Mest læste
[Prosaanmeldelse]

1 - Prosaanmeldelse
Ternet Ninja
2 - Prosaanmeldelse
Hvis det er
3 - Prosaanmeldelse
Kantslag
4 - Prosaanmeldelse
De hængte hunde
5 - Prosaanmeldelse
Dig og mig ved daggry
6 - Prosaanmeldelse
Gud taler ud
7 - Prosaanmeldelse
Effekten af Susan
8 - Prosaanmeldelse
De mørke mænd
9 - Prosaanmeldelse
Og bjergene gav genlyd
10 - Prosaanmeldelse
The vampire diaries – Mørkets brødre




Et liv i almindelighed / Bent Vinn Nielsen / 216 sider
Gyldendal. ISBN 9788702046328
Anmeldt 22/4 2010, 18:13 af Claus Krogholm

Et liv i almindelighed


Et liv i almindelighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Efter en romanpause på næsten seks år er Bent Vinn Nielsen nu tilbage med Et liv i almindelighed. Det er historien om den 96-årige Skat Enevoldsen (fornavnet bryder han sig ikke om). Han bor nu på plejehjem i Nykøbing Falster, hvor han fortæller om sit liv til sin besøgsven, førtidspensionist James D. Møller.

Enevoldsen blev født i 1903 i Haderslev. Faderen var officer, så familien flyttede en del rundt. Først til Vordingborg og siden til Aalborg. Faderen døde, da Enevoldsen var ti, men moderen blev boende i Aalborg, hvor hun - der var ikke så lidt snobbet - altid havde selskaber. Enevoldsen kom i skrædderlære, men kunne ikke holde Aalborg ud - en grim by, efter hans opfattelse - så han fandt arbejde hos en skræddermester i Vordingborg. Men der er for lidt at lave, så en dag tager han toget til København. Men så langt når han aldrig, da han efter et skænderi med konduktøren bliver sat af i Borup. Her møder han kropigen Edith, som han bliver gift med. Han overtager familiegården og bliver mod sin vilje landmand, skønt han hverken har lyst eller evner for landbrug. Men med brug af sund fornuft får han det alligevel til at løbe rundt. De får børn, og Enevoldsen bliver med årene også anerkendt af de lokale, trods hans manglende landbrugserfaring. Da han bliver for gammel, bliver gården solgt og de køber i stedet et husmandssted. Og efter Ediths død, da han ikke kan klare sig selv længere, ender han altså på plejehjem. Kort sagt: et liv i almindelighed.

Et liv i almindelighed er på mange måder en typisk Bent Vinn Nielsen roman. Umiddelbart er der hverken noget dramatisk eller spektakulært over Skat Enevoldsens liv. Han fortæller om løst og fast, sådan som tingene nu falder ham ind, så man kun gradvist kan danne sig et mere kronologisk overblik. Men man aner også efterhånden, at det måske ikke er så tilfældigt endda. For bag det umiddelbart begivenhedsløse ligger der alligevel drama, passion og tragedie. Bent Vinn Nielsen er en mester i at få dramaet flettet ind, så det ikke bliver noget videre påfaldende. Dramaet ligger i det, der ikke bliver sagt, men som ikke desto mindre er nærværende netop i kraft af, at det ikke får lov til at komme til udtryk.

Det ligger også i selve måde, historien er arrangeret på. Det er Enevoldsen, der fortæller til James D. Møller. Det er kun Enevoldsen, vi hører (med et par undtagelser til slut). Af Enevoldsens replikker kan man dog slutte sig til, at James D. Møller også har kommentarer og spørgsmål, men dem hører vi ikke. Han har optaget samtalen på en digital optager, og det er tilsyneladende den redigerede optagelse, vi får, så det kun er Enevoldsen, vi hører, men hele tiden med en bevidsthed om, at der er noget, der er redigeret ud af fortællingen. Der er altid opmærksom på, at der er noget fraværende i det, vi hører.

Et liv i almindelighed bekræfter endnu engang, at Bent Vinn Nielsen er unik, når det gælder om at forvandle det upåfaldende og upåagtede til en fortælling, der kan bære en hel roman. Gennem det, der ikke bliver sagt, eller rettere, det som blev sagt men siden redigeret ud, tegnes der et billede af Skat Enevoldsen som en sammensat person: ufølsom og sensitiv, snobbet og generøs, bitter og taknemmelig for livet. Alt dette får Bent Vinn Nielsen frem uden store armbevægelser, men alene gennem fortællerarrangement og økonomisk distribution af information. Mesterligt.


Forrige anmeldelse
« Spørgespil «
Næste anmeldelse
» De hjemløse »


Flere prosaanmeldelser