Mest læste
[Litteraturessay]

1 - Litteraturessay
Alsidighedens affektion
2 - Litteraturessay
Krimi, viden og kultur
3 - Litteraturessay
Interview med Theis Ørntoft
4 - Litteraturessay
At finde en form til sin vrede
5 - Litteraturessay
»Jeg har ikke matematiske evner nok til at skrive en krimi«
6 - Litteraturessay
Den Litterære Rebel
7 - Litteraturessay
Hur kommer man på nånting sånt här?
8 - Litteraturessay
Interview med Sofie Kluge
9 - Litteraturessay
Ernesto Dalgas; Modernitetens apokalypse
10 - Litteraturessay
Mosaikkens fortælling



Jeg vil ikke sige, at jeg skriver i blinde, men…


« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Vejen fra en campingplads i Bogense på Nordfyn til “en by i Rusland” - i dette tilfælde Plosj ved Volga-flodens bred - er en vej, som kun en Leif Davidsen kan fantasere sig til. Men hans læsere hopper med på den i romanen Djævelen i hullet, hvor Laila bestyrer campingpladsen i Bogense og bliver opsøgt af sin far, som hun ikke har hørt fra i årevis. Han har forladt Danmark efter at have været sovjetisk agent i koldkrigsperioden og er hoppet af til Rusland efter den kolde krigs ophør. En typisk Davidsen - at flette lilleputnationen Danmark sammen med et udland, der er så stort, at Danmark bliver næsten ligegyldigt.

Leif Davidsen var på besøg på litteraturfestivalen Ord fra Nord 2017, hvor han gæstede en række biblioteker i Sønderjylland og Slesvig-Holsten. Davidsen tog sæde i den ene af bibliotekets to røde lænestole, litteraturforsker og professor Lars Ole Sauerberg som interviewer i den anden. Indimellem forsøgte Sauerberg at udfritte Leif Davidsen for meninger. At få debattøren Davidsen frem i lyset.


I Danmark er vi i almindelighed ret gode til at sno os, siger Leif Davidsen.
Foto: Hans Christian Davidsen


- Vi er jo omgivet af meninger overalt. Der er rigeligt af dem. Jeg synes ikke, jeg behøver at komme med mine. Da jeg endnu var ved Danmarks Radio, blev jeg spurgt, om ikke jeg havde lyst til at gå ind i politik. Men jeg har jo heller ikke behov for at spille på landsholdet. Jeg vil hellere stå på sidelinjen og betragte slagets gang, svarede Leif Davidsen.

Han ønsker sig ikke tilbage til gamle dage. Men han sukker indvendigt, når han tænker på dengang, da politikere fik mere end et minuts taletid i nyhederne.

- I dag får de lov til at tale i 12 sekunder, og bagefter kommer der en journalist og taler i flere minutter om, hvad det nu var, politikeren sagde.

Gode til at sno sig
Leif Davidsen mener nok, at Danmark skal klare globaliseringen og de mange nye mennesker, der kommer til landet udefra.

- I Danmark er vi i almindelighed ret gode til at sno os. Vi slap for Første Verdenskrig, hvor andre lande i Europa ikke undgik store ødelæggelser. Anden Verdenskrig slap vi også nådigt fra sammenlignet med andre lande, hvor det gik meget værre. Men nederlaget fra 1864 sidder stadig meget dybt i os. Vi blev forvandlet til en lilleputnation, og nederlag påvirker et land langt mere end sejre. Jeg tror, det var derfor, at Putin blev så populær i sit eget land, da han annekterede Krim og gik ind i Ukraine. Rigtig mange russere oplevede Sovjetunionens opløsning som et stort nederlag. Med annekteringen af Krim kom der endelig en sejr, siger Leif Davidsen.

Hans næste bog udkommer den 10. november 2017, samme dag som BogForum åbner i København. Ravnens rede er ikke en politisk spændingsroman i den gængse Davidsen-definition. Han har selv valgt at kalde den for “en gotisk fortælling”, og den kommer til at foregår på Bretagnes nordkyst, hvor forfatteren var på ferie for nogle år siden.

- Fra vores hotel kunne min kone og jeg sidde og kigge over på et slot, som jeg troede var et middelalderslot - med glughuller, huler og sorte fugle, der fløj omkring slottet. Men jeg fandt ud af, at det slet ikke var noget middelalderslot. Det var bygget i 1850erne af en gal polak, der var pyrotekniker. Siden har det tjent som det regionale hovedkontor for Gestapo under den tyske besættelse af Nordfrankrig. Amerikanerne havde kvarter på slottet efter krigen. Og i dag er det ejet af den tyske komiker Dieter Hallervorden. et perfekt sted for min roman, siger Leif Davidsen.

I København sidder en journalist, der er blevet fyret fra sin avis og bor i en fremlejet skodlejlighed på Nørrebro. En dag får hun et brev, og hun kan med det samme genkende skriften på konvolutten.
- Det er fra hendes tidligere kæreste, der pludselig en dag slog op med hende - noget som hun aldrig helt er kommet sig over. Han spørger, om ikke hun vil komme ned til ham og skrive hans biografi. Da hun ikke har et liv i Danmark, har hun ikke rigtig noget valg, fortæller Leif Davidsen - og tilføjer hurtigt:
- Det skulle hun aldrig have gjort.

Hemmeligheder
Der er altid en eller anden hemmelighed i Leif Davidsens romaner. Som i De gode søstre. På en rejse til Bratislava opsøges universitetslektor Theodor Nikolaj Pedersen af en kvinde, som fortæller en historie, der tvinger ham til at revidere familiekrøniken fra faderens tid i Frikorps Danmark på Østfronten under Anden Verdenskrig.

- Under researchen til romanen gik det i det hele taget op for mig, hvor meget hemmelighedskræmmeri, der har været i Danmark, når det gælder danske soldaters deltagelse i den bestialske krig på Østfronten fra 1941 til 1945. Der faldt langt flere danskere på østfronten, end der gjorde i modstandsbevægelsen på hjemmefronten, siger han.

I 1999 udsendte Leif Davidsen sammen med pressefotografen Karsten Lindhardt den meget omdiskuterede bog Østfronten - danskere i krig, der i tekst og fotos beskrev en krig, der havde deltagelse af det største antal danske soldater siden 1864.

- Vi havde et nabopar i Smørum, hvor vi bor - et par, som vi blot var på hilse-fod med og ikke kendte særligt godt. En dag kom manden over til mig og videregav lettere chokeret, hvad hans kone havde fortalt ham aftenen før, nemlig at hendes bror var en af de faldne i Nordland-divisionen. De havde været gift i godt 40 år, og hun havde aldrig fortalt noget om det. Familier er fyldt med hemmeligheder, og de er spændende at dykke ned i, siger Leif Davidsen.

Som i Patriarkens hemmelige død, hvor tingene ikke er det, de giver sig ud for at være. I denne roman får læseren den spændende historie om to dødsfald, der næsten samtidig finder sted i Moskva. Mens den ene, der dør, er patriarken, er den anden en ung dansk mand.

Tilfældigheder i skriveprocessen
Patriarken sover stille ind. Den unge mand, Gabriel, en af patriarkens betroede medarbejdere, tæves brutalt ihjel i en baggård. Spørgsmålet er så, hvorfor Gabriel skulle dø? Hvad var det, han vidste, der var så farligt, at det var nødvendigt at slå ham ihjel? Hans tvillingebror, Adam, rejser til Moskva for at finde et svar, og i hans søgen tager Leif Davidsen læseren med på en rejse i fortidens Rusland, da landet hed Sovjetunionen, og styret forsøgte at erstatte religion med kommunisme.

- En kvinde kom hen til mig, efter at hun havde læst romanen, og sagde, at hun allerede efter få sider havde regnet ud, hvem der var skurken. Jeg svarede, at så måtte hun altså være meget mere begavet, end jeg var, for jeg vidste det ikke endnu, mens jeg skrev på netop de sider, hvor hun syntes at kende svaret. Og det er sandheden. Jeg vil ikke sige, at jeg skriver i blinde, men jeg ved aldrig rigtig, hvad der skal foregå mange sider fremme i en roman. Når jeg er færdig med manuskriptet, kører jeg tilbage i teksten på computeren, men det er sjældent, at jeg er nødt til at ændre noget nævneværdigt i plottet, siger Leif Davidsen.

Men det begynder altid med en hovedperson, som er titlen på den bog, som Lars Ole Sauerberg har skrevet om Davidsens forfatterskab (Lindhardt & Ringhof, 2006).

pil op