Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Citizen Gangster (100 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 26/3 2015, 09:50 af Torben Rølmer Bille

Den pæne bankrøver


Den pæne bankrøver

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Der er lavet utroligt mange film om forbrydere, sikkert fordi det er interessant for lovlydige borgere at se, hvordan de på den anden side af loven lever, og fordi der er masser af dramatik og gode billeder i skildringen af livet på flugt. Dernæst er det også enormt populært at lave biografiske film, da film baseret på virkeligheden ofte søger at gøre handlingen mere vedkommende end de fortællinger, der udelukkende er opdigtet af Hollywoods dygtige manuskriptforfattere. Det er endog muligt at opleve kombinationer af disse to, for eksempel i den canadiske film Citizen Gangster, der skildrer Edwin Alonzo Boyds liv.

Interessant er det, at skildringen af Canadas mest berømte og berygtede forbryder er noget mere nuanceret, end man er vant til. Ikke kun gennem Scott Speedmans introverte spil, men det antydes i fortællingen ligefrem, at grunden til han startede sit liv som kriminel skal findes i en kombination af flere elementer.

Filmen foregår i halvtredserne og da vi første gang møder Ed, er han buschauffør. I en af filmens tidlige scener hjælper han en mand i kørestol med at komme om bord i bussen, og mens medpassagererne ser misbilligende til, spørger vores hovedperson den handicappede, om det var krigen der tog hans ben. Ed var nemlig også soldat i Anden Verdenskrig, og selv om han ikke blev ramt en eneste gang, så har krigen alligevel sat sine spor.

Hjemme er pengene få, og Eddies hustru må hjælpe med til husholdningen ved at vaske andre folks tøj. Uvist af hvilken årsag stopper Ed med sit arbejde og bruger i stedet tiden hjemme på sengen, han lider af ”krigs-træthed”, som der siges i filmen, men på nudansk kan man godt antage at Eddie har PTSS. Han er rastløs og opsøger en skuespilskole i håb om, at han kan få dets leder, Lorne Michaels i tale og på den måde få job som skuespiller, men Eddie stikker sig blår i øjnene, for det er naturligvis ikke en mulighed.

Presset af en usammenhængende økonomi og en lede over tilværelsen finder han sin gamle souvenir fra krigen frem, en Luger, tager teatersminke i ansigtet og smutter hen til den lokale bankfilial. Røveriet går overraskende nemt, og snart skovler han penge ind til familien. Ed fortæller, at han har fået et skuespillerjob, men en dag kommer hustruen for tidligt hjem og finder sin mand, der forsøger at fjerne make-up fra sit ansigt.

Filmen er ganske velfungerende og fortæller sin historie i kradse, kolde, blålige billeder, der sikkert er valgt bevidst for harmonere med den rå tilværelse, Ed og hans medsammensvorne lever. En af gangsterfilmens uskrevne regler er, at den skal vise sin tilskuer, at forbrydelse naturligvis ikke kan betale sig. Dette er også tilfældet i Citizen Gangster, for selv om portrættet af Edward viser os en mand, der på den ene side forsøger at få sit ægteskab til at fungere, samtidig med at han bryder loven.

Der er nok tilskuere, der i præsente krisetider vil give vores hovedperson ret i, at bankerne i stor stil stjæler fra menigmand, og at han bare stjæler lidt tilbage, selv om dette ræsonnement på ingen måde retfærdiggør handlingen. Det er også nemt at forholde sig til, at både Ed og de folk som senere i filmen danner en bande, har en del psykiske problemer – fælles for mange af dem er netop, at de har kæmpet for deres fædreland, og at krigen har sat sit præg på disse mænd.

Filmen følger naturligvis en nærmest klassisk formel for denne type af film med den undtagelse, at denne tør at dvæle lidt mere ved handlingselementer, som ikke er strengt nødvendige for at drive handlingen frem. Eksempelvis scener, hvor banden drikker sig fulde efter et overstået kup eller de mere melankolske momenter med Ed. Dette, kombineret med de førnævnte kliniske, blå biledside gør, at filmen kommer til at føles lidt lang, hvilket nok også er intentionen, for det er svært at skildre en tristesse, hvis man ikke tillader dette.

Citizen Gangster er dog velfungerende både som portrætfilm og som krimidrama. Den føjer ganske vist ikke meget nyt til genren, men den fortæller sin historie både professionelt og distanceret. Det er ikke just en opløftende beretning vi er vidne til, for filmen glamouriserer eller romantiserer på ingen måde hverken Eds handlinger, fangeflugter eller det liv, som han må leve på konstant kant med loven. Det lykkes til trods for det at skabe et troværdigt billede af en mand, der muligvis først fandt sit ståsted sent i tilværelsen, men hvis liv som ung måske var det mest velegnede til at bliver omsat til filmisk fortælling.


Forrige anmeldelse
« Sons of Anarchy (sæson 7) «
Næste anmeldelse
»  Let’s be cops »


Filmanmeldelser