Dansk filmindustri anno 2008

- Et essay om aktuelle danske (inter)nationale film

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Når man stiller spørgsmålet om, hvor dansk film er nu og er på vej hen, stiller man sig på den ene side skarpt på et snapshot i tiden, hvilket i sig selv er svært. For hvad vil eftertiden tage med sig fra nutiden? På den anden side – og mere interessant – så stiller det samtidig spørgsmålet om, hvad der er dansk films centrale udfordring netop nu. Det første spørgsmål er mere objektivt skildrende, mens det andet spørgsmål er langt mere normativt, idet det samtidig retter sig mod en idé om, hvor filmen bør gå hen for at få det fokus, som dansk film gerne vil bryste sig af. I kølvandet her på er det endda også vigtigt at spørge, om det er så vigtigt med internationalt succesfulde film – eller om vi bare vil have gode film.

1. Succesfilm – eller bare gode film?
Dogmefilmens mere modernistiske projekt sendte chokbølger gennem filmhistorien med sin enormt kritiske og iøjnefaldende stil, der viste sig at kunne gå på tværs af genrer – og det er selvom dogmereglerne forbød genrefilm. I dag tæller vi på verdensplan ikke mindre end 240 certificerede dogmefilm. Om det er gode film, er i sig selv et studie værdig, men det antyder, at selve dogmekonceptet har haft – og stadig har – en vis opmærksomhed rundt omkring.

Med et sådant succesprojekt i bagagen er det nødvendigt – specielt afhængigt af tidens diskussion af dansk film – at stille to sammenhængende spørgsmål: 1) Hvordan genskaber vi dansk films succes, og 2) Er vi i det hele taget interesseret i det? Det er helt klart vigtigt at diskutere, hvad det er vi får ud af en sådan succes – og om den er værd at hige sådan efter. Når det kommer til stykket, så har film – som ikke var dogmefilm – fået flere folk i biografen end mange af dogmefilmene, måske med undtagelse af Italiensk for begyndere og Festen. Hvis det er film, som publikum ikke vil have, hvorfor skal vi så producere dem? Og kan man ikke svare positivt på dette spørgsmål – altså at vi får noget ud af dette internationale fokus – så behøver vi jo ikke at besvare spørgsmålet om, hvordan vi genskaber filmens succes.

Lad os derfor først dissekere spørgsmålet i de dele, som det består af: Det, der skabte dogmefilmens enorme kunstneriske succes, var et element af kritisk bevidsthed. En bevidsthed der mest var rettet mod selve branchen selv. Dogmefilmen var et forsøg på at nå ind til kernen af, hvad film i det hele taget er for en størrelse, gennem at skære stort set alt overflødigt fra: lyssætning, kulissearbejde, underlægningsmusik, opstillet kameraarbejde, overflødig action og genrefilm. (I parentes bemærket ser man hurtigt her, at nutidens film faktisk ikke overholdet noget som helst af disse dogmeregler – ikke at de skal gøre det)

Og her støder vi måske på det allerførste – og måske største – problem: Hvis dogmefilmen skabte et internationalt fokus på dansk film gennem et opgør med selve filmen i sig selv og branchen, der står bag, hvordan er det så muligt at skabe et fornyet internationalt fokus på dansk film, når meningen i sig selv er dette selvforherligende lys? Hvis målet i sig selv er succes, så overser filmen måske det centrale aspekt, at man derved begynder at konkurrere med drømmefabrikken Hollywood, som kan bryste sig af en hel anden kommerciel gennemslagskraft. Hvis vi vil have en filmindustri mere end en opmærksomhedsskabende kunstfilm, skal vi gøre op med os selv, om vi vil satse det, som det tager – eller om vi i stedet skal forsøge på at vise, at film ikke behøver at være multimillionære satsninger.

Dermed står vi hurtigt over for et lidt mere kompliceret spørgsmål end blot, om vi vil have at dansk film skal have internationalt fokus. Er det fokus for fokussets egen skyld eller er det rent faktisk, fordi vi vil noget med filmen, med kunsten og med selve eksponeringen, som internationalt fokus giver? Og i en tid, hvor der efterhånden er mere fokus på – om jeg så må sige – ”fra kunst til faktura” og antimuslimsk kulturkamp, så tyder alt jo på, at det nok er det første – fokus for egen vindings skyld – vi er på jagt efter. Det er dansk film, der kan eksporteres med BNP-signifikans, som efterspørges i kulturkampen – og ikke nødvendigvis film, der kan skabe sit eget fokus gennem kunstnerisk udfoldelse.

Det er klart, at den kunstneriske udfoldelse er langt den sværeste, men alt tyder dog samtidig på, at det er den, der – hvis den bryder igennem – får mest fokus. Det er tilsyneladende den utilsigtede succes, som ikke er planlagt, der får større fokus end den kalkulerede fakturatænkning. Derfor ser det ud til, at hvis vi ønsker at internationalt fokus på dansk film (og det lader det alt andet lige jo til, at vi gør), så må vi sadle om – dagsordnen for skabelse af et nyt dansk filmmiljø omkring nogle centrale kunstneriske kræfter, som det var tilfældet med de fire dogmebrøde, ser ud til at være vigtigere end at forsøge at pumpe midlerne ud i nogle større, kommercielle satsninger.

Men inden vi konkluderer for meget på, hvor vi er på vej hen, så skal vi måske kaste et blik på, hvad der rent faktisk sker. Og her tyder alt på, at der ligesom er tre – måske fire – grene, som dansk film spalter sig i. Vi ser for det første en internationalisering af nogle centrale instruktører – eller rettere skal vi måske kalde det en Hollywoodisering. For det andet ser vi et fornyet fokus på de mere nationale genrer såsom folkekomedien, mens vi også ser en ’fordanskning’ af de mere etablerede storgenrer, såsom horror, action og eventyrfilm. For det tredje – og måske mest interessant – ulmer der efterhånden et independent-miljø i Danmark, som efterhånden er ved at skabe sig et vist fokus blandt først anmeldere men også publikum. Det er disse tre-fire tendenser, vi her ser nærmere på. Til sidst kaster vi et blik på, hvad den mere kunstneriske retning i Danmark kan byde på.

2. Internationaliseringen af dansk film
Vi lægger ud med internationalisering af dansk film, der i sig selv egentlig er lidt en misvisende betegnelse. Man kan kritisk spørge, om det gør det til en dansk film, bare fordi en dansk instruktør står ved roret – det er nok i sig selv tvivlsomt, idet den kommercielle baggrund for de enkelte produktioner i de fleste tilfælde ikke er dansk. Man skulle måske i stedet snakke om internationaliseringen af dansk filminstruktører (men det bliver også bare så lang en titel så).

Hvad er det så, der sker, når danske instruktører ”prøver lykken” ude i verden, oftest i USA? Først skal vi måske slå fast, at dette ikke er noget ny tendens, men det nærmere har været tilfældet for de fleste danske instruktører, at de har haft et udenlandsk eventyr. Carl Th. Dreyer indspillede fx i 1928 La passion de Jeanne d'Arc i Frankrig og i 1932 Vampyr – Der Traum des Allen Grey (1932) i Tyskland. Lars von Trier var – fra sin første spillefilm The Element of Crime fra 1984 – fra starten rettet mod et internationalt fokus. Men efter dogmefilmen – og flere af de implicerede instruktører – er det nærmest blevet mere reglen end undtagelsen, at vi eksporterer vores instruktører.

Hvor kommer de så fra, de internationaliserede instruktører? Ja, der tegner sig hurtigt et billede: Susanne Bier har senest netop internationaliseret sig ved Things We Lost in the Fire, men var Oscar-nomineret for Efter brylluppet, mens Brødre er ved at blive genindspillet i USA. Susanne Bier instruerede dogmefilmen Elsker dig for evigt. Lars von Trier har vi været omkring i forbindelse med det hele – han er i sig selv et omdrejningspunkt i dansk film, nationalt som internationalt. Thomas Vinterberg har været igennem internationaliseringsprocessen med den særdeles undervurderede og Kubrickske It’s All About Love (2003) og filmatiseringen af Trier-manuskriptet Dear Wendy (2005). Vinterberg var jo manden bag dogmefilmen Festen. Lone Scherfig har været over søen, da hun indspillede Wilbur Wants to Kill Himself (2002), men fik sit gennembrud med dogmefilmen Italiensk for begyndere. Men andre ord bevæger vi os – når vi tegner et billede af internationalisering – stadig i kølvandet på dogmefilmene.

Men det er jo ikke de eneste, der har været udenlands. I centrum af dansk film har Bille August stået længe – nærmest side om side med Lars von Trier men med et noget andet fokus. Som særligt projekt har Bille August taget sig af en lang række filmatiseringer af litterære værker. Vi nævner i flæng: Bjarne Reuter-trilogien Zappa, Busters verden og Tro, håb og kærlighed, Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren, Isabel Allendes Åndernes hus, Selma Lagerlöfs Jerusalem, Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne og Victor Hugos Les Miserables. Her ser vi også hurtigt, hvad der sker undervejs – primært efter det fokus, som Bille August fik efter Pelle Erobreren (1987), nemlig at han går internationalt til værks fra Åndernes hus og frem. Dermed løber vi ind i det allerede berørte problem, at Bille Augusts film egentlig kun kan kaldes danske i kraft af netop August selv.

Men det mest interessante, hvad angår Bille August, er hvad der sker efter Les Miserables. De film, der ligger her fra før, kan – måske lige foruden Les Miserables selv – karakteriseres som storfilm, klassikere eller slet og ret bare gode film. Men efter Les Miserables holder Bille August op med at benytte sig af litterære forlæg – og det kan ses på filmene. En sang for Martin skal dog ikke undervurderes. Men hverken Return to Sender om amerikansk dødsstraf eller Farvel Bafana om Nelson Mandela er særligt gode film. Hvor Bille Augusts tidligere film har kunnet kapere at skildre de helt store følelser, bliver store dele af de her to seneste film til noget sentimentalt sludder, der mister fokus på det centrale – nemlig netop to store, følelsesladede emner som dødsstraf og Mandela. Internationaliseringen har tilsyneladende sentimentaliseret August.

To andre instruktører, der har gjort sig særligt bemærket med film her hjemme, har forsøgt i udlandet. Det drejer sig om Ole Bornedal og Nicholas Winding Refn. Hvis vi starter med sidstnævnte, så skabte han med sin Pusher noget helt særegent i dansk filmhistorie, måske også mere bemærkelsesværdigt, netop fordi han sagde nej til en plads på den danske filmskole for at lave den første i serien. Den blev fulgt op af den mindre vellykkede Bleeder (1999) – og derfra tog Refn springet til USA, hvilket stort set ruinerede ham totalt, selvom resultatet Fear X (2003) faktisk er en ganske udmærket film. Produktionsapparatet kom blot grundigt bag på ham, og for at komme nogenlunde oven vande igen måtte han – her hjemme – indspille de næste to Pusher-film. Og her er Pusher II et mindre mesterværk, hvor Mads Mikkelsen nok spiller det bedste, han til dato har spillet. Og denne film ville vi aldrig have fået, hvis ikke Refn var blevet ruineret af sit USA-eventyr.

Den sidste af de internationaliserede er Ole Bornedal – og han er egentlig mest gemt til sidst, fordi han lægger ganske godt op til nationaliseringen. Egentlig er Nightwatch, der er hans amerikanske genindspilning af Nattevagten, faktisk ikke meget bevendt. Derfor iler vi videre til nationaliseringen.

3. Nationalisering af/i dansk film
Her har jeg splittet nationaliseringen op i to underkategorier. Den første, jeg vil tage fat på, er den danske import af internationale veletablerede genreparadigmer. Den anden er det fornyede fokus på den danske familiefilm- og folkekomedietradition (hvor pinsom end den måtte være).

Genrefilm
Med Bornedals Nattevagten (1994) – uden at vi behøver at gå så langt tilbage – igangsattes en tendens i dansk, der mest af alt siden er gået ud på at etablere de velkendte genrer på dansk grund. Man vil med en smule systempres også kunne påstå, at Lars von Trier har været lidt med til samme, idet The Element of Crime er en krimi (dog noget mindre opklaringsbevidst end genren eller normalt byder), og Breaking the Waves er et melodrama. Men Trier er udnytter egentlig mest genrerne i en art dekonstruering af samme.

Det er ikke det, der er tilfældet i den mere ’overholdende’ genreimport, hvis man kan kalde den det. Hvis vi tage udgangspunkt i Nattevagten, så bragte 90’erne en række gysere, mest signifikant var de to film, Sidste time (1995) og Mørkeleg (1996), som havde danske forfatter Dennis Jürgensen ved forfatterroret. Nattens engel (1998) af Shaky González bør nok også nævnes. Disse film var rendyrkede genrefilm inden for gysergenren, der dermed blev til en veletableret genre herhjemme, hvilket den ikke havde været der før – heller ikke rigtig i litterær version.

Senest har vi inden for denne genre set flere gennemførte genrefilm. I baglæns rækkefølge har vi Kollegiet, Cecilie, Vikaren og Mørke, der måske ikke ud fra et kvalitetssynspunkt er nævneværdige film – mest af alt er Kollegiet og Cecilie nogle teknisk fornuftige film (de gyser, når de skal), men fortællingerne er desværre slemt forudsigelige. Men de indbygger en genrebevidsthed, som er sjældent set i dansk film, med mindre man snakker den behageligt brede genrekategori drama (som jeg vender tilbage til). Det afspejler desværre nok bare kvaliteten af disse film, at der ikke rigtig er mere at sige om dem, end at de overholder en genre.

Ole Bornedal er dog – skal det siges – vendt tilbage til noget, der ligner en genrefilm med sin fremragende Kærlighed på film. Men den ligger lidt i et krydsfelt, fordi det godt nok er en thriller af en art, men den krydser over i retningen af kunstfilmen (hvordan end man definerer denne). Derfor er det en hel speciel form for genrefilm, man finder her.

Mere nyskabende end den brede genrefilm (bortset fra Bornedal) kan man snarere sige, at Lasse Spang Olsen har været i etableringen af actionfilmen på dansk. Særligt de to sammenhængende film I Kina spiser de hunde og Gamle mænd i nye biler er rendyrkede actionbrag, men de udmærker sig samtidig ved at ’fordanske’ genren, hvilket netop er hvor den seneste gyserfilm fejler (og Dennis Jürgensens gysere fungerer). Senest er det set i Den sorte Madonna, der også inddrager mafiadramaet i dansk film. I stil med 80’ernes og de tidligere 90’eres actionfilm, fx Dødbringende våben og Die Hard, blander Lasse Spang Olsen og kumpanerne action og spænding med en veltilrettelagt humor, der kommer til at fungere godt som underholdningsfilm – for de prøver ikke på at være mere end det.

Den sidste genre, der er ved have etableret sig i Danmark er eventyrgenren – måske specielt i form af Nikolaj Arcels De fortabte sjæles ø (2007). Arcel stilsatte i øvrigt også det politiske drama her hjemme i Kongekabale (2004), og udtalte efter dennes succes, at nu ville han lave den første Steven Spielberg-film på dansk. Jeg vil egentlig lade det være op til andre at vurdere, om det er lykkedes. Interessant er det i hvert fald, at der forbindes så meget med en enkelt instruktør, at det bør forsøges etableret her hjemme – begrundelsen herfor lød kun, at vi aldrig før havde set det. Man kan dog i denne sammenhæng fremhæve Tempelriddernes skat, hvoraf der nu findes tre styk, som til forveksling kunne ligne en Indiana Jones med nervøs spiseværing. Dog er det veletablerede genrefilm inden for eventyrformlen, som med disse film også har fået en plads i de danske biografer.

Noget jeg i denne sammenhæng danser let hen over er komedien og dramaet, idet det ikke som sådan er nye tendenser i dansk film – komedien har måske mere blot ændret karakter i retningen af den grovere slags. Når Anders Thomas Jensen tager over, så er det ikke just roller, der passer til hverken Peter Malberg, Poul Reichardt eller Dirch Passer. De passer nok bedre ind i den genoptagelser, der er dukket op de senere år i genfødslen af den danske folkekomedie. (I parentes bemærket skal det siges, at jeg på ingen måde forsøger at være objektiv i forhold til denne nye danske folkekomedie – jeg synes, at den fortjener tæv, og det får den også her).

”Genfødslen” af folkekomedien
Det er en renæssance, som er præget af nostalgi og søgen efter erindringsspor. Det er ikke kun som konservative familiefilm (forstået som at de arbejder bevarende over for familieværdier), at det virker nostalgiske – det ville fint kunne lade sig gøre i sig selv. Film som Per Flys trilogi handler også i flere tilfælde om nogle nære familiære værdier, som man fx ser det i Bænken (her sejrer den gode far ved at hjælpe sin datter). Men nostalgien i forbindelse med film som Min søsters børn og Far til fire fungerer på, hvad man kunne kalde, et mere produktionsnostalgisk plan: Filmene higer simpelthen efter fordums storhedstid for den slags film ved at tage gamle koncepter op – og installere dem i en tid, hvor de ikke passer ind.

Min søsters børn (2001), Min søsters børn – i sneen (2002), Min søsters børn – i Egypten (2004) var den første serie af produktionsnostalgiske film. Jeg vil lade andre bedømme, om disse er gode film (min mening ligger nok temmelig eksplicit mellem linjerne), men jeg mener, at genoptagelsen af sådanne genrefilm viser, at dansk film mangler den kraft til nyskabelse, som branchen higer efter. Far til fire – gi’r aldrig op (2005), Far til fire – i stor stil (2006) – afbrudt af Krummerne – så er det jul igen (2006) – og Far til fire – på hjemmebane (2008) var de næste, der får familien DK til gå på pilgrimsrejse i biografen for at se film, som mest af alt ligner reklamer for DF.

Ikke nok med at filmene her tager et forslidt koncept op igen og placerer det i en kommerciel sammenhæng, der sender dansk films kunstneriske værdi ud med badevandet. Det bliver også gjort med et nostalgisk islæt, der kommer til at virke selvforherligende og idyllisk, hvilket mest af alt er et tegn på kulturel dekadence. Er der nogen, der har noget pænt at sige om disse film, må de gerne tage diskussionen op – jeg må hellere springe videre til næste punkt.

4. Indiefilm
For noget utraditionelt er også ved at ske i dansk film for tiden. Der er så småt ved at opstå et miljø for dansk indiefilm – forstået som independent film. Det er små filmproduktioner, der stiller sig uden for produktionsprocesser og arbejder med film ud fra andet end den kassetænkning, der præger særligt genoptagelsen af Min søster børn og Far til fire. Det er en passion for at lave film, og det er i de fleste tilfælde en passion, der lyser ud af filmene, som ikke nødvendigvis er store mindeværdige værker. Men det er film, der lavet for filmens egen skyld – fordi man ikke kunne lade være.

Termen independent film – eller indiefilm – kommer fra USA og refererer til film, der er produceret uden for Hollywoods store produktionsapparat. Derfor er det på to måder lidt misvisende at kalde disse danske film for indiefilm: For det første fordi indiefilm mange gange faktisk koster meget mere end danske storfilm (Sony Pictures er et eksempel). For det andet fordi det er sværere i Danmark at finde én central storproducent, der nationalt kan sammenlignes med Hollywood. De skulle måske lige være Nordisk Film, der da også står for produktionsnostalgien (det er da også verdens ældste stadig producerende filmselskab). Men derfor kunne det nok være bedst at holde sig til amatørfilm som begreb for, hvad disse film går ud på – for det er jo det, de er. Film lavet af amatører forstået som ikke-professionelle, men samtidig er filmene lavet af film, der på en eller anden måde er impliceret i filmindustrien.

Desværre løber man hurtigt ind i det første problem, hvad angår disse film – de er i flere tilfælde svære at få fat på. Det er jo et undergrundsmiljø, der er præget af eksperimenter og diverse kortfilm gennem starten af dette årtusinde. Det bliver samtidig svært at følge det etablerede miljø, ikke kun fordi filmene er svære at finde, men også fordi de selskaber, som bliver stiftet for at lave de enkelte film, ofte kun producere den ene. Dernæst producerer et nyt selskab den næste film, og så videre. Det dog ud til, at et enkelt selskab har fået lov til at blive, nemlig selskabet Lone Tower Visuals, stiftet af Jonas Kvist Jensen og Morten Hjorth. Her fra er der i hvert fald kommet to spillefilm og en enkelt kortfilm – og en spillefilm mere er undervejs. Det har derfor også betydet, at der er kommet flere film af denne type ud på dvd de seneste år – vores lokale selskab MIS Label står faktisk for en del af udgivelserne, jeg kommer til at nævne her. Et andet selskab, der tilsyneladende er værd at følge med i er det Randers-lokale Suicide Films, som har Dennis Bahnsen ved roret: Her går flere af navnene også igen, og de skulle også være på vej med den meget lokale film Krokodillerne (2006), som handler om kriminelle i Randers regnskov.

Derfor er det nødvendigt at danne sig et vist overblik over de navne, der går igen. Det drejer sig om Kim Sønderholm (af og til krediteret som Kim Andersen), der nærmest er med i det hele – enten som skuespiller, instruktør, producer eller lignende. Dernæst er det mest hyppige navn Jonas Kvist Jensen – ham fra Lone Tower Visuals. Det ser ud til at det er disse personer, der er omdrejningspunktet for miljøet. Sammen med disse figurerer også et par navne som Mads Koudal, mest som skuespiller, og Morten Nørgaard, der har instrueret en af de dyreste blandt independent-filmene, nemlig Næste skridt (2007). Helt på sidelinjen dog finder vi det mest nævneværdige værk, nemlig Glimt fra 2006 af Nicolas Russel Bennetzen (jeg vender tilbage til dette værk).

Hvad er det så for film, der bliver lavet i sådan et miljø? Ja, det er egentlig meget forskelligt, men mest af alt tyder det på, at de henter temmelig megen inspiration udefra. Der er en række film, som man her kunne kalde de vigtigste film, foruden en lang række af kortfilm, der ikke er til at få fat på: Kim Sønderholm har som instruktør lige udgivet Craig (2007) og kortfilmen Mental Distortion. Craig handler om en person, der er ved at bryde mentalt sammen, og derfor begynder han at myrde. Som grundtese er filmen egentlig ganske udmærket tænkt, og specielt stilen (en yderst stilfærdig og tilrettelagt stil) er nævneværdig, men der er desværre begået en enorm fejl: Filmen er forsøgt indspillet på engelsk, mens det samtidig er helt tydeligt, at det hele foregår i Danmark (danske vejskilte, danske nummerplader osv.) – mest af alt virker det fordanskede engelsk ekstremt upassende. Men kortfilmen Mental Distortion – som er indkluderet på dvd’en – er en nærmest kondenseret version af Craig, der viser, hvordan Kim Sønderholm og fotografen har en udmærket evne til at bruge filmen som film – altså er stilarbejdet temmelig fornuftigt. Som grundlæggende inspiration for Craig har vi den typiske serial killer-film – thrilleren som sådan.

Jonas Kvist Jensens Brutal incasso, som var blandt de første film i spillefilmslængde er i stedet en særlig hyldest til action- og gangsterdramaet – specielt hos Quentin Tarantino. Her spiller Kim Sønderholm med flere gangstere, der ved et tilfælde kommer til at slå en kunde ihjel, nærmest Pulp Fiction-agtigt. Men grundlæggende er Brutal Incasso et af de bedre bud blandt filmene, specielt i den humoristiske kreativitet både i scenerne og i den tekniske baggrund (med folk, der ved eksplosioner kaster mel op i luften og deslige).

Morten Nørgaards Næste skridt, der har David Owe i en central rolle, er – skal det fra starten være sagt – ikke en særligt god film, men nævnes skal den, fordi det er tydeligt, at der begynder at komme mere fokus på independent-miljøet: Filmen er blevet lidt dyrere – og Kim Sønderholm spiller også med heri. Desværre synes de ekstra kroner ikke at tilføre filmen noget nyt.

Omvendt gør det sig snarere gældende for Nicolas Russel Bennetzen Glimt (2006), der er produceret for den smalle sum af 25.000 kroner. Filmen er en homage til den japanske gyser, og det er temmelig overraskende, hvor effektiv en film, Bennetzen har skabt. Det der er det mest overraskende er, at Bennetzen tilsyneladende ikke har noget med den øvrige gruppe at gøre – det er i hvert i let at finde praktiske links imellem Glimt og gruppen omkring Sønderholm og Lone Tower Visuals. Men hvis rygterne taler sandt, så skulle der være mere på bedding fra Bennetzen, der skal have fået gode støttemuligheder til at lave en større produktion. Så måske er vi heldige, at vi her igennem får en ny Refn, altså et miljø omkring en instruktør, der ikke er skolet gennem den danske filmskole, som stort set alle andre filmskabere i Danmark er det. Bennetzon har i hvert fald et talent, vi kun kan håbe på mere fra. Samlende er dette blik på dansk independent-film kun et udsnit af noget, der fortjener langt mere fokus.

5. Kunstfilmen og dramaet
Hvad er det så vi har tilbage? Hvad består resten af det danske filmmiljø af for tiden? Ja, det er den her gryde, som er svær at definere, nemlig kunstfilmen og dramaet, som vi kender det fra mange film efterhånden. Særligt bemærket inden for denne kategori har Christoffer Boe gjort sig med sine tre film, Reconstruction (2003), Allegro (2005) og Offscreen. Men disse film bliver oftest placeret i en gruppe af film, der nærmest kun har det til fælles, at de ikke passer ind i de andre grupperinger. Det er lidt en blockbuster-kategori. Men det er som sådan her det sker i dansk film, altså inden for kunst- eller dramafilmen – eller i et blandingsforhold her imellem.

Jeg er også tilbøjelig til at placere Bornedals Kærlighed på film i denne sammenhæng, fordi den er så central i den kunstneriske udvikling af genrefilmen – mest i retningen af inspiration fra et film noir-udtryk, men også pga. den genremæssige leg. Til at starte med virker filmen mest som en undersøgelse af, hvad kærligheden gør ved mennesket – lidt som projektet også var det i Boes Reconstruction, men filmen drejer væk fra dette fokus i retningen af thrilleren, som den udnytter ”på det groveste”. Kort sagt er Kærlighed på film er af de mest interessante danske film længe – måske netop siden Reconstruction.

Hvad sker der eller inden for denne kategori? Ja, det er temmelig svært at sige uden at det blot bliver opremsning af titler, der ikke nødvendigvis har så meget med hinanden at gøre, men værd at nævner er selvfølgelig Biers Brødre (2004), Kunsten at græde i kor (2007), Pernille Fischer Christensens En soap (2006), og mere stilbevidste film som Nordkraft (2005) og Prag (2006).

Ole Christian Madsen er i denne forbindelse, altså Nordkraft og Prag, også en instruktør, man bør holde øje med. Siden En kærlighedshistorie (2001) (igen en dogmefilm) har han lavet centrale film og ikke mindst den bedste danske tv-serie i lang tid, nemlig Edderkoppen (2000). Men som et meget passende element i denne kategori over utilpassende film, så er Madsen temmelig divergerende i sin stil og tema, men samlende kan man sige om dem, at betegnelsen ”kærlighedshistorie” er meget passende for de fleste af dem, mens der samtidig også er et fokus på en fortid, der kryber frem i nutiden – specielt forankret er dette i Edderkoppen og tilsyneladende i hans kommende Flammen og citronen, der begge tager et vist udgangspunkt i den anden verdenskrig. Med andre ord er kærlighed og erindring kodeordene omkring Madsen.

Opsamling
Men samlet set, så kommer de interessante tiltag i dansk fra enkelte mere selvstændige projekter, såsom en bestemt instruktør eller et bestemt miljø (hvor jeg mest tænker på independent-miljøet, der jo nok ikke er stedet, der får internationalt fokus). Det betyder, at skal det internationale fokus på dansk film genskabes, så ser det ud til at skulle komme fra enkeltpersoner. Christoffer Boe – eller Hr. Boe og Co, som de ynder at kalde sig – har fået fortjent fokus for sine film, Bier har fået det ad anden vej ved netop at instruere i udlandet, August er ved at grave sig ned i sentimentalitet, og dansk filmindustri er ved at drukne i genbrug.

Det er altså hos den enkelte filmskaber eller den enkelte gruppe filmskabere, vi skal fokusere for at finde noget, der ville kunne etablere sig som en fokusrettet filmkultur. Der mangler efter alt at dømme en paraply, hvor under de samlet kan stå, som Zentropa var en paraply hele dogmeprojektet kunne stå under. Der er blevet gjort forsøg på at samle folk under fx talentudviklingsprogrammet – finansieret af DR, TV2 og DFI – New Danish Screen, men selve paraplyen har ikke fået det fortjente – og nødvendige – fokus.

Nordisk Film har også forsøgt sig med projektet Director’s Cut, og her var der et lidt bedre opløb, mens Reconstruction dog løb med alt fokus, hvad dette angik. Morten Arnfreds Lykkevej (2003) fortabte sig lidt i bag genrevognen som folkekomedie. Konceptet var basalt set, at man – med alt for store budgetter – var en slave af muligheder, mens det stramme budget højner kreativiteten (et argument, der i øvrigt bruges inden for independent-filmen). Man producerede her op til fire film på en gang. Zentropa har – blot nævneværdighedens skyld – senest forsøgt sin med konceptet Industrifilm, men det stadig lidt uvist, hvad der er kommet ud af dette – nogle navne kender vi da: Christoffer Boe skulle være med her, Morten Nørgaard – som vi nævnte i forbindelse med independent-film – er der, og Anders Morgenthaler er med. Resultatet er tilsyneladende udeblevet.

Så er spørgsmålet så, hvad dette tværsnit kan fortælle. Kan vi noget i Danmark i vores filmindustri, eller er der blot enkelte folk, som viser deres kunstneriske værdi – mens andre forsvinder ind i projekter, som drukner i mængden? Personligt mener jeg, at der er nogle helt særlige folk at holde øje med: independent-filmen bliver forhåbentlig ved med at vokse, de centrale instruktører – som har vist noget særligt (Boe, Refn, Bier, Trier, Bornedal, Christensen, Madsen osv.) – fortsætter takterne, mens genrefilmen tilsyneladende trænger til fornyelse i sin fordanskelse. Samtidig er det dog som om, at der mangler et fælles projekt, der kan samle kræfterne i andet end et fokus på, at nu skal vi være populære.

Hvad mener I andre?

pil op
Forrige essay
Ikke flere essays
Næste essay
Ikke flere essays