Mest læste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Armadillo
10 - Filmanmeldelse
Encounters




State of Play (122 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 22/12 2009, 19:51 af Torben Rølmer Bille

Journalister på overarbejde


Journalister på overarbejde

« Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Spillefilmen State of Play er baseret på BBCs tv serie med same navn fra 2003 og den har også samme grundlæggende handling, selv om tv serien naturligt nok havde plads til flere tråde og sideløbende historier. Præmissen for handlingen er dog ens: en ung kvinde kommer ud for et uheld på en togstation og samtidig skydes en ung narkohandler. To tilsyneladende uafhængige hændelser. Men inden længe aner både vi seere og et par ivrige fiktive journalister, at alt ikke er så tilfældigt endda.

Den døde, unge kvinde arbejdede som assistent til en kongresmand, der – idet filmen starter – er involveret i en høringssag om private vagtfirmaers rolle i krigen i Irak. Hurtigt får pressen øjnene og deres kameraer op for at den døde kvinde var mere end blot en medarbejder, men at hun rent faktisk havde en affære med kongresmanden. Samtidig er der noget meget suspekt ved den unge misbrugers død, for det skal vise sig at han ved et uheld, var kommet i besiddelse af en genstand, som var tæt forbundet med sagen.

State of Play skærer sin historie helt klassisk efter den formular, som karakteriserer de bedste eksplorative thrillers. Der opbygges støt et net af intriger og forviklinger, som den garvede journalist og hans unge, kvindelige journalistaspirant forsøger at udrede på små to timer. Sagen kompliceres yderligere af at kongresmanden tidligere var gode venner med vores rutinerede journalist og derfor opsøger han ham direkte, dels for at forsøge at forhindre skandalen i at rulle, dels for at få hjælp til at opklare hvad han mener var et mord på hans elskerinde.

Filmen lægger sig på denne måde tæt op af forbilleder som All the President’s Men, bortset fra at historien i dette tilfælde ikke har tætte bånd til vores virkelige verden. Idet filmen har en række glimrende skuespillere på rollelisten, så sørger den også for at hæve sig lidt over niveau, især på grund af Russell Crowe, der altid spiller overlegent og her giver en lidt rutinemæssig, men stadig overbevisende, præstation som journalisten, der er fanget mellem intriger, deadlines og venskaber.

Tempoet er generelt højt og selv om filmen aldrig udvikler sig til eksplorativ action-underholdning, så er der nok dramatiske scener til at holde selv de mest sløve seere vågne. For der går ikke længe før hverken journalisten eller hans assistent, kan føle sig sikre. På den måde formidler filmen hovedpersonernes voksende paranoia fint - hvor det tilsyneladende er de små menneskers kamp mod et magtfuldt, pengestærkt og nådesløst system, der endnu engang støves af til lejligheden.

Det er også en film, der igen beviser at Hollywood er i stand til at leverer metervarunderholdning af høj kvalitet, for man skal være meget kulturradikal for at kunne kritisere produktionen; den visuelle stil er stram, musikken velvalgt, scenerne fint lyssat og dialogen fungerer upåklageligt. Det er derfor også svært ikke at bryde sig om filmen, men det skal siges at den netop på grund af sin tematik og produktion kommer til at minde om alt for mange lignende thrillers. Kanske er det fordi nærværende anmelder holder meget af genren og derfor også opsøger denne type film, at denne holdning finde vej til anmeldelsen hér, men der må også meget gerne snart ske noget nytænkning eller et decideret brud med denne type fortælling, for at den kan blive rigtigt interessant igen.

I al respekt bør det siges at State of Play er en glimrende thriller, der fungerer upåklageligt, underholder lige til sidste minut og når slutningen så tillige formår at give et uventet twist, som selv ikke den mest opmærksomme thrillerfan havde set komme, så taler det alt sammen i filmens favør.

Man kan blot ikke undgå at tænke over dette twist efterfølgende og når man gør det, så forekommer det som om mange af filmens præmisser og logiske sammenhænge lige pludseligt ikke er så stærke længere. Sagt på en anden måde, så er den interne, narrative logik i handlingen desværre blevet ofret på manuskriptforfatterens alter for at sikre sig, at filmen havde den overraskende finale som man kunne huske efterfølgende. Lidt en skam ville nogle, og især undertegnede, mene.


Forrige anmeldelse
« Eugenie «
Næste anmeldelse
» Sherlock Holmes »


Filmanmeldelser