Mest lste
[Filmanmeldelse]

1 - Filmanmeldelse
Homeland – sæson 1, 2 & 3
2 - Filmanmeldelse
Drengen i den stribede pyjamas
3 - Filmanmeldelse
Alting bliver godt igen
4 - Filmanmeldelse
Abraham Lincoln – Vampire Hunter
5 - Filmanmeldelse
Heksen
6 - Filmanmeldelse
Herskab og tjenestefolk: Den komplette samling
7 - Filmanmeldelse
Johan Falk – Gruppen for særlige indsatser
8 - Filmanmeldelse
Krokodillebanden 3 – Alle for en
9 - Filmanmeldelse
Encounters
10 - Filmanmeldelse
Armadillo




30 Rock: Sæson 1 (454 min.) Købsfilm / Universal
Anmeldt 22/11 2009, 17:56 af Óscar García Agustín

Alt om Tina Fey


Alt om Tina Fey

Tilbage venstrestil icon lige marginer icon - icon + icon print icon

Cover

Tina Fey var først forfatter og bagefter både forfatter og skuespillerinde i det legendariske Saturday Night Live, inden hun begyndte at optage 30 Rock, hvor hun er ophavskvinde, forfatter og indehaver af hovedrollen. Man kan godt forestille sig, at en stor del af Feys tidligere erfaringer er blevet forvandlet til fiktion, især når man tænker på, at 30 Rock handler om en flok forfattere og skuespillere bag sketchshowet The Girlie Show.

Liz Lemon (Tina Fey) nyder succes i fjernsynet med showet, hvor Jenna Maronney (Jane Krakowski, som spillede den uudholdelige sekretær i Ally McBeal) har hovedrollen, men tingene ændrer sig, da der kommer en ny chef. Jack Donaghy (Alec Baldwin), chef for fjernsyns- og mikrobølgeovnsprogrammering på østkysten, kommer med en ny mentalitet, hvor kreativiteten kommercialiseres og anvendes med henblik på rentabilitet. Roen er forbi, og Jack kræver, at produceren Peter Hornberger bliver fyret (heldigvis redder Lemon hans job), og at en kontroversiel eks-stjerne Tracy Jordan (Tracy Morgan, også fra SNL) skal have hovedrollen i showet, som ender med titlen TGS med Tracy Jordan. Således begynder det at gå galt - eller rettere sagt det begynder at blive morsomt, rigtig morsomt.

Jack betragter showet som endnu et produkt (på linje med en mikrobølgeovn), og hans mål er at blive den øverste chef i firmaet. Jack introducerer markante forandringer for at danne et erhvervsmiljø orienteret mod effektivisering: Han bytter arbejde med pedellen en dag, bliver Lemons mentor, vil deltage i den fælles skriveproces (hvor han kommer med ikke særligt sjove forslag), kræver at der skal reklameres for produkter i showet (product placement), osv. Imens forsøger Lemon at finde balancen mellem hendes nogenlunde dårligt fungerende privatliv og hendes nye rolle som en mellemleder, der skal udvise autoritet og tage svære beslutninger over for personalet – som når hun vil undgå presset for at fyre nogle medarbejdere og bestemmer sig for at bruge magten på en forkert måde og fyrer kæresten til den drømmemand, hun kan lide.

Man kan faktisk mærke, hvordan 30 Rock udvikler sig fra seriens udgangspunkt (hvad der sker i showet bag kulisserne) til andre personers liv og især Liz Lemons kærlighedsliv. Vi oplever først Lemons comeback med en tidligere kæreste, Dennis, en fuldkommen taber der stadig tror, at det vil blive en lovende forretning at sælge personsøgere. Selvfølgelig fungerer forholdet ikke på trods af Lemons indsats. Det fungerer ikke at have et lesbisk forhold (det er ikke nok at være venner som Oprah og Gayle!) og heller ikke at have et forhold med en smuk og perfekt mand, da det viser sig, at de er fætter og kusine. Før Liz finder noget, der åbenbart ligner det ideelle kærlighedsforhold (dvs. når to mennesker nyder at være sammen og tale om Star Wars...), får vi et af de sjoveste momenter, hvor den kvindelige forfatter får en afro-amerikansk kæreste. Det tager kun få sekunder for Liz at finde ud af, at de ikke matcher, og at han er ret kedelig. Men når hun vil have, at de slår op, anklager han hende for racisme. Pga. politisk korrekthed bliver det næsten umuligt for Liz at afslutte forholdet.

Når det er sagt, så undgår 30 Rock at ende som en typisk pige-leder-efter-mand-serie a la Ally McBeal (og den risiko eksisterer hele tiden…) eller en hvor-er-vi-fede-frigjorte-kvinder-serie a la Sex and the City, først og fremmest takket være Feys selvironi og forståelse af den virkelige kvinde i den nuværende verden. Det viser f.eks. scenen, hvor Liz Lemon forvandles fra en klog og nørdet pige med briller på til en laber larve - alle hendes medarbejder griner af hende, da de ser hende. Med andre ord, selv om den grimme ælling opfatter sig selv som en svane, er den stadig en ælling for de andre.

På den mandlige side finder Jack nemt succes med kvinder. Man kan fremhæve hans affære med Condoleezza Rice med alle deres interkulturelle problemer og Jacks jalousi over hendes varme møder med andre toppolitikere, eller had/kærlighedsforholdet til hans tidligere kone, spillet af Isabella Rosellini. Alec Baldwin gør det rigtig godt i rollen som den ambitiøse men også usikre chef, som har brug for Lemon til at forbedre sin popularitet i de magtfulde cirkler. For at vinde den øverste chef Don Geiss’ sympati konkurrerer Jack hårdt mod en anden vicechef, Devon Banks. Jack bruger hans homoseksualitet imod ham (forførelsesscenen mellem pedellen Kenneth og Devon er uforglemmelig) og finder desuden på et nyt program, som skal vise 24 timers fyrværkeri. Programmet bliver naturligvis en kæmpefiasko.

Det tredje ben i serien er Tracy Jordan, en barnlig skuespiller med gangster-attitude, der har det svært, når folk siger, at han opfører sig normalt - og har hang til at tage t-shirten af i enhver situation. Morgans optræden virker overdreven i starten, men efterhånden passer hans rolle bedre og bedre ind i serien. Han er med i den mest surrealistiske historie, da han får at vide af den underlige Dr. Spaceman, at han er efterkommer af Thomas Jefferson. Tracy kommer snart over sin identitetskrise og accepterer, at han i virkeligheden er hvid, og vil lave en film om Jefferson.

Man kan sagtens se, at et af de få problemer med 30 Rock er, at næsten alle karaktererne er udefinerede. Undtagelserne er Jenna (som jeg har svært ved at klare, fordi hendes rolle ligner Krakowskis i Ally for meget, selvom hun stråler i afsnittet Hard Ball) og især Kenneth, som er fantastisk og står bag nogle af de skæggeste historier i serien. Når 30 Rock, mod slutningen af sæsonen, begynder at fokusere på hovedrollens liv og ikke så meget på selve showet, gør det det endnu sværere at komme i dybden med Liz’ hold af forfattere. Og det er en skam.

Ellers er det forståeligt, at 30 Rock vinder Emmys år efter år. Rytmen med 20 minutter lange afsnit er hurtig, og man får ikke mulighed for at kede sig. Der er masser af humor og utallige referencer til fjernsyns- og filmverdenen og ikke mindst til amerikansk politik. 30 Rock taler sympatisk men modigt om en håndfuld kontroversielle emner som kvinders rolle, racisme, de amerikanske tropper i Irak, homoseksualitet, kapitalisme, osv. Alt sammen gennem Tina Feys briller, dvs. en pro-demokrats vinkel (der mangler ikke henvisninger til Obama…), som afspejler den progressive stemning i New York blandt mennesker, der aldrig ville stemme på Bush.


Forrige anmeldelse
« Sauna «
Nste anmeldelse
» Capitalism - A Love Story »


Filmanmeldelser