Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Drømmeløs / Jørgen Brekke / 312 sider
Politikens Forlag. ISBN 9788740003574
Anmeldt 27/8 2012, 22:23 af Gunhild Agger

Toeren


Toeren

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Nådens omkreds
Det begyndte med Nådens omkreds, Jørgen Brekkes første krimi, der solgte godt. Omkring 40.000 eksemplarer i Norge blev det til i 2011. Den blev meget omtalt, ikke mindst i kraft af sine metalitterære effekter: Den inddrog som gerningssted Edgar Allan Poe-museet i Virginia (foruden Gunnerusbiblioteket i Trondheim). Den kommenterede løbende andre krimier. Den jonglerede med palimpsest-symbolik. Og den opererede med to tidsplaner.

På det nutidige stødte den norske efterforsker Odd Singsaker sammen med den amerikanske Felicia Stone, og sød musik opstod i hjerterne. Fortidsplanet var henlagt til tiden omkring 1528, en tid, hvor den moderne verden i mange henseender begynder. Tidens interesse for kroppens mysterier fremstod særdeles konkret i forhold til dissektion af lig og forståelse af kroppens funktioner. Men også dens mange forbud rettet mod videnstilegnelse blev inddraget i plottet.

Vuggesang og vold
Drømmeløs indledes med en vuggesang af Carl Michael Bellmann, der tematiserer søvnens fortrin. Når man sover, glemmer man verdens fortræd og dødens nærhed:

”Lilla Charles, sof sött, i frid, / Du får tids nog vaka, / Tids nog se vår onda tid, / Och hennes galla smaka. / Verlden är en sorge-ö, / Bäst man andas, skall man dö / Och bli mull tilbaka.”

I en Prolog følger en selvlemlæstelse, der har noget med tvungen musikudøvelse at gøre. Den ligger i baghovedet på læseren, og dens kombination af vold, fluer og protest har vidtrækkende konsekvenser. Med vuggesang og Prolog er det dobbeltmusikalske anslag sat, fortid og ikke så fjern fortid lanceret, og det gennemgående tema anslået.

Trondheim 1767
Helt i tråd med disse to optakter begynder romanens første del på en kro ved navn Den Gyldene Freden i Stockholm 1767, hvor en sangskriver ved navn Christian Wingmark under trusler om vold stikker af. Bellmann-kendere vil vide, at Christian Wingmark er en person i Fredmans Epistler. Senere dukker han op i anden sammenhæng. Der sker mord i Trondheim samme år. Og Trondheims ganske opvakte politimester Nils Bayer sætter sig for at opklare mysterierne gennem sine metodiske iagttagelser og sine evner til at lægge to og to sammen.

Ganske vist er han handicappet af sin skrantende økonomi og stigende korpulence. Han har købt embedet for dyrt, og når han først har betalt sine politibetjente, har han knapt nok løn tilbage til selv at leve anstændigt endsige forsørge en kone, hvad han ellers drømmer om. Som trøst har han slået sig på flasken, hvad hans forlovede in spe Ingrid Smeddatter er imod. Han foretrækker at ride frem for at gå, men viser sig alligevel som en handlingens mand.

Han kan dårligt træde op mod stiftsamtmanden Søren Engel, der langt fra svarer til sit navn, men han viser alligevel mod overfor sin ansættende øvrighed, så langt det nu går. Og henholder sig i øvrigt til, at der findes mange former for gengældelse. Ikke alle behøver at være officielle: ”Retfærdighed kommer til den, der har tålmodighed til at vente på den”, er Beyers motto (s. 261).

Trondheim i dag
Nutiden bryder jævnligt ind i fremstillingen på fortidsniveau, så de to tidsplaner hele tiden veksler. Der er altså tale om en historisk blandingsroman.

I nutidens Trondheim sker der også mord: En ung piges findes dræbt på en udspekuleret måde. Pigens stemmebånd er fjernet, og en spilledåse fra 1700-tallet er anbragt på liget. Sporene er føget til i den kolde sne.

En anden ung pige, Julie, bliver hurtigt derefter kidnappet. Der er hovedvægt på det samtidige plan, hvor suspense-mekanismen er sat ind: Finder efterforskerne Julie, før kidnapperen myrder hende? Forfatteren giver direkte adgang til drabsmanden og kidnapperens tanker. Så hvis ikke læseren havde regnet det ud på baggrund af det morbide arrangement ved liget, afslører disse tanker hurtigt, at vi har med en sindssyg morder at gøre.

Sideløbende er der forviklinger i par- og venindeforholdene. Odd Singsaker og Felicia Stone er blevet gift siden sidst og lever trods alders- og kulturforskellen lykkeligt – sådan da. Felicia mangler noget at rive i. Kollegaen Siri Holm er bedsteveninde med Felicia, og både Odd og Siri har muligvis forsømt at informere hende om noget vigtigt. En overraskende graviditet med Odd som mulig far komplicerer i hvert fald tingene.

Drømmeløs
Drømmeløs er skrevet over samme opskrift som Nådens omkreds. Den veksler, som vi har set, mellem et fortids- og et nutidsplan, og den sammenkobler tematisk elementer fra fortiden med elementer fra nutiden. Det drejer sig om spilledåsen, vuggesangen, Trondheim som sted, den uberegnelige kærlighed og de problematiske graviditeter, hvor faderen ikke er gift med den vordende mor.

Der er bare den hage ved arrangementet, at den ikke gør det helt så veloplagt. Det makabre og de spektakulære effekter ligger måske i tidens hang til excesser, sådan som vi kender det fra fx den franske Fred Vargas’ krimier, hvori mordene (gerne seriemord) altid er genstand for en makaber og spektakulær iscenesættelse. Ideen med stemmebåndene fænger ikke rigtig. Med hvilken konsekvens er de anbragt? Jeg forstår godt, at en sindssyg mand, der ikke kan sove, søger tilflugt i musikken – men hvad skal han med stemmebåndene? Det virker som effekt for effektens skyld.

Men min hovedindvending er, at fortidsplanet ikke forekommer så velintegreret i plottet som i Nådens omkreds. Det virker simpelthen fortænkt. 1767 fremstår mere interessant end nutiden, hvor opbygningen er præget af en vis skematisme. Det er klart, at suspense-effekten skal holde læserens interesse fanget, men mekanismen er så velkendt i lige præcis denne aftapning, at virkningen udebliver. Det er ærgerligt.

Drømmeløs er den vanskelige toer. Den indfrir ikke løfterne fra debuten. Men der kommer måske en treer? I hvert fald efterlader Jørgen Brekke så mange løse ender ved slutningen, at jeg forestiller mig, han vil fortsætte med det umage par Odd Singsaker og Felicia Stone i hovedrollerne lidt endnu, også selv om Singsaker søger orlov. Måske i endnu en historisk blandingsroman.

Hvis det er korrekt, så vil jeg foreslå Brekke at revidere konceptet, så sammenhængen mellem fortid og nutid bliver mere tvingende, end det er tilfældet i Drømmeløs.


302
Forrige anmeldelse
« Metro 2033 – Det sidste tilfl... «
Næste anmeldelse
» Søvnen og døden »


Flere prosaanmeldelser