Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Kirkegården i Prag / Umberto Eco / 528 sider
Rosinante & Co. ISBN 9788763817295
Anmeldt 19/7 2012, 06:07 af Christina Mohr Jensen

Kirkegården i Prag


Kirkegården i Prag

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Umberto Eco har med sit værk Kirkegården i Prag fået en massiv mediedækning og opmærksomhed, der bl.a. har fokuseret på, om bogen er et udtryk for antisemitisme, der sågar skulle have fået Vatikanet til at frygte, at bogen ligefrem skulle fremme antisemitiske holdninger blandt læserne. Hvis en sådan mediebevågenhed ikke er nok til at fremprovokere lysten til at læse værket, skal det faktum, at Umberto Eco er forfatter bag succesen Rosens Navn fra 1980, nok sætte lysten i gang. Spørgsmålet er dog, om manden med det kendte navn med værket Kirkegården i Prag atter har ramt en nerve, og om værket faktisk er så farligt, som det gøres til.

Forvirring i dagbogsformat
Værket har et dagbogsformat, hvor hovedpersonen Simone Simoninis fortæller om sit liv. Simone Simonini er en italiensk født herre, der pga. sit glimrende talent inden for dokumentfalskneriernes kunst, ansættes af politiske spidser i både Italien og Frankrig i midten af 1900-tallet til at forfalske diverse dokumenter, således magthaverne kan manipulere sig til mere magt. Igennem dette bedrag, som man lærer Simonini at kende, mere synes at være et karaktertræk hos ham end et arbejde, er han med til at ændre historiens gang, der bl.a. puster til jødehadet i Europa.

Simonini er en mørk herre, med passion for mad, men ellers med had til det meste og de fleste, særligt jøderne, der meget karikeret og stereotypt gentagne gange beskrives af Simonini. Og selvom Simonini har ansættelse for andre, handler bogen i bund og grund om, hvordan Simonini manipulerer og bedrager for egen vindings skyld, hvorved den egentlige dukkefører i historien, bliver Simonini selv. Selv i Simoninis egne dagbogsfortegnelser føres læseren bag lyset ved, at han udelader information om hændelsernes faktiske forløb, som dagbogen ellers skulle give indblik i. Derfor træder Simoninis fraspaltede personlighed, den gejstlige Dalla Piccola, der fra tid til anden overtager kapitlerne i bogen, til for at korrigere Simoninis kløgtige udeladelser.

Endvidere synes også Umberto Eco selv at forsøge at forvirre læseren, i hvert fald de uden en ph.d. i europæisk historie. Man bombarderes nemlig med historiske detaljer såsom navne på historiske personligheder, sidegader i Paris, navne på franske retter mv. på en måde, der får en til at tænke, at Umberto Eco må være genial, mens man måske selv skulle have skolepengene tilbage, fordi disse informationer præsenteres uden forklaring og med en stor selvfølgelighed.

Spørgsmålet er, om denne forvirring er et udtryk for Umberto Ecos manglende evne til at begrænse sig selv ift. at lade sin enorme viden om Europas historie flyde på bekostning af de fleste læsere, eller, om selve dette format er en del af bogens plot, der synes at handle om, hvordan fakta kan fordrejes og skabe nye virkeligheder. For man er som læser konstant i tvivl og ofte forvirret, og bogen spiller således på, hvordan paranoia, manipulation og had bl.a. kunne opstå i Europa, som vi kender det fra Anden Verdenskrig.

Den tragikomiske gentagelse af historien
Det har til trods for en del frustration været en fornøjelse at læse værket Kirkegården i Prag, fordi den på mange måder kløgtigt synes at udfolde et væsentligt tema omkring magt og bedrag, der bl.a. sætter spørgsmålstegn ved nutidens store sandheder som f.eks. demokratiet som endegyldigt gode, terrorismen som international trussel og de gode argumenter for at gå i krig i Mellemøsten mv.

Der er efter min bedste overbevisning ikke tale om antisemitisme, fremprovokering af fremmedhad eller deslige i værket men nærmere tale om et værk, der søger at illustrere, hvordan enkeltpersoner, det være sig politikere, medier og magthavere, kan fordreje egne motiver til sandheder, og hvordan dette spil kan danne offentlige meninger. Bogen kan derfor anbefales til alle, der ikke er bange for at lade sig forvirre af Umberto Ecos sindrige, langt fra letlæste roman og som har lyst til et historisk tilbageblik, der sætter gang i nutidens konspirationsteorier.


Forrige anmeldelse
« Uro «
Næste anmeldelse
» Masken »


Flere prosaanmeldelser