Forventningerne har været høje til Helle Helles nye roman Ned til hundene. Spørgsmålet er naturligvis, om hun kan leve op til disse forventninger og sine egne tidligere præstationer?

Handlingen er temmelig enkel, og der sker ikke noget uventet. Alligevel er det meget svært at forklare, hvor bogens 156 sider bliver af. Bogen udspiller sig uden for Næstved i en lille by, som ikke bliver navngivet. En kvinde står af bussen en dag i byen, og hun kommer i kontakt med parret Putte og John, som giver hende husly. Her bliver kvinden boende i lidt tid, og dagene går med at drikke masser kaffe i hjørnesofaen og lufte hunde for en syg onkel. Ligesom Puttes bror Ibber kommer nabokonen Elly af og til på besøg, og så drikkes der mere kaffe og spises sandkage og toast.

Af og til efterlader Helle Helle en lille brik til sin læser, som denne efterhånden kan samle til et stort puslespil. Et billede af kvindens fortid og historie bliver skabt. Vi kommer aldrig til at kende kvindens navn men ved blot, at hun er forfatter, som er gledet ned i depression og lider af skriveblokade, mens hendes ægteskab er smuldret. På en enestående måde sørger Helle Helle for at holde sin læser aktiv, og dermed maner hun alle fordomme om romaner med enkle handlinger til jorden.

Af og til hævder nogle kritikere, at Helle Helle er en blanding af Herman Bang og Ernest Hemmingway. Sammenligningen er forståelig, men Helle Helle er dog helt sin egen. Hendes sproglige præcision fanger livet i knivskarp iagttagelse, og man oplever en spejling og en gengivelse af livet, som er yderst genkendelig. Hendes skildring af karaktererne er så dygtigt lavet, så ikke et hår sidder forkert på dem. Hun lader sin læser lære karaktererne at kende gennem de små ting i romanen. Helle Helle viser os toppen af isbjerget, og dermed lader hun det være op til læseren selv, om denne vil opleve resten, som ligger gemt under underfladen. Det er ikke nødvendigt at forstå alle undertonerne i romanen for at have en god læseoplevelse, men fanger man dem, og kan man finde ud af at læse mellem linierne, bliver man som læser stærkt belønnet.

Helle Helle har evnen til at fortælle en stor historie i en lille ramme. Det er på mange måder en dramatisk fortælling, som hun selv afdramatiserer i sproget. Helle Helle har et ualmindeligt skarpt øje for detaljen, og hun mestrer antydelsens kunst. Historien er langt større, end det som hun direkte viser os. Sproget og historien kæmper side om side for at bære romanen, så romanen kommer til at stå så stærkt, at det er en sand fornøjelse at læse den. Som læser flyver man igennem det store drama i det stille liv. Ned til hundene er en fuldendt, mesterlig roman med et sprog, som er slående stærkt. Romanen kan uden problemer måle sig med Helle Helles tidligere succeser, så endnu en gang lever hun op til forventningerne på trods af, at de er skyhøje. Man keder sig absolut ikke i selskab med Helle Helle.