Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Jævnet med jorden / Mette Moestrup / 96 sider
Gyldendal. ISBN 9788702081480
Anmeldt 2/7 2010, 14:10 af Peter Stein Larsen

Avantgardistisk slægtsroman


Avantgardistisk slægtsroman

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Mette Moestrup har skrevet en bog med titlen Jævnet med jorden, der passende kan kaldes en romankollage. Genrebetegnelsen dækker over, at der i værket foregår en fusion mellem to typer værker, nemlig på den ene side den klassiske slægts- og erindringsroman og på den anden side den avantgardistiske kollage. Hvad angår slægtshistorien, får vi i en gribende beretning om, hvordan hovedpersonen i sin voksne alder oplever, at en vandmølle, der har tilhørt hendes familie i generationer, bliver revet ned, og hvordan hovedpersonen knivskarpt erindrer og reflekterer over sit forhold til tre ældre kvindelige familiemedlemmer, nemlig mormoren, mormorens søster og moren. Det handler om kvindelig identitet, kropslighed og seksualitet, og der gås også tæt på forholdet til det mandlige køn.

Modsat denne beretning, der fanger læseren og virkelig viser, at Mette Moestrup er en glimrende fortæller, når hun har noget på hjerte, er den avantgardistiske impuls i værket mindre interessant. Der er her dømt metafiktion på alle mulige og umulige måder i værket. Dette består af 68 tekststykker, hvilket svarer til, hvad man finder i St. St. Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog, hvis hovedperson også ligesom den person, Moestrups jeg har et kærlighedsforhold til, hedder Morten. Og så er der anbragt Klaus Høeck-agtige ’ordaffaldsrester’ under hver af afsnittene, og understregninger og kursiveringer af bestemte gloser, og gudhjælpemig om det sidste afsnit ikke er en systemtekst med 69 ens indledte afsnit med sort baggrund og lysende grøn skrift.

Det hele kunne uden tvivl have været spændende, hvis det ikke var, fordi den slags er set så mange gange før i dansk konkretisme fra slutningen af 1960’erne, og hvis det ikke var, fordi de mange intellektualistiske og subtile æstetisk greb simpelthen truer med at kvæle de oplevelseskvaliteter, som ligger i værkets fortælling. Så min konklusion er, at Moestrups projekt er faldet fra hinanden. Hun har i Jævnet med jorden vist, at hun mestrer at fortælle fremragende, ligesom hun i sin sidste digtsamling ”King Size” demonstrerede, at hun er en sublim poetisk eksperimentator. Men i forsøget på at få disse to koncepter til at samvirke i et værk er hun kæntret. Og man kan uden tvivl vente sig noget langt bedre af hende i fremtiden.


Forrige anmeldelse
« Det dobbelte land «
Næste anmeldelse
» Lad de små børn »


Flere prosaanmeldelser