Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Nr. 0 / Umberto Eco / 223 sider
Rosinante. ISBN 978-87-638-3973-0
Anmeldt 16/11 2015, 12:00 af Christina Aabo Mikkelsen

Satireroman udstiller mediernes magt


Satireroman udstiller mediernes magt

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nr. 0 er en ny historisk og politisk roman af den italienske forfatter og essayist Umberto Eco, som handler om medieskandaler, konspirationsteorier og mord. Flere af temaerne er velkendte fra hans tidligere romaner Rosens navn, Foucaults pendul og Kirkegården i Prag, ligesom Eco også gør flittigt brug af humor, ironi, citater, samt brugen af faktiske begivenheder blandet med fiktion i denne roman. Nr. 0 adskiller sig dog på to punkter fra hans tidligere bøger: den er væsentlig kortere (220 sider), og den foregår i nyere tid.

Fortælleren er den 50-årige fallerede akademiker Colonna, som bliver ansat på en ny avis, Domani (I morgen) i Milano i 1992. Avisens ejer er kommandøren Vimacente, som vil lave en avis, der kan afpresse magthaverne: ”Når først Kommandøren har vist, at han kan bringe de såkaldt bedre kredse inden for finans og politik i vanskeligheder, vil de bedre kredse formentlig bede ham om at skrinlægge projektet. Så opgiver han sin avis og får adgang til de bedre kredse.” Vimacente har lighedstræk med virkelighedens mediemogul og politiker Silvio Berlusconi, som systematisk brugte tv-mediet til at påvirke opinionen.

Mediernes manipulation og afpresning
Colonna ansættes som redaktionssekretær, men skal egentlig være ghostwriter på en bog, der skal udgives i chefredaktøren, Siemis, navn. Bogen Domani skal fortælle om avisens tilblivelse. Det er ikke meningen, at avisen nogensinde skal udkomme, men der skal laves et antal prøvenumre, hvilket titlen Nr. 0 henviser til. Avisens øvrige journalister, fem mænd og en kvinde, som er hentet fra andre steder i sladderpressen, er ikke informeret om dette.

Historien fortælles i tilbageblik og har tre fortællespor: det daglige arbejde på redaktionen, kærlighedshistorien mellem Colonna og kollegaen Maia, samt Colonnas møder med kollegaen Braggadocio, der indvier ham i sine konspirationsteorier. Redaktionsmøderne er en satirisk skildring af, hvordan medierne fordrejer virkeligheden og bagvasker, manipulerer og afpresser indflydelsesrige personer i det italienske samfund.

Colonna er kejtet med hensyn til kvinder, men får indledt en affære med Maia på hendes initiativ. Han beskriver kærlighedsforholdet med klichéfyldte formuleringer som ”jeg måtte kapitulere” og ”hun havde fanget mig i sit garn.” I det hele taget er psykologiske portrætter ikke Ecos stærke side. Men han er morsom og spydig i sine beskrivelser af redaktionsmedlemmerne, der i deres ivrige søgen efter gode historier får oprullet en række italienske, politiske skandaler fra efterkrigstidens Italien: Gladio som blev oprettet efter Anden Verdenskrig for at imødegå russisk invasion, Borgheses kupforsøg i 1970, paven Luciani som døde på mystisk vis i 1978, De Røde Brigaders terroraktioner og mordforsøget på Johannes Paul II.

Mussolinis dobbeltgænger
Mest interessant er den del af romanen, hvor kollegaen Braggadocio mener at have fundet bevis for, at den italienske diktator Benito Mussolini ikke blev myrdet i 1945, men i stedet havde en dobbeltgænger der blev dræbt, og at det lykkedes Mussolini selv at flygte til Argentina. Braggadocio forstår at iscenesætte historien, så han mødes med Colonna i kirken San Bernadino alle Ossa i Milano, hvor fortidens skeletter i bogstavelig forstand hober sig op og bliver et billede på fortidens rædsler.

Colonna er fascineret af Braggadocio, men tvivler også: ”Jeg havde ikke forstået om Braggadicio var en gudsbenådet føljetonforfatter som fortalte mig sin roman i velafmålte afsnit med et passende spændingsmoment hver gang vi kom til ”fortsættelse følger”, eller om han stadig var i færd med at rekonstruere begivenhederne.” Det lykkes Eco at fastholde læseren i samme spændingstilstand, mens Braggadocio i lange monologer redegør for sine teorier. Efterfølgende myrdes Braggadocio, og Colonna ser et BBC-program om Gladio, som rekonstruerer begivenhederne på en måde, der viser, at Braggadocio talte sandt. Colonna bliver nu for alvor paranoid og vil flygte, fordi han er bange for, at der er forbrydere efter ham.

Politisk kommentar
Ecos lille korte roman er en veloplagt satirisk skildring af mediernes fordrejning af virkeligheden. Som i tidligere romaner leger Eco med forskellige versioner af sandheden og lader sine karakterer fordreje og omfortolke virkeligheden. I 1992, hvor romanen foregår, var det italienske samfund præget af korruptionsskandaler, men der var et håb om, at der ville blive ryddet op med Operation Rene Hænder (1992-94). Men så kom Berlusconi til magten, og det hele blev værre. I stedet har der indfundet sig en slags resignation i det italienske samfund. Bogen kan læses som en politisk kommentar til den moderne italienske medievirkelighed og en kritik af den sensationsprægede journalistisk. Nr. 0 er ikke Umberto Ecos mest lærde roman, men den er absolut relevant og indsigtsfuld.


Forrige anmeldelse
« Kvinden i toget «
Næste anmeldelse
» Turen gennem Midnatsskoven »


Flere prosaanmeldelser