De første tre film i serien Johan Falk var sammenhængende og præget af en interessant føljetonstruktur, som fulgte såvel efterforskningen som forbrydelsessyndikatet i Göteborg. I tredje film National Target bliver narkokongen dog fængslet, dømt for kriminalitet, som Gruppen for særlige indsatser ikke er tilfreds med. Frem for at fælde ham og syndikatet for mere omfattende kriminalitet, hvilket ville kræve dybere efterforskning, valgte en gruppe ved siden af GSI at arrestere ham for våbenbesiddelse. Dette har ikke kun konsekvenser for syndikatet: Det har desværre også narrative konsekvenser for serien, der nu i fjerde afsnit Leo Gaut er en afrundet, selvstændig film uden specielt mange føljetonspor. Leo Gaut er netop ude på dvd.

En restaurantkrig blusser op i Göteborg med dybe rødder ind i kriminelle miljøer. Leo Gaut er her en indehaver af en restaurant, som en gruppe kriminelle ønsker at kontrollere. Med vanlige mafiametoder ønsker de at ”beskytte” Gauts foretagende mod, han betaler dem en sum penge med videre. Gaut mødte vi første gang i filmen Nul tolerance (2003), hvor han var en koldblodig morder, men i Leo Gaut – hvor han jo lægger navn til filmen – er han kommet ud efter otte års fængsel, og forsøger at holde sig på den rigtige side af loven. Det er svært, når gangsterne presser på. Filmen skæver her tydeligt og ganske gennemskueligt til Godfather II (1974).

Da GSI begynder at trævle dele af denne restaurantkrig op, finder de også frem til Gaut, som Johan Falk ikke nødvendigvis nyder gensynet med: Da han efterforskede Gaut otte år tidligere, forsøgte han at dræbe Falks kone. Flere mudrede forhold er således i spil i en film, hvor følelserne også får mere og mere frit spil. Gaut, der – indtil nu – har formået at leve et trygt og godt liv med sin kone og sine børn, fungerer her som en skarp kontrast til Falks eget skrantende ægteskab og problematiske forhold til en betjent på stationen. Hvorfor skal man, spørger filmen, være på den forkerte side af lovet for at kunne have et normalt forhold?

Leo Gaut er den svageste film i serien om Johan Falk. Gaut skildres godt nok som et menneske med en gedulgt fortid, som vi alligevel – fortæller filmen os – skal fatte en vis sympati for. Selv da han tager ud på en blodig, personlig vendetta for at beskytte sin familie, forstår vi ham godt. Men samtidig falder skildringen af de kriminelle – der ikke samstemmer med det syndikat, vi har lært at kende fra de tre foregående film – for netop den lette løsning, som det er at gøre dem så onde og modbydelige, at vi ikke kan undgå at holde med ”de gode”. Det er en skam, at Johan Falk giver slip på de spor, som serien har etableret forud, for her kom vi også ind under huden på de kriminelle. Hvor særligt de første to film gav associationer til Jens Lapidus’ beskrivelser af Stockholms underverden, hvor gangsterne også har hjerte og hjerne, så trækker vi her i højere grad i retningen af en simplistisk Dirty Harry-stil.

Denne udvikling sker også parallelt med, at Johan Falk som karakter bliver mere og mere falleret. Vi får efterhånden endnu en svensk politimand med hang til sprut og smøger, dårligt ægteskab, en svaghed for kvindelige fristelser, problemer med autoriteter og en psyke, der indlemmer ham alt for personligt i de kriminelle problemer. Det, som serien formåede at afvige fra i første og anden film, og til dels i tredje film, kaster den sig direkte ud i her. Det betyder omvendt ikke, at Leo Gaut er en helt svag film – tværtimod holder den et udmærket stilniveau, der ser ud til at være gennemgående for hele serien. Særligt indledningssekvensen, hvor GSI jagter forbrydere i et storcenter, er veleksekveret.

Fortællingen og karakterskildringen bliver alligevel alt for firkantet og unuanceret. De tidligere tre film balancerede hårfint på grænsen mellem action og melodrama, men i Leo Gaut kammer det nærmest over, så det bliver sentimentalisme. Lad os håbe, de sidste to film i serien vender tilbage til de ellers gode takter fra seriens begyndelse.