Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




Rats – Night of Terror (org. Notte di terrore) (97 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 5/6 2008, 18:00 af Torben Rølmer Bille

Filmens terror!


Filmens terror!

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Som stor teen var jeg storforbruger af gyserlitteratur, og især engelske James Herbert var at finde blandt mine favoritter. I mange år troede jeg fejlagtigt at Bruno Matteis Rats – Night of Terror var en filmatisering af Herberts fremragende Domain (sidste del af trilogien der startede med Rats & Lair). Bogen skildrer en gruppe overlevende, der kæmper mod muterede rotter i et post-apokalyptisk og faldefærdigt England. Det post-apokalyptiske tema og rotterne er til stede begge steder, men det er også her sammenligningen slutter. Det var i retrospekt lykken, at jeg ikke i midtfirserne havde råd til at investere i en dyr VHS-kopi af filmen, for ikke alene har den intet til fælles med Herberts historie, den er en sand b-films stinker af værste kaliber.

Når det så er sagt, så vil Rats – Night of Terror sikkert appellere til alle dem, der dyrker Ed Wood som en kulthelt og hyler frydefuldt i ekstatisk glædesrus-falset over film som The New Barbarians, Bronx Warriors og lignende filmiske uhyrligheder. For kan man lide film, der flopper med sådan et brag, at de er ufrivilligt morsomme, så er Rats blandt de sikre vindere. Massimo Portusi er krediteret for personen, der stod for continuity på filmen: Continuity er betegnelsen for ham, der holder rede på, om forskellige rekvisitter og småting passer fra den ene scene til den næste. Han burde efter min mening ikke kun have været blevet fyret, men også nevet så hårdt i kinden, at han fik tårer i øjnene – og det er for hans fuldstændige mangel på at udføre arbejdet bare en smule ordentligt. Lad mig give et par eksempler på hans kunnen: Chocolate (filmens eneste afroamerikanske islæt) har skiftevist meget rød læbestift på og i næste scene slet ingen. Eller filmens ”intellektuelle” karakter Deus roder rundt i kælderen af bygningen, men kommer løbende ned ad trappen fra overetagen i den efterfølgende scene, og så videre, og så videre.

Der bydes også på klassiske scener som eksempelvis motorcyklisten, der pludselig kommer hoppene ud fra lastvognens lad – og det er uden nogen anden grund, end at det måske ser sejt ud. Og replikker som: ”computers and corpses are a bad mixture” er standardkost i denne filmiske fadæse. Den nostalgiske mega-nørd kan glædes over supercomputerens display – helt klart identificerbart som kode fra en Commodore C-64. Åh, hvilket fremskridt!

Nuvel historien er som følger. En gruppe overlevende efter atomkrigen har forsigtigt bevæget sig frem fra deres underjordiske huler og drager nu fra ruinby til ruinby i håbet om at kunne reetablere et nyt samfund på jordens overflade. De falder over en forladt forskningsstation, i hvad der allermest ligner en forladt bar, og finder desuden en masse kasser med mad. Så følger filmens absolut mest lavpandede scene. Her hvor vore punk / new wave protagonister – en slags pastelfarvede statister, der ikke kom videre fra audition til Mad Max – danser, klapper i takt og smører sig selv ind i de nyfundne madvarer. Måske er de ret glade for at finde dåsemad, mel og sukker, men jeg har en fornemmelse af, at jeg ville behandle råvarerne lidt mere respektfuldt, hvis jeg befandt mig i deres sted. En lam vits i den forbindelse er, at Chocolate får hældt mel i håret, hvorefter hun udbryder: ”nu er jeg mere hvid end nogen af jer”. Ha – fucking – ha!

Når rotterne så endelig angriber – og det sker alt for sent – er det virkeligt fladt. De fleste af rotteangrebene er helt tydeligt kasser med levende rotter, der bliver tømt ud over de medvirkende offscreen, eller som i filmens mest rædsomme effekt: gummimus påklistret et løbebånd filmet i modlys. Effekten er sikkert tænkt som ”her kommer horder af rotter væltende”, mens alle halvkvikke tilskuere vil tænke ”hold da op, gummimus på et løbebånd!”

Med mindre man virkelig ikke mener, at man ikke kan leve uden at have set alle italienske b-film, der nogensinde er lavet (og tro mig, jeg har både set min del og nydt langt de fleste), så lad denne anmeldelse være en advarsel om, at man aldrig får de 97 minutter som filmen varer tilbage. Slå i stedet græsplænen, leg lidt med ungerne eller endnu bedre: Find James Herbets rottetrilogi frem fra gemmerne (eller bestil den på nettet) – og lad så de sande rotterædsler udspille sig for dit indre blik.

Se indslaget ”Sandsynligvis Verdens Dårligste Film” på DR's hjemmeside.


Forrige anmeldelse
« Lady Snowblood «
Næste anmeldelse
» Daisy Diamond »


Filmanmeldelser