Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Olsen Banden på de bonede gulve (70 min.) Købsfilm / Nordisk Film
Anmeldt 22/5 2011, 15:05 af Torben Rølmer Bille

Animeret Egon


Animeret Egon

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den er faktisk slet ikke så slem som man kunne forestille sig! Se nu er katten lukket ud af sækken, for det må være svaret på den fordom mange har haft overfor den nye, danske animationsfilm, der forsøger at give kunstigt åndedræt til serien om Olsen Banden, selv om der efterhånden ikke er ret mange overlevende bandemedlemmer tilbage at puste i munden.

Man kan i den forbindelse så godt undre sig over at filmskaberne ikke mere ihærdigt har prøvet at få Morten Grunwald til at deltage i løjerne og lægge stemme til Benny. Det skal også siges at Nikolaj Kopernikus gør et glimrende stemmearbejde, selv om han ikke kan konkurrere med Annette Heicks Yvonne. Martin Buch synes også at kæmpe lidt med at lyde som Egon, men det er også nærmest en umulig opgave at ramme Ove Sprogøes karakteristiske røst.

At Grundwald ikke deltog, postulerer denne anmelder, kan måske hænge sammen med den tragedie som var Olsen Bandens Sidste Stik, både i forhold til de dødsfald, der prægede produktionen og den tristesse der for os publikummer der var forbundet med at se pensionistudgaven af den elskede filmserie.

Især hvis man holder den nye film sammen med den førnævnte filmiske fadæse er der meget mere spræl og velvalgt selvironisk distance i den nye film, der på trods af at den på udsatte steder nærmest direkte citerer kendte film i serien (muligvis mest tydeligt i scenen hvor banden forsøger, til musikalsk akkompagnement, at bryde dørene ned mellem Folketingets partilokaler – en direkte reference til den ikoniske scene fra Olsen banden ser rødt hvor musikken til Elverhøj times med vægge der smadres i det Kongelige Teater), faktisk behandler forlægget med så tilpas meget respekt, at den om ikke andet bliver langt mere underholdende end pensionistgyseren.

Det er naturligvis ganske mærkværdigt at opleve Egon, Benny, Kjeld og Yvonne som computeranimerede avatars, men på sæt og vis giver det langt mere mening end at se dem i børneudgaven Olsen banden junior, for der går ikke længe før man accepterer at de farvestrålende figurer blot repræsenterer figurerne i serien og ikke nødvendigvis forsøger at overgå eksempelvis Ove Sprogøes fantastiske skuespil. De animerede karakterer, både banden, Erlandsen og etaten er ganske vellignende men samtidig så karikerede, at det visuelle udtryk faktisk kommer til at fungere efter lidt tilvænning.

Når banden sådan opdateres, virtualiseres og skal fungere i en kontekst anno 2011, så er der også behov for at inkludere en række figurer, som er mere tidsvarende. Derfor er bandens modstandere blevet et par andengenerationsforbrydere og dertil kommer at både Anders Fogh Rasmussen, Dronning Margrethe og prinsegemalen optræder i samme overdrevne og karikerede streg som Valbydrengene.

Selve rammehistorien, hvis McGuffin er H.C. Andersens originale fjerpen, som både kinesiske våbenhandlere, toppolitikere og alle andre vil have fingrene i, er ikke synderligt interessant, men den fungerer godt nok til at give filmen den nødvendige fremdrift og samtidig fører jagten på denne genstand også banden vidt omkring, på bl.a. Christiansborg hvor der også – vanen tro – kommenteres på politik.

En af de faste glæder ved at (gen-)se de originale film er den nærmest anarkiske kritik af bl.a. EF, småborgerlighed og magtbegær der optræder og den ublu hyldes til den lille mand med de store planer. I den forstand har filmmagerne og manuskriptforfatter Nikolaj Peyk fanget noget af ånden. Det er ikke sådan at filmen vil belære eller tage endelig politisk stilling, men den vil heller ikke undlade at pege fingre og drilsk gøre opmærksom på dobbeltmoral og smålighed. Man bør bare indstille sig på at denne animerede vision på ingen måde er hverken lige så subtil eller opfindsom som de bedste af Bahs & Balllings nationale mesterværker.

Olsen banden på de bonede gulve er primært en film, der benytter sig af visuelle gags, men som for denne anmelder var overraskende dialogtung (ganske som sine forgængerne) og dette gør at de alleryngste seere nok kan blive hægtet af undervejs. Det er ikke en tegnefilm, der primært er tiltænkt et børnepublikum, men en der, som de gamle Olsen banden-film kan nydes af hele familien. Så holder man af universet, figurerne og er man nervøs over at en animeret udgave gør ensidig vold på alle de elementer som kunne lide i originalerne, bør man trods alt give den en chance – men vid blot, at filmen naturligvis aldrig kommer til at konkurrere med originalernes charme og kulturelle status i folkebevidstheden.


Forrige anmeldelse
« Kidnappet «
Næste anmeldelse
» Adéle and the secret of the mu... »


Filmanmeldelser