Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




Drømme støjer ikke, når de dør (80 min.) Købsfilm / Another World Entertainment
Anmeldt 20/7 2011, 09:00 af Kim Toft Hansen

Filmkunst støjer ikke, når den dør


Filmkunst støjer ikke, når den dør

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Den danske instruktør Christian Braad Thomsen er som et stykke fortrængt filmhistorie, der alligevel har stor betydning for dansk films udvikling. Det er de færreste danskere, der kender navnet, og det er endnu færre, der har set hans film. En god ven spurgte mig engang, hvorfor i alverden han bør hædres med Statens Kunstfonds livslange ydelse, når vi nu ikke kender hans film. Jeg forsøgte uden held at forklare, at netop dét kunne være årsagen. Braad Thomsen er på en tæt top fem over vigtigste danske nulevende instruktører. Det er ikke, fordi filmene i sig selv har fyldt meget, men det hænger sammen med den betydning, hans virke og dermed hans film har haft for dansk films udvikling. Another World Entertainment satte for et par år siden gang i en Christian Braad Thomsen Collection for at fremhæve disse centrale filmkunstværker. Nu er tiden kommet til Drømme støjer ikke, når de dør fra 1979.

Filmen handler om den døende Kresten, en jydsk landmand med fødderne solidt plantet i jorden, men efterhånden har han også fået lige lovligt med muld i hovedet. Han fornemmer ikke rigtig, hvor han er, og konen Kirstine virker mest til blot at vente på, at han dør. Hendes største ængstelse er ikke at være alene, men at vågne ved siden af sin døde mand. Hun ringer til sønnen Erik, der tager hjem for at våge over sin døende far. Allerede fra starten er det tydeligt, at Erik gør det mere af pligt end af savn. Erik er en succesfuld politiker, som for længst har distanceret sig fra sin barndom og sine forældres liv og levned. Undervejs antydes det, at far Kresten under krigen var mere tyskervenlig, end det for eftertiden er tilgiveligt. Derfor er der flere ting, Erik har svært ved at forsone sig med. Endda også det, at hans forældre overhovedet blev sammen. Den forklaring, han får, er slet og ret, at de nu var af den mening, at det var noget, man gjorde.

Drømme støjer ikke, når de dør er løseligt bygget over nogle selvbiografiske paralleller fra Braad Thomsen selv. Der er dog ingen dobbeltkontakt på spil her: Filmen skal ses som en fiktionskommentar til det, den handler om, og ikke som en film, der handler om instruktøren selv. Braad Thomsens indre freudianer (som han åbent vedkender sig) vil selvfølgelig gerne indrømme, at der er nogle ting, som siver ind i filmen fra ham selv. Han indspillede tre år tidligere sin autobiografiske dokumentarfilm Herfra min verden går (1976), der er inkluderet i samlingen Hjemstavnsfilm. Han skriver derfor også i den lille booklet, der følger med Drømme støjer ikke, når de dør, at filmen er udsprunget fra Herfra min verden går. Braad Thomsens mor skal endda have undladt at tale med ham i fem år, efter hun havde set filmen. Filmen er dog variationer over temaer mere end, den er en selvbiografi, men den leger selvfølgelig med den silketynde flade mellem fiktion og fakta.

Drømme støjer ikke, når de dør er – ligesom flere af Braad Thomsens film – ambivalente film, som stiller sig som modsætning til det traditionelle samfund, men som heller ikke helt kan forlige sig med det moderne. En modernistisk spleen kiler sig ind i handlingen, også for seeren, fordi det er svært at identificere sig med nogle af karaktererne. Den døende Kresten har stået for et patriarkalsk hjemmestyre, hvor Kirstine har fået lov til at bondeknokle, men alligevel er det svært ikke at fatte en vis sympati for den ensomt døende. Erik, der er socialdemokrat og i landmiljøet således frafalden, viser heller ikke just sine gode sider, da hans tyske kæreste bliver voldtaget, men omvendt er hans tolkning af sin omverden blot en tungsindig, realistisk bearbejdelse. Det betyder, at filmen samlet udtrykker en stærk ambivalens, som gør, at den bliver svær at se. Det kan lyde som noget negativt, men det er ment som filmkunstnerisk positiv kritik. Uden stilmæssige sammenfald er den dermed en forløber for Jytte Rex’ mesterværk Silkevejen (2004).

Den restaurerede version af filmen, vi her har fået præsenteret, er angiveligt den bedst mulige. Den fik oprindeligt en hård medfart af pressen og publikum. Det er de færreste Braad Thomsen-film, der har været publikumssucceser. Det er heller ingen nogen hemmelig, at han har følt sig dårligt behandlet af Det Danske Filminstitut, fra hvilket han – efter nogle hårde kritiske vendinger i starten af 70’erne – mistede støtten til sine film. Det betød en længere spillefilmspause for Braad Thomsen. Helt til i dag har han holdt fast i sin hårde kritik af at uddele støttekroner til film, der ikke nødvendigvis forsøger på andet end at underholde masserne. Derfor findes der efter alt at dømme heller ikke gode kopier af filmen længere. Braad Thomsen kritiserer selv DFI for at have destrueret filmens engelsktekstede kopi, men nævner ikke, hvad der er blevet af de(n) oprindelige danske. Den version, som dvd’en her tilbyder, ser faktisk ud til at være en overført vhs-optagelse, og selskabet undskylder også fra starten filmens momentvis svage digitale kvalitet.

Visuel kvalitet er kun form. Det er stadig muligt – og tak for det! – at se en film, der formår at gøre nogle ting, som kun få danske film har gjort. Med den ene hånd sender Drømme støjer ikke, når de dør nogle klædelige tanker til Carl Th. Dreyers danske produktioner og disses minutiøst planlagte lange skud, noget som måske hos Braad Thomsen også kan krediteres hans Hitchcock-inspiration. Gennem disse lange indstillinger formår filmen at skabe dette tungsindige døderum, som filmen selv skildrer. Med den anden hånd viser filmen også en vis nybølgeinspiration. Den danske nybølge havde vist sig lang tid tilbage, men filmen her peger – lidt som hos Godard – også på en popmodernisme, der citerer lystigt. Skal inspirationen i den franske filmmodernisme fæstnes mere præcist, er Louis Malles tungsind det første, der falder mig ind. Der er ingen tvivl om, at alle de instruktører, som Braad Thomsen selv har skrevet så meget om, har influeret ham i sin egen omgang med filmmediet. På sin helt egen måde krediterer Braad Thomsen desuden Rainer Werner Fassbinder ved at bruge den tyske film-og tv-stjerne Irm Hermann i rollen som Eriks kæreste.

Med Drømme støjer ikke, når de dør er den fjerde ud af seks spillefilm fra Braad Thomsen omsider gjort tilgængelig for det almene publikum. Kun to mangler. Lad os komplettere samlingen. Så kan det være, min gode ven også kan lære en central dansk instruktør at kende. Men hvorfor er det så, at Braad Thomsen fortjener sin livslange ydelse? Er det, fordi han er god til at være en gnaven mand, der er utilfreds med systemet? Nej, det hænger sammen med, at han har været en helt central aktør i skabelsen af den moderne danske film. Ikke nok med, at han fra starten var med på den politiske og den traditionskritiske filmmodernisme i Danmark. Han sørgede også for at skabe kendskab til de centrale europæiske instruktører ved først og fremmest at importere filmene til de danske biografsale. Da han ravede uklar med filminstituttet, valgte han at skrive gode bøger om sine helte i instruktørsædet. Og på sidelinjen har Braad Thomsen været – og er det stadig – en central dansk film- og kulturkritiker. Han var af det første kuld på filmskolen, men hans stemme vil ikke være den sidste, der fortager sig.


Forrige anmeldelse
« Shades «
Nste anmeldelse
» Devil’s Playground »


Filmanmeldelser