Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
8 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Kinoplex / Martin Hall / 225 sider
Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-1142650-0
Anmeldt 10/9 2010, 07:10 af Torben Rølmer Bille

Den falmede dekadence


Den falmede dekadence

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

I denne pornografiserede tidsalder forekommer det som en svær opgave at skulle pirke til læserens tolerancetærskel, eller ligefrem forsøge at støde samme, selv om det næppe heller er det primære formål med Martin Halls nye roman Kinoplex. Uanset formål så kommer man dog ikke udenom, at bogen på sine luftige 225 sider har viet en del af disse til minutiøst at videregive beskrivelser af kønsakten i sine mange afskygninger, sikkert i et forsøg på at sætte læseren i samme sted, som bogens hovedperson uden dette dog lykkes til fulde.

For Kinoplex er – set fra denne anmelders perspektiv – både en roman om rodløshed, trøstesløshed og en søgen efter en flyvsk identitet som konstant forekommer uhåndgribelig. Den er dog lige så meget et forsøg på at kommentere den verfremdungseffekt, som vi vestlige mennesker muligvis har oplevet i forhold til vore fysiske kroppe, og som står i skærende kontrast til de basale dyriske instinkter, som vi også drives af. Men mest af alt synes romanen at indeholde en forsinket kommentar til den evige registrering af vore liv, samt i kernen af fortællingen en ganske banal kærlighedsfortælling: mand møder kvinde, de skilles og efter nogen tid så mødes de atter – begge skambidt af tidens tand.

For kort at ridse bogens hovedtræk op, så oscillerer handlingsforløbet ganske stringent mellem en nutid, hvor bogens fortæller er draget til Sydamerika, i jagten på en mystisk pige, som han har set et klip med på nettet Se http://www.kinoplex.org/, og mellem samme fortællers ungdom i en ganske eksklusiv kreds af filosofiske bohemer og fordrukne, cokesniffende kunstnere tilbage i slutfirsernes og midthalvfemsernes København.

Bogens fortæller er en nihilistisk, navlebeskuende ung mand, der omgiver sig med venner, han egentlig ikke bryder sig om, og har et arbejde, der betyder endnu mindre for ham. Hans bekendte Daniel er besat af tanken om at registrere næsten alt, som omgiver dem – først i form af lyd på kassettebåndoptagere og dernæst i både lyd og billede takket være VHS, mens kammeraten Sune langt hen af vejen er en medløber, der hele vejen igennem forekommer svært utilregnelig.

Titlen på bogen refererer til de happenings som Daniel og Sune iscenesætter, først ganske uskyldige, smålumre sætstykker, men Kinoplex-arrangementerne udvikler sig hurtigt til en form for Eyes Wide Shut pastiche, hvor en eksklusiv gruppe mennesker med særlige invitationer og iklædt Ventianske karnevalsmasker flokkes til Folketeatret for at se på live sex shows, muligvis mens kameraerne lydløst registrerer både de optrædende og tilskuerne.

Martin Hall lader bogen igennem den teknologiske fremdrift være en form for anker, hvormed læseren kan bestemme et omtrent årstal, men samtidig synes meget af bogen at være en kritik af en udkrænget kropskultur, som Martin Hall desværre ikke helt kan undsige sig i at være en del af. Hall lader sin protagonist væmmes selv ved at være vidne til bolleriet, men samtidig kan han heller ikke helt lade være med at se det igen, når videobåndet giver ham mulighed for det. Den perfekte voyeur, i en digital tidsalder.

Selv om der ingen tvivl kan herske om, at Martin Hall har talent for at sætte pen til papir, så krydres de svulstige penetrationspassager med en række karakterer, som til stadighed fører monologer og samtaler, der et fåtal af gangene er morsomt observerende, mens de dog primært minder mere om noget, man forventer at kunne høre sent om aftenen på filosofistudiets fredagsbar.

Der er intet i vejen med at være hverken kulturelt reflekterende eller intellektuel, men det serveres altså i Kinoplex på en måde, som ikke bidrager med meget nyt i forhold til diskussionen om det private rum sat overfor det offentlige. Dertil kommer, at disse meget konvoluterede dialoger ikke gør figurerne i bogen synderligt troværdige. Det bør i samme åndedrag nævnes, at mange af de ganske komplekse og modsatrettede følelser, som vores hovedperson reflekterer over, til gengæld er utroligt velfungerende udført.

Det kan nemt tænkes, at det langt fra er realismen, Hall har stilet mod, men at bogen snarere skal ses som et forsøg på at tegne et billede af sin generations langsomme men sikre march mod småborgerlighedens truende ølmave. Middelmådigheden, ligegyldigheden og den tabte kærlighed bliver på den måde letopløselige tegn på et generelt kulturelt og menneskeligt forfald. Registreringen af livet via medierne som eneste Baudrillard’ske eller McLuhan’ske bevis på, at vi har eksisteret og selv om Kinoplex er drevent velskrevet, fængende og hurtigt læst, så kan man ikke efter endt læsning andet end at undre sig over, hvad den dybere mening med menageriet egentlig var. Kinoplex bliver på den måde en roman blandt andre, hvor formen med vold og magt forsøger at tiltvinge sig indholdets plads – og i store træk lykkes med sit forehavende.


Forrige anmeldelse
« Begrundet mistanke «
Næste anmeldelse
» Mange sære ting for »


Flere prosaanmeldelser