Da Anthony Hopkins i 2007 debuterede som instruktør, var det med en film, der af mange anmeldere blev betegnet som utroligt kryptisk. Kritikken gik på at hans værk var utroligt svært tilgængeligt, i en sådan grad at slutresultatet blev nærmest uforståeligt. Det er dog en sandhed med modifikationer, for filmen Slipstream, der nu er blevet gjort tilgængelig for et dansk DVD publikum, er til trods for sin ganske unikke visuelle stil og den noget konvoluterede fortælling ikke helt umulig at afkode – især ikke hvis man hører til de der er vant til postmoderne fortællinger, eller for den sags skyld abstrakte film, der bryder med traditionelle fortællemønstre.

Filmens omdrejningspunkt er den aldrende manuskriptforfatter Felix, spillet af Hopkins selv, der ved filmens start skal til og starte på et nyt manuskript. Den kreative proces har dog sin pris, som helt tydeligt manifesterer sig i filmens fragmenterede og virkelighedsforvridende stil, for det virker som om at Felix’ ideer til manuskriptet hele tiden trænger sig direkte på i hans liv, i sådan en grad at både han og ikke mindst tilskueren får meget svært ved at skelne, hvad der er fiktion og hvad der er virkelighed.

Slipstream bør derfor ses som en metafilm, en slags filmisk digt om fortællekunsten, der både forsøger at beskrive den skabende proces, som ligger til grund for fiktionen, men som også leger med klicheer, arketyper og forskellige fremdriftselementer.

Eksempelvis byder filmen på to gangstere, spillet af Christian Slater og Jeffrey Tambor. På et tidspunkt terroriserer de gæster og personalet på en diner der ligger midt i ørkenen. Slaters figur holder en lang monolog om Invasion of the Body Snatchers efter han opdager et billede af Kevin McCarthy, som spillede hovedrollen i filmen, på cafeens væg. Senere i filmen samler Felix ved et tilfælde McCarthy op, da dennes bil er brudt sammen midt i ørkenen. Denne dobbelteksponering af McCarthy, som figur, som billede, som del af en monolog kan ganske enkelt tolkes som Hopkins’ forsøg på at pege på filmens illusoriske væsen: alt er spejle og røg, alt er konstrueret, alt er fiktion.

Vores hovedperson Felix, virker alt andet end så lykkelig som hans navn ellers antyder, for det ser umiddelbart ud til at han selv har svært ved at styre såvel associationer som skaberværket. Hans liv og hans manuskript er præget af kaos og tilfældighedernes magt. Den frie association byttes ud med den typisk stramt konstruerede Hollywood-fortælling.

Figurerne som Felix skaber synes både at få deres eget liv og så er de mindst lige så forbavsede over at møde ham, som han er over at komme ansigt til ansigt med dem. Det virker også som om at der findes flere udgaver af samme karakterer – lidt som Kevin McCarthys førnævnte figur - for en karakter, der tidligere i filmen er blevet skudt dukker pludselig op igen i levende live og er ganske bitter over at Felix har skrevet ham ud af handlingen så hurtigt.

På den måde bliver Slipstream en film, der kræver at tilskueren er konstant vågen og er aktiv i forsøget på at afkode på hvilke niveau karaktererne og handlingen aktuelt befinder sig på. Samtidig er filmen visuelt og auditivt meget udfordrende. Ikke alene ser man flere gange de samme scener, men med væsentlige forskelle. Da førnævnte gangster skal krydse en vej, skifter sportsvognen hans makker står ved farve da en lastbil passerer. Figurer som man kan se i baggrunden af en scene forsvinder pludseligt når der næste gang klippes til samme indstilling og lydsiden leger indimellem lige så meget med sit udtryk som billederne gør.

Det er måske derfor ganske forståeligt at der er mange, som synes at kæden er hoppet helt af for Hr. Hopkins, når han debuterer som auteur på denne måde – men betragter man filmen ud fra et kriterium der ser på filmen som et æstetisk, poetisk filmeksperiment så virker den ufattelig vellykket og ikke så lidt interessant.