Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Lad de små børn / Adam Creed / 340 sider
Politikens Forlag. ISBN 978-87-567-9509-8
Anmeldt 9/8 2010, 20:40 af Torben Rølmer Bille

Moralsk selvtægt?


Moralsk selvtægt?

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Langt de fleste har sikkert på et eller andet tidspunkt befundet sig i en samtale, der handlede om hvorvidt man kan retfærdiggøre at tage loven i sine egne hænder, eller i det mindste tillade at frydes, hvis nogle af de værste kriminelle i vort samfund får (hvad nogle mener) de fortjener. Ser man på populærfiktionens verden, så bliver langt de fleste udåder altid straffet i en eller anden form – de, der vil andre ondt, får som fortjent og retfærdigheden genoprettes som oftest til sidst.

Fiktionens verden er i sagens natur langt fra virkelighedens, og her synes der ligeledes, at være mange forbrydere i vort samfund som i nogle menneskers øjne slipper alt for let, når disse idømmes fængselsstraffe. Selv om det kan forekomme gammeltestamentligt, så ligger ideen om øje for øje stadig dybt forankret i vor kultur – især når det drejer sig om de kriminelle, der forgriber sig på forsvarsløse børn.

En hævnaktion rettet mod en række pædofile er udgangspunktet for den engelske forfatter Adam Creeds debutroman Lad de små børn (org. Suffer the Children), for forstæderne til London bliver skueplads til en række bestialske mord og overgreb på formodede pædofile, som systemet ikke har kunnet dømme. En af de eneste, der forsøger at forhindre denne selvbestaltede hævnaktion, er efterforskningslederen William Flagstaffe, der pludselig synes at stå meget alene i sit forsøg på at få bremset de kriminelle handlinger, for såvel kollegaer som de mistænkte i efterforskningen synes egentlig at mene, at de pædofile blot får som fortjent.

De allerbedste kriminalromaner synes at byde på både en spændende handling, en række mysterier som læseren kan gruble over og endelig nogle moralske eller filosofiske dilemmaer, som man kan gruble over undervejs, men på trods af gode fortsæt så formår Lad de små børn aldrig rigtigt at nå alle disse mål, for bogen følger i store træk linjerne fra en lang række andre kriminalromaner.

Bogens hovedperson ”Staffe” er en nærmest arketypisk plaget sjæl, idet han til stadighed søger at få svar på, hvem der i sin tid slog hans forældre ihjel. De blev ofre for et bombeattentat, mens de var på en ferie i Spanien. Det forekommer, uden at undertegnede kan vide det med sikkerhed, som om jagten på disse bagmænd bliver et tilbagevendende tema i de efterfølgende bøger. Staffe jager altså både lokale kriminelle og bombemændene med sådan en ildhu at hans ægteskab – selvfølgeligt – er gået i stykker. Som om det ikke skulle være nok, så er hans søster også i ganske alvorlige parforholdsmæssige problemer samtidig med, at Staffe har fået en ungdomsbande på nakken, efter han fik smidt en af medlemmerne i fængsel.

Dernæst har vi bogens plot, der skrider frem i et ganske jævnt tempo, som muligvis er et kendetegn for engelske krimier, idet de ofte bruger mange kræfter på dialog og miljøbeskrivelser, og det lykkes også langt hen af vejen for Creed at leve op til dette. I den forbindelse kunne man godt have ønsket, at bogens danske oversætter Peter Rønnov-Jensen havde gjort lidt mere ud af sin oversættelse, idet den virker som om, den er blevet oversat meget ordret, i stedet for at tilpasse sproget så det bliver mere mundret på vor side af Nordsøen.

Det er dog ikke oversættelsen, der udgør det problematiske. Det er snarere det faktum, at Creed aldrig rigtigt får bogen op i det rette tempo, selv om han benytter sig af flere klassiske stiltræk. Især mod slutningen ser man disse, for der – og nu følger en spoiler – bliver Staffes makker naturligvis taget som gidsel, alt imens efterforskeren, som naturligvis er blevet taget fra sagen, selv er i voldsom tidsnød for at forhindre, at endnu en af de pædofile lider en krank skæbne. Det hele bliver alt for generisk, og man ville ønske noget nytænkning, hvad angår både måden, som plottet er skruet sammen på, og i præsentationen af karaktererne, vi møder undervejs.

Alt i alt er Lad de små børn ikke en krimi man vil vende tilbage til, når den først er læst. Dertil er den simpelthen for træg, og dertil kommer, at kriminalmysteriet og thrillerelementerne bliver præsenteret på sådan en måde, at den drevne læser af denne type genrelitteratur aldrig overraskes. Man kan blot håbe på, at dette har været startvanskeligheder for Creed, for i England er der indtil videre kommet hele to bøger i serien om Staffe, og en tredje er i skrivende stund på vej til forlaget.


Forrige anmeldelse
« Jævnet med jorden «
Næste anmeldelse
» Midaqgyden »


Flere prosaanmeldelser