Der er flere måder at lave film på! Det synes at være sagt med det for tiden spirende danske independentmiljø, der oftest ganske uden at være i forbindelse med den etablerede filmindustri producerer flere og flere film, der de seneste år også er begyndt at udkomme i bred distribution. Filmene er altså ikke længere skrivebordsprojekter, der bliver lavet, fordi en række filmbuffs ikke kan lade være – ambitionerne er blevet større. Eller også er det produktionsmulighederne eller distributionskanalerne, der er blevet bedre eller mere interesseret. Der er i hvert fald noget, der tyder på, at dansk film for tiden gennemgår en udvikling, der nu også levner mere og mere plads til selvstændige projekter uden for de store produktionsselskaber. Et af de selskaber, der efterhånden har gjort sig mere bemærket på denne scene er Lone Tower Visuals, som ejes af Jonas Kvist Jensen og Morten Hjorth.

Lørdag d. 29. maj var der gallapremiere på den seneste film i rækken – Mord på mere end en måde, skrevet og instrueret af Jonas Kvist Jensen. Det er Jonas Kvist Jensens anden spillefilm – den første Brutal Incasso er ude på dvd. Kulturkapellet var med til premieren og benyttede her lejligheden til at få en sludder med Jonas Kvist Jensen om filmen, der tog tre år at færdiggøre, og det danske independentmiljø. Filmen er i sig selv af en slags, som vi ikke ser mange af i Danmark. Den handler om den forhutlede privatdetektiv Johnny, der ikke rigtig kan få tingene til at hænge sammen, fordi der ikke rigtig sker noget i de ægteskabssager, han efterforsker. En nat under en overvågning møder han en køn blond pige, som han ender med at invitere med på en weekendtur til et afsondret slot, hvor han en gang om året mødes med nogle bizarre venner – og her skal det vise sig, at Johnny får sin blodige sag for.

Mord på mere end én måde henter en del inspiration fra den klassiske krimigenre, som vi meget sjældent ser i Danmark. Men den synes også at kommentere lettere ironisk på genren selv. Hvor henter du genreinspirationen fra? 

”Jeg er ikke sikker på, hvorfor vi præcis valgte denne genre. Jeg tror bare generelt, at vi syntes, det var lidt sjovt med de gammeldags mordmysterier á la Agatha Christie, fordi de netop eksisterer i så faste rammer. Vores udlægning tager jo så bare ikke sig selv helt så seriøst. Generelt finder jeg klicheer morsomme, og kan godt lige at tage lidt venligt pis på dem, ligesom vi også gjorde i Brutal Incasso – bare med actionfilm. På en eller anden måde udsprang hele ideen til Mord på mere end én måde fra netop genren. Vi besluttede os for at komme på en historie af denne type, og så kom resten af ideerne til karakterer og handlingsforløb ligesom bare væltende ud af det.”

Det danske independent-miljø har generelt fokuseret på forskellige populærgenrer, men har i høj grad været interesseret i gangsterdramaet – således også din egen Brutal Incasso. Krimigenren læner sig godt nok opad gangsterdramaets fokus på kriminelle. Men du synes at tage et nyt skridt inden for independent-miljøet, eftersom du her tager fat på den mere klassiske krimi. Hvorfor netop dette relativt utraditionelle valg af og inden for krimigenren?

”Jeg tror, at grunden til, vi startede, som vi gjorde med Brutal Incasso, var, at det bare var oppe i tiden dengang. Den danske filmscene var præget af Lasse Spang Olsen og Anders Thomas Jensen, og det var bare den type film og humor, der var in, da vi oprindeligt kastede os ud i det. Det er selvfølgelig et ret stort spring til Mord på mere end én måde, hvor der er tale om en helt anden type film. Det var vigtigt for os at lave noget helt andet, og vi valgte med vilje en genre, der ikke har været overrendt af danske film. Faktisk tror jeg, det bliver svært at nævne andre danske film, der minder om den. På en eller anden måde er det nok bare vigtigt for Morten Hjorth og mig selv at tage nye udfordringer op. Det ville ikke have været specielt sjovt at fortsætte i samme spor efter Brutal Incasso (selvom andre jo gladeligt gjorde det).

Det klassiske mordmysterie (whodunnit) er jo også interessant, fordi det netop altid foregår i et meget begrænset miljø. Det er typisk et slot eller en floddamper eller lignende, og det giver nogle interessante muligheder for en independent film, hvor locations jo netop kan være en af de svære ting at håndtere. Jeg vil ikke sige, at det var nemt at finde et slot at optage på, men da det først var fundet, var det også stort set den eneste location, vi skulle bruge. Det betød så, at vi boede, helt afskåret fra omverdenen, langt, langt ude på bøhlandet i den hele måned, vi optog, med skuespillere, crew og det hele, hvilket gav en ret speciel proces. At vi så havde dødsenstravlt, og at jeg aldrig har været så stresset i hele mit liv, er en anden historie.”


Det er ingen hemmelig, at film koster mange penge. Det er derfor heller ikke svært at gennemskue, at finansieringen – inden for independent-miljøet – må være en hård proces. Hvad er dine umiddelbare erfaringer efter at have lavet flere film? Hvor og hvordan henter I de midler ind, som en film som din – selvom den er low-budget – nødvendigvis må koste? 

”Det er klart at Mord på mere end én måde, som alle de andre independent-film i Danmark baserer sig i meget høj grad på frivillig arbejdskraft. Ingen af de medvirkende, hverken foran eller bag kameraet, har fået nogen penge på forhånd. Vi har dog en finansieringsmodel, der gør, at alle de større bidragsydere får noget ud af det, når filmen begynder at tjene penge.

Derudover er der selvfølgelig nogle praktiske udgifter, som man ikke kan løbe fra. Locations, forplejning og transport er de tre store syndere i den sammenhæng, og så er der naturligvis noget teknisk udstyr, som dog er en lidt mere flydende størrelse, fordi det jo typisk ikke er begrænset til en film. Men alt i alt har vi brugt små 200.000 kr. på produktionen i rede penge, og dem har vi selv puttet i projektet, helt personligt.

Dækningen af de udgifter håber vi at klare igennem distribution af filmen til DVD og Blu-ray. I det nuværende filmklima i Danmark er det usandsynligt, at vi får mulighed for at vise den i biografen for alvor. Den store kunst er så at finde alternative, og billige, måder at gøre opmærksom på filmen, så folk rent faktisk får lyst til at købe den.”


På trods af at processen må være besværlig og give søvnløse nætter, er resultatet Mord på mere end én måde blevet relativt homogent. Filmen tog, siger du, tre år at færdiggøre. Hvordan vil du karakterisere din oplevelse med at skrive og instruere denne (og egne) film?

”Kort sagt, så skal man virkelig, virkelig VILLE det! Det er et sindssygt stort arbejde og et meget uoverskueligt projekt at kaste sig ud i. Og det er en rutsjebanetur uden lige. Under optagelserne sov jeg stort set ikke i en måned pga. stress, og det faktum, at vi alle boede sammen, gjorde det til en utrolig intens oplevelse. Jeg kan ikke mindes noget andet tidspunkt i mit liv hvor jeg har været så presset, men på den anden side er det også sindssygt fed, at stå med ansvaret for så stort et projekt. Skrivearbejdet er lidt en anden ting. Det er noget man sidder med derhjemme i fred og ro, og der er ikke så meget pres på, fordi man jo først for alvor går i gang med filmen, når man har et fungerende script. Det er på mange måder den sjoveste del af processen, selvom den, her flere år senere, føles meget fjern.”

Og er der – nu på baggrund af flere produktioner – noget, som du fandt nemmere eller mere besværligt end ellers ifm. Mord på mere end én måde?  Hvad var de største kvaler ved færdiggørelsen af Mord på mere end én måde? 

”Alle film har sine egne udfordringer. Mord på mere end én måde var speciel, fordi vi som nævnt var på den samme location næsten hele tiden. Samtidig er en meget stor del af castet med i forholdsvis mange scener, hvor man jo ellers ofte koncentrerer sig om en eller to hovedkarakterer, der fylder rigtigt meget. Det betyder lange optagedage med mange skuespillere på en gang, hvilket igen betyder meget ventetid for dem, og nogle andre instruktionsmæssige udfordringer, fordi der er så mange karakterer at holde styr på med hver deres motivation og personlighed.

Hvad angår post-production, er det den værste del at komme igennem på sådan et projekt her, og mange film er strandet helt i den fase og derfor aldrig rigtigt blevet til noget på trods af, at optagelserne var afsluttede. Det skyldes nok primært, at man bliver overrasket over, hvor meget arbejde, der egentlig gemmer sig bagefter. At redigere en spillefilm er for eksempel ikke nogen skovtur, og det var meget hårdt for mig personligt at komme i gang med det for alvor, simpelthen fordi optagelserne i sig selv havde været så hårde.

Men redigeringen er jo kun begyndelsen. Lydsiden er noget, som man nemt glemmer, når man sidder i biografen, men jeg kan love dig, at man lægger mærke til det, hvis den ikke fungerer. Anders Due-Boje og Thomas Gooseman har arbejdet på Mord på mere end én måde i over et år nu for at få lyden og musikken til at fungere. Samtidig har jeg siddet med hele den visuelle side af sagen, som også er ret voldsom.

I sidste ende er den største udfordring ved færdiggørelsen nok netop at blive færdig. Det kræver en helt anden grad af motivation at sidde hjemme alene og arbejde med et projekt, som alle andre for længst er færdige med. En ting er at holde gang i et hold af folk under selve optagelserne – på det tidspunkt er det et stort fællesprojekt, hvor alle kæmper for sagen, men i post sidder man meget alene.”


Jeg vil bevæge mig lidt væk fra den enkelte film og ud i det mere generelle billede af det spirende danske independent-miljø. Kan du først og fremmest fortælle lidt om, hvordan dette miljø er opstået, hvem det består af, og ikke mindst hvordan det hele hænger sammen?

”Jeg tror på et eller andet plan, at vi altid har været her. Det er sikkert blevet nemmere og mere tilgængelig af forskellige teknologiske årsager de sidste år, men jeg tror altid, der har været nogen, der prøvede. For mit eget vedkommende startede det sammen med min makker Morten Hjorthhelt tilbage i ungdomsskolen. Senere mødte vi Kim Sønderholm, der på mange måder var en del af den udvikling, vi havde med Brutal Incasso. Derefter gik han og vi så i hver sin retning, hvilket jo også tydeligt ses på filmene. Folkene bag Krokodillerne – Dennis Bahnson, Claus Lund og Thomas Biehl – mødte hinanden på optagelserne til Brutal Incasso. Det er vel en lille del af historien om, hvordan tingene hænger sammen, i hvert fald her i Århus, men så er der jo en lang række folk på Sjælland, der også kaster sig ud i det, hvor jeg langt fra kender dem alle personligt.

Men man skal nok heller ikke glemme kortfilmsfolkene. Morten Hjorth og jeg selv er nogle af de få, der har valgt at satse på spillefilm. Vi gør det, fordi vi simpelthen ikke ser den store fremtid i festivaler osv. Man kan vel sige, at kortfilm typisk er noget, man laver for at skabe sig noget erfaring og i et håb om at lave sig en vej ind i den mere etablerede branche. Jeg tror dog ikke, at den ene vej er mere rigtig end den anden. Men der er helt sikkert væsentligt flere folk, der forsøger sig med kortfilmsformatet, og hvis du begynder at grave i det, bliver listen af folk meget lang. Det er nok også til dels derfor, vi har besluttet os for at gøre noget andet (hvor klogt det så er, vil jeg lade andre om at vurdere).

Der er alle mulige bindeled imellem alle i miljøet på den ene og den anden vis. Men jeg tror, man skal skille skuespillere og os andre lidt ad. Vi producerer og går igennem ild og vand for at få et enkelt projekt til at køre. Skuespillerne gør også et kæmpe arbejde, naturligvis, men de kæmper på mange måder bare for at overleve i en branche, hvor det er sindssygt hårdt at komme frem. Det er de færreste danske skuespillere, der kan leve af at optræde i film og teater – sådan er det bare. Det betyder, at der er rigtigt mange, der er villige til at medvirke i mindre produktioner for at skabe sig et navn. Folk grupperer sig om de enkelte projekter, men derimellem er det ret flydende.”


Er independent-miljøet at forstå som en protest mod det mere etablerede system eller bare en uafrystelig lyst til at lave film? Eller en kombination? 

”Grundlæggende har vi gjort det, fordi vi bare ikke kan lade være. For nogens vedkommende er det nok en protest. For min part handler det mest bare om, at jeg bruger de muligheder jeg har. Jeg skal da ikke nægte at det godt kan være ganske motiverende at kæmpe sig igennem horder af folk, der mener, at man forsøger det umulige, men først og fremmest handler det bare om at lave film – og om den proces, det er at gennemføre et marathonprojekt som fx. Mord på mere end én måde.”

Der er antydninger af en lyst til at komme ud over danske grænser med danske independent-film –  fx filmene The Horror Vault eller andre engelsksprogede film. Det store spørgsmål er derfor selvfølgelig, om det er din fornemmelse, at independent-miljøet er en voksende succes – i og uden for Danmark? Eller vil det blive ved med at være en niche i dansk filmindustri?

  ”Jeg tror da helt klart, at vi har en fremtid, især i Danmark. Om danske independent-film for alvor kan nå uden for landets grænser ved jeg ikke. Man kan sige at Kim Sønderholms projekter har været møntet på det i kraft af, at han har lavet dem på engelsk, men det kan vel med rette diskuteres, om det så stadig er tale om en dansk film i samme forstand. Jeg tror i hvert fald, at man mister en stor del af hjemmebaneloyaliteten ved at producere på engelsk. Derudover skal man huske, at det ikke er nemt at lave troværdig engelsksproget dialog med danske skuespillere.

Vi er nogle stykker, der kæmpe for at finde os en plads, og få vores film ud til et større dansk publikum. Mit håb er, at det vil blive nemmere med udbredelsen af digitale biografer, idet distributionsselskaberne får lidt mere albuerum til at tage chancer, fordi de ikke længere skal bruge hundredetusindvis af kroner på celluid-kopier. Men en niche vil det nok altid være i en eller anden forstand.”


Hvordan synes du, at modtagelsen af dine film i den bredere skare af filmseere har været? Er du tilfreds med det, du har opnået, eller stiler ambitionerne efter videre færd? 

”Det er min natur at ville lave noget større, og have mulighed for at vise det til flere mennesker. Sådan vil det være uanset, hvor godt det går, men jeg synes folk har taget rigtigt godt imod både Brutal Incasso og indtil videre også Mord på mere end én måde (selvom det jo kun på dette tidspunkt er et begrænset antal, der har set den). Men du kan roligt regne med, at vi allerede er godt på vej med nye projekter, der helst skal blive både større og vildere.”

Hvad er den videre skæbne for Mord på mere end én måde? Skal den vises i andre biografer eller er der planer om udgivelse på dvd?

”Den vil helt sikkert blive udgivet på DVD og Blu-ray, hvilket vi forventer at gøre senere på året. Om den decideret bliver en biograffilm er nok lidt mere tvivlsomt. Biograferne har det ikke godt for tiden, og distributørerne har det med at gå efter mere sikre satsninger. De vil hellere køre Transformers 2 et par gange mere, end at lave plads til små skæve ting som os.”

Læs mere om forskellige danske independentfilm her:
Det perfekte kup
No Right Turn
Krokodillerne
Brutal Incasso
Craig
Interview med Michael Mouyal om A Viking Saga