem Lisbeth Salander og Michael Blomkvist, Larssons cool opdatering af to af Astrid Lindgrens mest legendariske figurer, den anarkiske Pippi Langstrømpe og mesterdetektiven Kalle Blomkvist.

Den fysisk klejne frk. Salander – 1,50 meter – har med sin mildt sagt problematiske opvækst kapslet sin retfærdige vrede og sociale mistro inde i en nær autistisk adfærd, som dog især i cyberspace-ensomheden udlader en intelligens af frygtindgydende format, mester-hacker som hun er. Med knivskarp fotografisk hukommelse oveni. Sine evner stiller hun – mod overvældende dårlige odds, tyngende formynderskab, stærkt truende familiebaggrund og videre – tidvis til rådighed for den uafhængige, samfundskritiske tidsskriftsjournalist (og –medejer) Mikael Blomkvist, der også er en temmelig skruppelløs playboy, noget der pirrer Lisbeth Salander tvetydigt. Sammen afslører de med skandaleeffekt groft kriminelle forhold indenfor den helt kynisk manipulerende svenske storfinans, samtidig med at både Lisbeths dybt forbryderiske familie og Säpo – for n’te gang prügelknabe i svensk krimi – er ude efter hende, thi hun ved alt for meget om deres skandaløse virksomhed.

Alt dette koger eksplosivt – og frydefuldt – op i Luftkastellet der blev sprængt. Med kritisk ironisk brod og i en bloddryppende kulørt intrige, hvis sandsynlighed måske ikke altid er helt overbevisende. Lisbeth overlever således til en start mirakuløst operationen efter et pistolskud i hjernen, hvorefter hun hospitalsinstalleres dør om dør med sin notorisk morderiske far, dog delvis inkapaciteret af hendes øksehug mod hans ansigt! Men Larsson spinder lystent sin ’paranoide’ samfundsfabel videre, trækker med effekt på sin dybe ekspertise udi journalistikkens benhårde kapitalvilkår i store såvel som i små virksomheder, trækker frække gnister af det klassiske retssals-topos, og gysende suspense af spy-fi genrens koldkrigs-overvintrede rænkespil. Alt imens vi møder en række stærke kvinder, foruden Lisbeth Salander, der selvstændigt lever op til det amazone-billede Larsson imellem fablens dele skitserer. Han er en ret god feminist.

Men altså. Stieg Larsson er ikke digter. Han er en hammergod journalist – notorisk for sit mangeårige arbejde med optrævling af svensk nynazisme – han har overbevisende kritisk indignation og især hans Lisbeth Salander er en æggende gåde. Men digter, nej. Velplejet prosa, prikfri, men sjældent med afgørende stilistiske svirp der huskes. Et enkelt, cool eksempel, om en politimand på adspredt vagt: ”næsten lige så opmærksom på omgivelserne som en mursten”.

Derudover er romanen cirka 237 sider for lang! Energistrømmen afledes lidt for ofte, når Larsson bliver nødt til sidelange detours om denne eller hin historiske baggrund, primært Säpos. Først fra side 500 – af hele 671 – begynder det virkelig at sne tæt.

Personligt finder jeg det også ærgerligt, at man gang på gang støder på en sætning som: ”De talte sammen i mere end to timer”, og at man så måske ikke før 100 sider senere erfarer, hvilke vigtige oplysninger, der da informerede nogen, men ikke os. Distribueringen af viden er ikke læservenlig. Så det berømte page-turner syndrom – man må bare læse videre – handler nok så meget om, at man er nødt til det for ikke at gå sur i stofmængden, hvis man stopper op for tit!

Mange krimier har en påfaldende affinitet til jazzmusikkens improvisationsstruktur, ikke bare tematisk, som det at detektiv A hører Miles Davis i fritiden. Men krimiens sproglige improvisationer kan – lig jazzen – udfolde en frihed i forhold til genreskematikken og forhindre sprogets alt for rene opgåen i blot mening, sproget som rent transportbånd. Man savner musik hos Stieg Larsson, tematisk såvel som sprogligt.

Pippi Langstrømpe er nok ’udødelig’. Men Stieg Larsson er det, trods alle sympatiske og udmærkede kvaliteter, næppe. En fascinerende historisk parentes i den frodige skandinaviske udvikling af genren. Det er heller ikke så lidt endda. Al ære værd.


11
Forrige anmeldelse
« Saabyes cirkus «
Næste anmeldelse
» Skyggemanden »


Flere prosaanmeldelser