Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Den svævende tankbestyrer / Bent Vinn Nielsen / 248 sider
Gyldendal. ISBN 978-87-02-16202
Anmeldt 2/10 2014, 07:13 af Ove Christensen

Det besynderligt almindelige


Det besynderligt almindelige

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Jeg er en af dem, der godt kan li’ at se de udsendelser i tv, der viser klip fra ‘gamle dage’, hvis gamle dage svarer til min egen barn- eller ungdom. Jeg synes, det er sjovt at høre, hvordan folk talte i 60’erne og 70’erne, det er sjovt se, hvordan de gik klædt, hvad man gik op i og talte om. Tankevækkende at se den verden, man både har været en del af og alligevel ikke er mere. Det gennemlevede og velkendte bliver på en underlig måde gjort fremmed gennem afstanden, og alligevel mærker man, at man har del i det; at det er det velkendte. På et individuelt plan giver den slags ‘tilbageglimt’ et perspektiv på ens eget liv - man får et perspektiv, der måske kan anvendes til at sætte et liv ind i en sammenhæng.

Men man skal ikke forvente, at den slags perspektiver etablerer forklaringer på, hvorfor tingene er gået, som de er. Det er på den måde måske snarere det nostalgiske for ikke at sige det sentimentale perspektiv, der er resultatet af denne slags konfrontationer med fortiden.

I Bent Vinn Nielsens roman Den svævende tankbestyrer får man lidt af den samme fornemmelse, når den i titlen benævnte tankbestyrer Magnus Andersen i et fragmenteret tilbageblik beretter om sit og storebrorens liv. Magnus Andersen perspektiverer sit liv ved at berette om fortiden - og fortiden bliver nærværende for læseren.

En af de store kvaliteter ved tankbestyrerens tilbageblik er den evige sitren, der opstår mellem det enkelte levede liv og den større historie, vi kalder moderniseringen. Vinn Nielsen formår at være tæt på sine karakterer og deres snæversynede blik, samtidig med at den større historie også er tilstedeværende som et baggrundstæppe, karaktererne væves ind i.

Rammen om romanen og den ‘igangsættende’ begivenhed er en forfatter, der kommer ind på den tankstation, Magnus er bestyrer af. Forfatteren vil gerne have Magnus til at fortælle om sin bror, som i øvrigt også har været forfatterens elsker en overgang. Forfatteren vil skrive en bog om broren Evert, hvis liv - finder vi ud af - primært har bestået i at kneppe (udtryk fra romanen) med et ufatteligt antal kvinder. Evert har ikke præsteret noget særligt udover det med kvinderne.

Evert er et sindbillede på en persontype, der hører tiden til. Født i 1950 tager han turen op med den politiske vækkelse og de bevidshedsalternerende stoffer i ‘ungdomsoprøret’. Han er en ‘håndens arbejder’, en malersvend, der lader politisk og seksuel frigørelse gå hånd i hånd. Følgerne er manglende ansvarlighed over for andre end sig selv. Gennem portrættet ser vi en refleksion over forholdet mellem solidaritet, som Evert dyrker i partiet Venstresocialisterne, og den totale mangle på empati og dermed solidaritet i ens eget liv. Evert støtter alle mulige godgørende formål, men kan ikke sørge for at støtte sin egen familie. Som ‘Røde’ i Matador kommer ‘kammeraterne’ før kone og børn - den abstrakte eller fjerne solidaritet går forud for den nære.

Sådan føler Magnus det også, når broren som miljøaktivist i en tid meget tæt på vores nutid har været med til at forhindre anlæggelsen af en motorvej, der ellers ville have gavnet Magnus’ forretning. ‘Naturfrederen’ består af gamle hippier og socialister, der nu som midaldrende med gråt pagehår dyrker en forløjet miljøbevidsthed, dyrker deres selvretfærdighed ved at bevare naturen, så de kan sælge deres hjemmelavede produkter til turristerne, som om de er et stykke ægte ‘kulturarv’.

Everts historie kontrasteres af Magnus’ historie. Han er den kedelige, som han selv siger. Hvor Evert dyrker ‘håndens arbejde’ og er praktisk, så er Magnus den, der kan finde ud af det med tal og boglig lærdom. Han får realeksamen, bliver bankuddannet og tager studentereksamen på aftenkursus, på trods af at han kommer fra landet i Vendsyssel. Og han er god til sine ting. Han behersker det med regnskaber.

Vi følger glimtvis Magnus’ barndom langt ude på landet blandt ‘almuen’, som han selv kalder det. Altid lidt marginaliseret og utilpasset, selvom han gør meget for at passe ind og give omgivelserne, hvad de forlanger. Forskellige jobs og en tid som selvstændig kioskejer fører ham til sidst til jobbet som tankbestyrer. Her ‘styrer’ han de tre ansatte og forsøger at få tanken til at overleve, så der trods alt er en mulighed for de lokale for at handle. Hvis bare projektet med motrvejen ikke var blevet stoppet af de skide naturfredere.

Både Magnus’ og Everts liv former sig efter tilfældighedernes princip. De er ikke ofre for tidens skalten og valten, men romanen viser fint, hvordan de heller ikke er bestemmende for deres eget liv og dets forløb.

Romanen består af mange fragmenter, hvor den ene historie leder til den næste. Altid meget konkrete og nærværende beretninger om hændelser, der ikke i sig selv er betydningsfulde, men som alligevel udgør ‘knuder’ i det væveri, fortællingen er. Der er mange bipersoner, der trækkes frem for at vise, hvordan de også indgår i væveriet - bankdirektøreren, der var elev sammen med Magnus, men nu kører i en beskidt Audi med en posh-hustru. De fleste af sidekaraktererne kommer som Magnus fra en underklasse i udkanten, og selvom Magnus tilsyneladende bryder den sociale arv, kan han ikke frigøre sig fra den. Den tilværelse som middel- eller endnu være overklassen tilbyder er ganske enkelt ikke attraktiv for ham.

På trods af nærheden så er der alligvel også en mærkbar distance i fortællingen. Distancen kommer af den måde, Magnus fortæller på. Han er tilskuer - en fortællestemme vi kender fra Vinn Nielsens tidligere romaner. Altid meget konkret i sin fortælling, men også adskilt fra den. Følelser er noget, der beskrives eller antydes, men ikke noget, der dvæles ved. Scenerne afbrydes abrupt, og deres betydning står og venter på en forløsning, der aldrig kommer. Det er op til læseren at bidrage med det sidste for at beskrivelse.

Stilen er som altid hos Vinn Nielsen meget, meget tør - det er selve vendelbomålets poetik eller stillistik. Når man, som jeg, kommer fra Vendsylle er der noget meget genkendeligt ved denne stil. Den tørre humor, hvor det sjove altid er underforstået, men netop ikke udløses i bastante punchlines.

Jeg har følt mig rigtig godt underholdt af denne roman, som jeg har læst i en ‘sitting’. Romanen holder hele tiden gang i refleksionerne, så det er ikke let at fælde domme over personerne. Og måske er det i virkeligheden det, der er romanens pointe: Livet består af mange forskellige facetter, og der er mange meninger og betydninger i et liv. Derfor giver det måske ikke mening at fælde klare og entydige domme over levet liv.


Forrige anmeldelse
« Løbende tjener «
Næste anmeldelse
» Hvis det er »


Flere prosaanmeldelser