Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Nådens omkrets / Jørgen Brekke / 377 sider
Gyldendal Norsk Forlag. ISBN 9788205414921
Anmeldt 5/2 2011, 09:39 af Kim Toft Hansen

Palimpsestmordene


Palimpsestmordene

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er bemærkelsesværdigt mange bøger i krimibøger! Mest kendt er Umberto Ecos Rosens navn (1980), der ikke kun foregår i og omkring et bibliotek på et franciskanerkloster i 1300-tallet, men også inddrager filosofiske såvel som populære bøger i sin egen fortælling. Tænk også på Agatha Christies The Body in Library (1942), hvor liget – som i flere andre krimier – findes på biblioteket. Arne Dahl har det også med at sætte sine efterforskere til at læse, fordi litteraturkundskab danner en bedre opklarer. I moderne krimier vælter vi også rundt i gamle bøger, der dukker op – og bliver en del af et nutidsplot. Tænk på Yrsa Sigurðardottirs Det tredje tegn (2005), som inddrager den berygtede Heksehammeren som en del af en sag i det moderne Island. Vi har nu fået endnu en af denne slags: Jørgen Brekkes debutroman Nådens omkrets er netop udkommet på norsk – og er allerede på vej i dansk oversættelse til juni.

To mord dukker op samtidigt – et i Richmond, USA og et i Trondheim, Norge. Uafhængigt af hinanden efterforsker det amerikanske og det norske politi to sager, der har bemærkelsesværdige ligheder: de to ofre er begge blevet flået levende. Det amerikanske mord på en sikkerhedsansvarlig er begået på Edgar Allan Poe-museet i Richmond, hvor betjenten Felicia Stone bliver sat på som efterforsker. Det norske mord på en bibliotekar sker på universitetsbiblioteket i Trondheim, hvor Odd Singsaker – der nys er vendt tilbage på jobbet efter en hjernesvulst – er hovedansvarlig. Allerede på dette tidspunkt er det ikke kun tematiske spor, der kæder mordene sammen. Den opmærksomme Poe-kender vil også opdage, at mordet på universitetsbiblioteket er et vaskeægte locked room mystery, som vi kender det fra Poes første kriminalnovelle ”The Murders in the Rue Morgue” (1841). At det er en litterær krimi, er tydeligt fra starten.

Samtidig følger vi en fortælling fra 1500-tallet om en tiggermunk, der ender i Trondheim, men har en lang historie foran sig. Han har været omkring den spirende renæssance i Italien, hvor han har oplevet lægen Alessandro Benedetti – en biografisk person – foretage dissektioner af lig. Med sig har han en dagbog, han skriver på, og et sæt knive han har erhvervet sig gennem en bekendt med flair for metallurgi. Denne dagbog – den såkaldte Johannesbog – dukker op i nutiden som en del af mordsagen. Flere implicerede personer har vist en særlig interesse for netop denne bog, der – dog kun i romanen – er en af norsk kulturhistories mest værdsatte litterære skatte. Parallelt med efterforskningen af det udspekulerede mord får vi således historien om munken, der undervejs også ernærede sig som ligrøver – og det bliver tydeligere og tydeligere, at de historiske omstændigheder har en særegen betydning for nutiden.

Nådens omkrets er ombygget yderst metafiktivt – den slutter sig nærmest om sig selv. Mordet på Poe-museet vækker opsigt, netop fordi det er foretaget på dette museum for forfatteren, der er udråbt som krimiens faderfigur – en litteraturhistorisk inddragelse, der også figurerer i Brekkes roman. Brekke kan sin Poe-biografi, og det kommer til at betyde noget for både det amerikanske og det norske mord. Særligt da krimilæseren Siri Holm dukker op og øser af sin viden om krimier – og foretager sin egen Sherlock Holmes-analyse af Singsaker. Læg her også mærke til hendes navn S. Holm, der jo stort set svarer til S. Holmes. En skarpsindig deduktion, som den Siri foretager, er selvfølgelig mistænkelig i en krimi – og derfor cirkler Singsaker også omkring Siri (på flere måder). Siri udpensler fra starten meget tydeligt krimiens almindelige plotologi – de regler, som en krimiforfatter skal overholde – for Singsaker, og dermed ved vi som læsere også, hvad vi kan vente af Brekke selv. Hvis han da overholder de regler, han sætter for sig selv.

Derud over nøjes Brekke ikke med at lege med krimiens narratologi i dialogerne undervejs. Han indvæver små henvisninger til Poes egen poetik, som han udgav sideløbende med sine litterære produktioner. Uden at det fremstår spekulativt eller teksttungt, formår Brekke at indbygge begreber og plotvariationer, som Poe selv beskrev. Både implicit og eksplicit trækker Brekke desuden på Poes pseudovidenskabelige skrift Heureka, der på den måde kommer til at fremstå som en parallel til efterforskningens afsløringsproces. I en samtale med en konservator på et nygotisk (som det jo bør være, når vi har at gøre med Poe) bibliotek benævner denne konservator Poes brug af Heureka – en henvisning til Arkimedes’ sproglige udbrud, da han opdagede princippet om legemers vægttab i væsker – som transteksualitet. Dette begreb er direkte hentet ind i romanen fra litteraturforskeren Gerard Genettes tekstteori og danner således igen et metapoetisk lag i romanen.

Brekke forbliver derfor lidt hos Genette. Fundet af Arkimedes-teksten skulle netop være sket ved, at man har fundet denne i et pergament under en ny tekst skrevet oven på. Før papiret blev almindeligt, blev tekster nedskrevet på præparerede dyrehuder, der var særdeles omkostelige, og derfor genbrugte man ofte renvaskede pergamenter. Dette kalder man for en palimpsest. På den måde er fundet af Arkimedes-teksten under en anden tekst meget lig det, at man ”under” – eller indbygget i – Poes tekst kan finde Arkimedes. Dette bruger Genette som et begreb for det, at tekster bygger oven på andre tekster: ”Begrepet palimpsest kan brukes som et bilde på nettopp dette”, skriver Brekke i Nådens omkrets, ”at alle tekster på en måte er skrevet over sine forgjengere” (204). Dette bruger Brekke i udgangspunktet som en metafiktiv refleksion over sin egen brug af Poe: Nådens omkrets er således også selv en palimpsest.

Ud over en lang række gemte eller eksplicitte referencer til andre forfatter – såsom Agatha Christie, Clive Barker – peger han også på film som Texas Chainsaw Massacre, der tematisk også handler om at flå mennesker – og den virkelige Ed Gain, som filmen er bygget på, får derfor også lidt plads i Nådens omkrets. Brekke stopper dog ikke her. Brugen af Johannesbogen, der er en opdigtet bog til lejligheden, skærper også romanens metafiktionelle og intertekstuelle lag. Den er nemlig også selv en palimpsest, som kommer til at betyde noget for såvel opklaringen som selve mordene. På den måde er Nådens omkrets en tredobbelt palimpsest, der for det første bygger et plot op omkring Edgar Allan Poes forfatterskab, for det andet inkluderer en gammel, mystisk bog, som selv er en palimpsest, men for det tredje også betyder det også, at mordene, der bliver begået i romanen, bliver til palimpsestmord. De bygger selv på et litterært forlæg.

Ja, det var den komplicerede vej gennem en roman, der er tydeligt bevidst om sine egne forlæg. Det betyder samtidig ikke, at romanen kommer til at mangle fremdrift og efterforskningsmæssig acceleration. Det er på ingen måde en forudsætning af kunne følge de skjulte tekstspor i romanen, der alene fungerer særdeles fint som en elementær krimi med flair for plottingen. På overfladen er det en yderst spændende og velskrevet krimi, der bærer en understrøm – et begreb, som Poe i øvrigt selv benyttede – af mere eller mindre skjulte henvisninger til andre tekster. Brekke viser en bevidsthed om, at det er nødvendigt at drysse med en lille smule fakta for at få læseren overbevist om fiktionens indhold – og det virker. Samtidig viser han også gennem eksempelvis navnevalg – tag Odd Singsaker, Silvia Freud og Siri Holm – at det her er det pure opspind og veltilrettelagt underholdning. Nådens omkrets er en særdeles overbevisende krimidebut fra Jørgen Brekke.

Romanen har dog lidt de samme problemer, som mange andre krimier har. Den indføjer en række komplicerede lag, der får stor betydning for efterforskningen, men mange af disse lag bliver løbende afsløret – og graden af kompleksitet fortager sig. Derfor er de afsluttende små 100 sider i Nådens omkrets nærmest kun hæsblæsende jagt. Selvfølgelig er det opbygget sådan for at skabe en fornemmelse af, at det djærvt hurtigt til sidst, men den, der har regnet morderens eller mordernes identitet ud, venter egentlig bare på, at jagten skal blive overstået. Der er få forfattere, der formår at holde den meget fine grad af kompleks engagement, som Brekkes roman har gennem de første tre fjerdedele, gennem hele romanen. Det er muligvis et genreproblem, men der er enkelte, der formår at holde dybden hele vejen – hvilket Nådens omkrets ikke gør. Samtidig er titlen temmelig uklar: Det er lidt uvist, hvad ’nåde’ har at gøre med det, der foregår i romanen, men måske er det mig, der ikke har luret en dydsindighed underneden de mange referencer. Jeg håber det – for romanen tegner sig i høj grad lovende for en ny norsk krimiforfatter.


Forrige anmeldelse
« Hvor skygger ruge «
Næste anmeldelse
» The vampire diaries – Mørket... »


Flere prosaanmeldelser