Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




In the Valley of Elah (121 min.) Biografversion / Sandrew Metronome
Anmeldt 23/5 2008, 10:12 af Torben Rølmer Bille

Krig og krimi


Krig og krimi

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Grundlæggende er det meget svært at være voldsomt kritisk indstillet over for en film, der har Tommy Lee Jones i den altoverskyggende hovedrolle, men der er heller ingen grund til ikke at være andet end ovenud begejstret for resten af Paul Haggis’ nye film In the Valley of Elah.

Filmen bruger en rammefortælling om en far, der leder efter sin forsvundne søn til at give en hård men retfærdig kritik af et USA, der i øjeblikket er ved at udklække en hel ny generation traumatiserede krigsveteraner fra krigen i Irak. Selv om sådanne politiske subtekster umiddelbart kan forekomme som noget, der skræmmer de, der blot vil have en god tur i biografen, så bør man ikke fortvivle – for filmen er både basalt spændende fortalt og ikke mindst fyldt med helt fantastisk skuespil.

Tommy Lee Jones er perfekt castet i rollen som den fortvivlede far, Hank Deerfeild, der må pludselig må indse, at hans sønner måske aldrig burde have fulgt hans eksempel og være gået i hæren. Deerfields figur leveres så indadvendt og fantastisk underspillet, at man ikke kan have andet end respekt for både skuespiller og karakter. Det er især i de meget fine, nærmest zen-agtige scener på motelværelset, hvor Deerfield pudser sine sko, redder sin seng med militær præcision og forsøger at få pressefolder i bukserne ved at stryge dem mod en skarp bordkant, at man forstår hans karakter. Hæren har lært ham at klare sig selv, givet ham en karriere og ikke mindst indprentet ham med den nødvendige disciplin og ydmyghed, som man skal bruge for at få hverdagen til at fungere.

Under et besøg på militærbasen, hvor sønnen er forsvundet fra, snupper Deerfield sønnens mobiltelefon, der har fået en hård medfart. Han finder en computernørd, der er i stand til at gendanne noget af den tabte data fra telefonen, og som filmens handling skrider frem, dukker der på Deerfields bærbare flere og flere små, grynede og digitalt distortede mobil-film op, der ucensureret viser faderen nye aspekter af den søn, han troede han kendte. De forvredne digitale billeder emulerer ikke kun autencitet i forhold til at skabe illusionen om det dokumentaristiske islæt i filmen (filmen er som forteksterne forkynder også ”inspireret af virkelige hændelser”, men denne virkelighed trænger sig også foruroligende ind i Hank Deerfields liv, der må indse, at hæren måske ikke er, som den var dengang, han var i tjenesten.

Charlize Theron leverer også en klippefast præstation som politikvinden, der sætter sig for at hjælpe Deerfield i efterforskningsarbejdet. For lige som andre film før denne, først og fremmest The Presidio, bliver grænserne mellem lovens lange arm og militæret trukket stærkt op. Det bliver aldrig sagt direkte, men der er ingen tvivl hos tilskueren om, at militæret er gode til at feje ting ind under deres kakifarvede gulvtæppe. Ikke mindst fordi de handlinger, som de selv er med til at skabe både i krigszoner og hjemme i Amerika, ofte bliver fortiet eller begravet under en hemmeligstempling.

Det er skønt at se, at den politiske film pludselig har fået en renæssance. Måske skulle der virkelig en George W. Bush til, før filmmagere i et bredere spektrum end Oliver Stone og Michael Moore begynder at lave film om de frygtelige medmenneskelige konsekvenser, som den moderne krigsførelse bringer med sig. Den krig, som ser så ren og pæn ud i sin redigerede form på FOX, har for både de menige soldater, deres nærmeste og ikke mindst for USA enorme menneskelige omkostninger.

Det faktum, at krigen allerede er et traume for USA, bevises ikke kun gennem Paul Haggis film om den aktuelle situation i Irak, men Brian DePalma færdiggjorde sidste efterår Redacted, der med en mock-dokumentaristisk stil gav os et indblik i krigens grusomheder. En af den nyligt afdøde Susan Sontags hovedteser i bogen Regarding the Pains of Others er netop ved, at medierne konsekvent vil skåne deres seere, så bliver de mest grusomme billeder professionelt og klinisk frasorteret – men det resulterer i, at der ikke længere kan opstå den brede folkelige modstand mod krigen, som man eks. så det under Vietnam, hvor pressen ikke var i lige så kort snor som i dag. Dengang kunne alle, der havde et tv se billeder af brændende munke, henrettelser og nøgne, forbrændte børn og det fik, ifølge Sontag, mange på barrikaderne. Selv om hverken DePalmas eller Haggis’ spillefilm måske trækker et væld af tilskuere i biografen, og selv om filmene måske ikke er med til at påvirke væsentlige politiske debatter, så er de alligevel væsentlige kunstneriske kommentarer til en grusom krig, der allerede burde indse, at den har udspillet sin rolle.

Slutteligt kan man på ingen måde anklage In the Valey of Elah for at være anti-patriotisk, da man virkelig nærer en stor respekt over for såvel Deerfields karakter som de menige soldater, der blot forsøger at udføre deres arbejde under umulige omstændigheder. Dette uden at filmen på noget tidspunkt tyr til de gængse midler med strygersektion og det stolte amerikanske flag blafrende i baggrunden. Det, som er filmens virkelige tragedie, er, at den forekommer så uhyggeligt realistisk og aktuel. En film, der bliver siddende længe i systemet, efter man har forladt biografens mørke.


Forrige anmeldelse
« Indiana Jones og krystalkraniet... «
Næste anmeldelse
» Kiki - den lille heks »


Filmanmeldelser