Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Lille Soldat (95 min.) Biografversion / Nordisk Film
Anmeldt 15/11 2008, 10:33 af Torben Rølmer Bille

En faders kærlighed


En faders kærlighed

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Kast fordommene væk. Selv om man ud fra beskrivelser af Lille Soldat kunne mene, at et dansk drama, der handler om trafficking (menneskehandel og prostitution), uvilkårligt vil gå hen og blive en film, der er lige så tung at tygge sig igennem, som hvis den var lavet af armeret beton, så skal man tro om igen. For selv om filmen synes at være et oplagt indlæg i den desværre alt for aktuelle debat om købesex og menneskehandel, så er det ikke kun en film og ludere, lommetyve og deres bagmænd.

Faktisk så er kernen i filmen kærlighed – eller rettere – mangelen på kærlighed og omsorg, for der er meget lidt forløsning at hente i Lille Soldat. Filmens protagonist, Lotte, møder i filmens åbningssekvens i en ordentlig brandert Fischer, som er en af hendes fars gode venner og kollegaer. Faderen opsøger dagen efter Lotte og får at vide, at hun faktisk har været hjemme i to måneder, uden at give lyd fra sig. Lotte er kommet hjem fra krig i utide, og vi ved allerede nu at der er sket et eller andet, som har sat sine dybe spor i hende.

Lotte er godt og grundigt på vej ud i et alvorligt alkoholmisbrug. Hun drikker måske for at få krigen på afstand. Da hun spørger faderen om et lån, tilbyder han hende i stedet et job. Lotte skal gå til hænde i hans transportfirma, så hun kan ”komme op på hesten igen”, som han siger. Transportfirmaet er dog et dække over hans egentlige indkomst, nemlig hans job som alfons. Han bestyrer en håndfuld del piger på det lokale bordel, og derudover har han sat sin afrikanske ”kæreste” Lily til at besøge en lang række mænd, som hun har sex med for betaling. Overskuddet ryger lige i ”Papas” lomme. Da Fischer brækker benet og ikke længere kan fungere som faderens chauffør, bliver det Lotte, der på eget initiativ kører Lily rundt til kunderne.

Lily vil ikke have en kvindelig chauffør, men hun lærer hurtigt at Lotte er en barsk tøs, der naturligvis gør, hvad hun får besked på. Lotte har i filmen fået tildelt en privilegeret midterposition. På den ene side fungerer hun som tilskuerens blik ind i det forskruede og sært dagligdagsagtige prostitutionsmiljø. På den anden side er hun centrum for hele fimsens dramatiske udvikling.

Helt tydeligt knækket af den krig, hun har deltaget i, er Lotte gennem meget af filmen nærmest udtryksløs, og det er de fine detaljer i Dyrholms spil, der gør at tilskueren på intet tidspunkt er i tvivl om, hvad hun mener om de situationer, hun er vidne til. Lotte ser sin far bytte ludere med svensk-albanere på en øde parkeringsplads. Lotte ser en af Lilys stamkunder, Henning (Henrik Prip) – med Lilys velsignelse – bedøve pigen, hvorefter han forgriber sig på den livløse krop. ”Han er nekrofil”, siger Lily før seancen, og den pinagtige scene, hvor Henning og Lotte tålmodigt venter på, at Lillys sovepille virker, bliver kun brudt af den tikkende lyd fra det fjollede æggeur i form af en plasticcitron, som står på Hennings stuebord. Det hele virker på både skræmmende, absurd og sært nok også ret realistisk.

Lotte er som nævnt centrum for det drama, der udspiller sig. Den opmærksomhed og ømhed, som hendes fraværende far giver Lily, har Lotte aldrig selv følt. Faderen forsøger desuden i bedste goffmanske stil at opretholde et ansigt udadtil og en selvforståelse som en god far, der desværre ikke har været så meget i Lottes liv, som han måske burde. Hans ide om nærhed er at ”spise lidt godt” og drikke sig fra sans og samling bagefter. ”Du er sej”, siger han til Lotte, og synes at være mere imponeret over hendes fysiske styrke end over Lotte som menneske. Han vælger at ignorere hendes dybe ar på sjælen. I scenen, hvor Lotte overfaldes af en kunde på bordellet, står farmand klar med baseballbat i hånden – men i stedet for at bruge boldtræet ser han blot hjælpeløst til, at stodderen er ved at klemme livet ud af datteren. ”Jeg frøs… ok… lad os ikke tale mere om det.”, er hans respons.

Den eneste situation, hvor Lotte får et blik bag faderens facade, er, da farmand får et ildebefindende og tror at han skal dø. Han fortæller Lotte, hvor meget han elsker hende, og hvor stolt han er af hende, men da hun nævner, at han vist har talt over sig, er svaret blot ”plidder pladder, jeg gik bare ud som et lys… jeg kan ikke huske noget”.

Filmen er i al sin enkelthed rørende, vedkommende og vigtig. Selv om Fupz og Olesen måske har set Taxi Driver sammen en del gange, bliver filmen aldrig plagierende eller ligegyldig. Især forholdet mellem de to piger Lotte og Lily er fantastisk gribende, da de i det mindste kan dele følelsen af savn og svigt. De to finder ind under huden på hinanden efter en ordløs nøglescene, hvor deres indre legebarn pludselig tvinger dem til at spille fodbold med en tom coladåse.

En af de mange gode ting ved filmen er, at den er enormt underspillet og måske især, at den undgår at falde i de fordømmende, moraliserende eller ekstremt melodramatiske faldgruber, som alle synes at stå parat, når man har med en historie, som indeholder elementer som trafficiking, svigt og kærlighed. Et godt eksempel er måden, filmen skildrer Lottes krigstraume på. Baggrunden for Lottes for tidlige exit bliver aldrig konkretiseret i en tam, håndholdt, flashbacksekvens, der viser en skudveksling, der går galt i mellemøsten et sted. Derimod bliver krigens ansigt smidt lige op i tilskuerens hoved i form af en storhulkende og forkrampet Lotte, der gennem gråden end ikke kan få fortalt Lily, hvad der egentlig er sket.

Lille Soldat er et helt igennem fremragende stykke dansk dramatik. Ved at blande en lang række plotforløb og handlinger med en række fabelagtige skuespilpræstationer og en fantastisk sans for både det talte og det fysiske sprog opnår den at komprimere materiale, der nemt kunne have fyldt hele fem andre middelmådige danske spillefilm ned til halvanden times fantastisk film. Med superbt beskårne billeder, overlegen klipning og et billedsprog, som fremstår næsten tysk i dets dvælen ved de små detaljer, er det samtidig en film, som – på trods af sin socialrealisme – er en fryd for øjet og så langt væk fra dogme-kameraer og fesen lyssætning som muligt. Trine Dyrholms iskolde, usminkede ansigt, der fylder lærredet er en sand fryd at studere, og man kan kun som anmelder håbe på at det ikke kun er os i anmelderkorpset, der på sigt finder Lille Soldat væsentlig, men at det danske biografpublikum også giver filmen den velfortjente succes, som den ret beset fortjener.


Forrige anmeldelse
« Månebase Alpha - Vol. 1 «
Næste anmeldelse
» 2900 Happiness »


Filmanmeldelser